Film

28. august 2009

Kickboxer (1989)

Kickboxer-1“Kickboxer” er en svedig drengerøvsklassiker af de helt store. I år er det tyve år siden, at den belgiske kampsportsskuespiller Jean-Claude Van Damme cirkelsparkede sig til hævn i Mark DiSalles machofilm fra 1989. Dette celebrerer Scanbox ved at sende filmen ud på en tyndbenet dvd.

Jeg tilhører generationen, der er vokset op med Van Dammes film på salig VHS. Der gik ikke én weekend, uden at jeg var et smut forbi den lokale videopusher for at leje (eller genleje) Van Dammes altid underholdende actionfilm. Så det er langtfra første gang, at jeg ser Van Damme gi den gas i “Kickboxer”.

Jeg må dog medgive – trods nostalgiens vingesus, der strøg mig i møde ved gensynet på dvd – at plottet i “Kickboxer” er tyndere end tyndt og skuespillet ligeså. Van Damme spiller Kurt Sloan, der fungerer som træner og sparringspartner for storbroderen Eric, der er professionel kickboxer. Sammen tager de til Bangkok, hvor Eric vil udfordre den ubesejrede mester Tong Po – en ond satan af natur! Det skulle de (klart nok) aldrig have gjort. Eric bliver lam, ender i rullestol og nu er det op til Kurt at søge hævn over broderen.

Men selvom plottet er tyndt, selvom skuespillet til tider er ubehjælpsomt, så er filmen også (trods det lettere alvorlige hævntema) humoristisk. Her bør man især nyde barscenen, hvor Van Damme – fuld og på rulleskøjter – får pacificeret de øvrige besøgende på baren uden så meget som at få en svedperle på sin olieglinsende muskelkrop. Det kan stadig – tyve år efter filmens premiere – få mine smilebånd til at bøje opad.

Hvis man er fan af Van Dammes kropsfetichistiske actionballader, så er filmen et uundgåeligt must. Hvis man interesserer sig for actionfilmens udvikling i 80’erne og 90’erne, så er den umulig at komme udenom. Men hvis man sætter pris på en god historie, og ditto skuespil, så skal man nok ikke nærme sig filmen. For “Kickboxer” er en opvisning i, hvorledes man på mest effektiv facon kan slå andre mænd til blodige, uformelige masser. Det er en voldsballet, hvor Van Dammes imponerende kampsportsevner iscenesættes med et eneste formål: At udstille dennes elegante måde at uskadeliggøre sine modbydelige modstandere.

Det kan i øvrigt undre, at Scanbox markedsfører “Kickboxer” som en 20års jubilæumsudgave. Man skulle tro, at netop filmens jubilæum kunne afføde en smule kræs for fans. Desværre må man konstatere, at Scanbox-udgaven er helt foruden ekstramateriale. Det er ærgerligt, da det kunne have været interessant med retrospektive kommentarer om filmen leveret af f.eks. Mark DiSalle og Van Damme –  se dét ville have været kræs!

Læs også anmeldelsen her: KLIK



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.




0 Comments


Skal du ikke skrive en kommentar?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>