“Jurassic Park IV” rammer biograferne i 2014

Hvis man elsker dinosaurer, så skal man sætte kryds i kalenderen den 13. juni 2014, hvor Jurassic Park IV er sat til biografpremiere.

Der er kun få oplysninger om dinoprojektet, men det skulle nu være sikkert, at instruktøren bliver den 36-årige amerikaner Colin Trevorrow. Et relativt ubeskrevet blad i Hollywood, der blot har én film på sit CV, den romantiske science fiction-komedie Safety Not Guaranteed, der havde premiere sidste år.

Det fjerde kapitel i dinosaur-sagaen har været i støbeskeen siden 2002, hvor Steven Spielberg annoncerede, at han ville indtage producerrollen på filem. Der har siden været knyttet en række forskellige instruktører til projektet, blandt andet Joe Johnston, der instruerede Jurassic Park III i 2001, men valget er altså nu faldet på newbien Trevorrow.

Den garvede Hollywood-rotte Kathleen Kennedy er i øvrigt sprunget fra som producer på Juraccic Park IV, da hun skal fokusere på Star Wars Episode VII, der i skrivende stund regnes lanceret i 2015.