LÆST: “Uhyret” af Peter Benchley

Da vi tidligere på måneden slog vores folder i den jyske outback, faldt jeg over Peter Benchleys roman “Uhyret” aka “Beast” i en genbrugsforretning i Ringkøbing, der havde en velassorteret bogafdeling. Kun 10 kroner stykket … ren slaraffenland! Jeg læste første gang romanen, da den udkom på dansk i 1993. Det er mange år siden: Tiden flyver, hvilket rynkerne gladelig – nærmest hoverende – sladrer om.

Romanen er en uprætentiøs pastiche over Benchleys egen “Jaws” fra 1974, der af Steven Spielberg blev forvandlet til et mesterværk året efter. “Uhyret” er meget tæt på at være en 1:1-kopi af “Jaws”, der blev Benchleys eneste succes som forfatter. Uinteressant er den dog ikke, selvom onde tunger og kritiske røster nok vil mene, at der er for meget kopi over romanen, hvor den hvide haj er blevet til et gigantisk tiarmet monster af en blæksprutte. Det er igen “Moby Dick”-skabelonen og menneskets kamp mod noget større og stærkere, der driver Benchleys fortællelyst.

Benchelys fascination af og kærlighed til havet gennemsyrer hele hans overskuelige forfatterskab, og i “Uhyret” leverer han en sønderlemmende miljøkritik: Havet omkring Bermuda er forurenet, det tømmes for alt levende af en hypereffektiviseret fiskeindustri, og koralrevene visner og dør. Det var aktuelt i 1991, og det er aktuelt i dag … desværre!

Benchley klemmer hele tiden fakta ind i fiktionen, hvilket han evner at gøre uden at ty til leksikalske opremsninger a la Dan Brown. Opremsninger, der er (eller kan være) en hæmsko for fiktionens dynamik. Og ja, så nævner han flere gang “Dødens gab” som en slags bodsgang for den hajheksejagt, romanen og filmatiseringen var med til at starte:

Han havde været teenager, da “Dødens gab” havde hærget USA, og han huskede levende, at forældre havde forbudt deres børn at soppe, at strande var blevet lukket, at ellers fornuftige voksne havde nægtet at svømme ud, hvor de ikke kunne bunde … i søer!