“How I Met Your Mother” :: A love story in reverse.

How I Met Your Mother: A love story in reverse.

Lad dette indlæg være et gjaldende, ørepinegivende opråb til 20th. Century Fox, der endnu ikke har sendt den geniale sitcom “How I Met Your Mother” ud til seriehungrende, danske fans. For hvis man er fan, ægte fan, så vil man naturligvis gerne have de pt. fire (i USA) udgivne sæsoner stående på hylden, så man – når lysten resolut overmander én – hurtigt kan komme i kontakt med Ted, Lily, Marshall, Robin og sidst – men absolut og på ingen måde mindst – Barney … den djævel!

Tomrummet efter serieverdenens måske bedste sitcom – den überfantastiske og ti sæsoner lange Warner Bros-serie “Friends” (1994-2004) – har været svært at fylde. Den indtil videre fem sæsoner lange Fox-serie “How I Met Your Mother” gør dog et hæderligt forsøg, og skaberne af serien (Carter Bays og skrivepartneren Craig Thomas) har da også formået at skabe en interessant, intelligent og morsom ensemble-serie, hvor fokus – som i “Friends” – er på de fem venners indbyrdes forhold. En serie, der til en vis grad er modelleret over manuskriptforfatternes eget liv i New York med familie og venner.

HIMYM på Blu-ray ... WOW!

I USA er de første fire sæsoner (som skrevet) blevet udgivet på dvd. Fjerde sæson er endogså blevet udgivet på Blu-ray, så man kan opleve vennernes tossestreger i HD. Man kan kun håbe på, og krydse fingre for, at 20th. Century Fox også – når de får taget sig sammen – sender sæsonerne ud på Blu-ray herhjemme. That would be neat!

“How I Met Your Mother” – der blandt fans (og nørder!) bliver forkortet HIMYM – er historien om, hvordan arkitekten Ted Mosby (Josh Radnor) møder sit livs kærlighed og moderen til sine børn. Serien er en velkomponeret rammefortælling, der – med Bob Saget (den fremtidige Ted Mosby) som beretter – starter i år 2030, hvor Ted fortæller sin datter og søn, hvordan han mødte deres mor. Herefter springer serien tilbage i tiden, 2005 og fremefter, hvor der med fortælleentusiasme berettes om alle de eventyr og eskapader, som Ted og Co. kommer ud for. Og det er – sandt at sige – laughing material when it is best!

Seriens karakterer spilles af henholdsvis Ted Mosby (Josh Radnor), Jason Segel (Marshall Eriksen), Cobie Smulders (Robin Scherbatsky), Alyson Hannigan og Neil Patrick Harris (Barney Stinson). Det er i øvrigt interessant at bemærke, at både Alyson Hannigan og Neil Patrick Harris, sammen med gæstestjerner som Amy Acker, Tom Lenk, Harry Groener, Morena Baccarin og Alexis Denisof (Alyson Hannigans mand) – alle har været tilknyttet Joss Whedon-projekter.

Hannigan og Denisof var begge med i vampyrserierne “Buffy the Vampire Slayer” og “Angel”, og Neil Patrick Harris – som serienørder husker for den fire sæsoner lange Fox-serie “Doogie Howser M.D.” (1989-1993) – medvirker i “Dr. Horrible’s Sing-Along Blog” (2008). Nerd info off!

De pt. fire udgivne region 1-sæsoner af "How I Met Your Mother"

Imens vi venter på, at “How I Met Your Mother” bliver tilgængelig på det danske marked, kan man nyde serien på torturkanalen TV3+, hvor der i hverdagene sendes to på hinanden følgende afsnit. Eller man kan – hvis man er så fornuftig at være i besiddelse af en regionsfri dvd-afspiller, købe sæsonerne hjem fra USA via AxelMusic. Her koster sæsonerne mellem 154,- 194,- kroner – fragt ikke iberegnet!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.