Kulturkritik: Hvad vores kulturminister lytter til!

Kulturkritik ved Peter Madsen: Absolute Music drejer sig ikke om snobberi, men om kulturens rolle

Joy Mogensen er Danmarks kulturminister. Hun er beskrevet som musikelsker i et portrætinterview hos Altinget, lige efter sommerens udnævnelse til sin nuværende post.

Mere omtalt er kulturministerens udtalelse i Gaffa om yndlingsalbummet “Absolute Music 2” fra 1993. Det album var favoritten, da hun var teenager. Måske er det valg et tegn på, hvor lidt tid en politiker har til at nyde livet uden for politik eller også kan det være et symptom på, hvordan kulturen alt for ofte er blevet lig uforpligtende underholdning.

Albums som “Absolute Music” opsamler tidens mest populære musiknumre, genpakker dem og sender musikken i recirkulation for at maksimere profit. Musikbranchen, som de fleste andre moderne kulturbrancher, er kommerciel, men dette er en beregnende kynisme, hvor lytteren får serveret, ganske letfordøjeligt, de højaktuelle, kendte musiknumre, der rammer bredest. Musik bliver reduceret til et underholdningsprodukt med en så bred målgruppe som muligt. Klinisk renset for opdagelse, diversitet, udfordring og nysgerrighed. Lytteren behøver kun at starte musikafspilleren.

Tilbage til interviewet med Gaffa. Her får kulturministeren stillet en række spørgsmål om musik. Væk er refleksioner om kulturens betydning for samfundet, sammenhold og individet. Der er ingen tanker om kulturudtryk som markør for samtiden eller hvordan kulturen kan tale til os på tværs af tid og sted. En sjælefrænde kan have levet for 200 år siden i en sydamerikansk landsby, men igennem litteratur, maleri, lyrik, skulpturer og senere tv-serier eller film, kan vi opnå forbindelse. Og ja, kultur er utroligt mange ting. Her tager jeg udgangspunkt i kulturen som et blivende udtryk, der ikke forgår, som fx mad, happenings eller her og nu-installationskunst.

At kulturministeren nævnte sit yndlingsalbum fra sin teenagetid kan vise musikkens evne til at vække følelser og sætte ord på dem, som vi ikke selv kan eller endnu mangler at erkende, og senere kan musik snitte nostalgien i ens følelsesregister. Så hvorfor har Joy Mogensen skabt debat om kultur? Måske er det fordi, vi lider af metaltræthed, når det kommer til kønsløse svar fra politikere, fordi vi er vant til, at en minister efter en rum tid på taburetten zapper videre til næste ressortområde. Og så er kultur debatskabende. Hvordan fortolker vi et kulturelt udtryk som samfund, segment og som individ. Det har Joy Mogensen paradoksalt gjort ved netop ikke at udvise en mere markant passion for sit ressortområde.

Hvorom alting er, så er Gaffa et magasin for musikentusiaster, så hvis Joy Mogensen ikke kan slippe den politiske spændetrøje og folde sin kærlighed til musik ud, så ved jeg ikke, hvad det rette medie er. I stedet giver hun uambitiøse svar og betragtninger om musik, der nærmer sig det banale. Kulturen, særligt i en tid med høj grad af isolation, kan hjælpe os, bistå os i ensomheden, meningsløsheden og give os trøst, forståelse for egne følelser, accept og perspektiv. Det gælder for teenagere, så vel for kulturministre.