Lars von Trier-film udgives af Filmmagasinet EKKO

Det nye nummer af filmmagasinet EKKO ledsages af en dvd med nordiske kortfilm – blandt dem Lars von Triers hidtil ikke-udgivne værk “Dimension”.

Filmmagasinet EKKO runder sit nummer 50 siden starten i 2000. Det nye nummer er på gaden onsdag den 25. august, og sammen med bladet udgiver EKKO en dvd med 12 nordiske kortfilm.

Et højdepunkt på dvd-udgivelsen er Lars von Triers “Dimension”. Egentlig skulle filmen først have premiere den 30. april 2024 — den dag, hvor Lars von Trier fylder 68 år. Det var planen, at “Dimension” skulle optages over 30 år, og Trier optog fra 1991 en række scener til, hvad der skulle have været “en europæisk filmcollage — en slags fremtidsmonument”. Trier mistede imidlertid interessen for projektet, der blev lagt på hylden i slutningen af 90’erne. Men nu kan filmen altså for første gang ses på dvd’en “Nordic Short Films”, som følger med EKKO nummer 50.

Dvd’en samler nogle af de bedste nordiske kortfilm fra de sidste tyve år. Det er film af instruktører, som senere er blevet anerkendt på den internationale filmscene — blandt andre svenske Roy Andersson, finske Aki Kaurismäki, norske Joachim Trier og danske Thomas Vinterberg.

 Læs mere på www.ekkofilm.dk.

Presse-/informationsmeddelelse fra Det Danske Filminstitut.