Hvorfor har man reoler, der bugner af bøger?

Der er mere grovlugtende lort på internettet, end der er i alverdens storbyers kloaksystemer tilsammen. Det kræver spidsfindighed (og en tunge placeret midt i flaben) at navigere i det virvar af nonsens og substansløst gøgl, nettet er overlæsset med.

I den henseende stødte jeg ufrivilligt og ved et tilfælde ind i Jonas Stenbæk Christoffersens kommentar – han skriver for Berlingske Tidende – Frispark: Reoler fulde af pral. Man skulle tro, at den sad lige til højrebenet, hvis man som bogsamler/elsker/læser blev bedt om at “forsvare” – hvorfor skal man i øvrigt det!? – at man har reoler, der bugner af bøger. Ikke desto mindre er der intet frispark over Jonas Stenbæk Christoffersens buldrende overfladiske bøger-i-reol-kommentar. Han begår straffespark og får direkte rødt!

Hvorfor har man reoler, der bugner af bøger? Fordi man læser litteratur! Fordi man elsker litteratur! Fordi man ikke kunne forestille sig et liv uden bøger. Fordi man elsker at være omgivet af bøger. Fordi man er passioneret boglæser/elsker/connaisseur. Fordi man har favoritpassager i favoritbøger og ikke-favoritbøger, som man genlæser igen og igen og igen. Fordi man elsker følelsen af at være omgivet af ord, passager og sætninger. Fordi litteratur er en åndelig nødvendighed, som blod er en fysisk. Fordi man elsker duften, følelsen og synet af bøger. Fordi bøger er osmose. Fordi bøger er minder. Fordi bøger er skrevet af mennesker, af forfattere, man beundrer og ser op til. Fordi bøger er samtaleskabende (og -berigende) og fordi de – som Jonas Stenbæk dog ganske korrekt fremhæver – er en materialisering af vores egen personlighed

Tag dig dog sammen, Jonas Stenbæk Christoffersen, og find på en bedre (hvis du da elsker litteratur?) forklaring på, hvorfor man omgiver sig med bøger, end pral. Det er en fortænkt – og alt andet end gennemtænkt – forklaring på et så ligetil højrebensspørgsmål.

Og så hører spørgsmålet hvorfor samler du egentlig på bøger? til jordens mest idiotiske. Især hvis det stilles af én, der må forventes at kende til ens passionerede forhold til litteratur. Kummerligt spørgsmål, kummerlig kommentar.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.