Lindhardt & Ringhof lancerer kampagne for læseglæde

Ellen Hillingsø har en læseklub. Mattias Hundebøll læser for sine børn HVER morgen. Og Knud Romer står stadig og vinker ud fra sin mormors bogskab, hvor det hele begyndte.

Forlagshuset Lindhardt og Ringhof har netop lanceret kampagnen BOGEN SAMLER TANKERNE. Startskuddet er tre inspirationsfilm udviklet i samarbejde med Egmont Creative, som danskerne de kommende uger vil blive mødt af på Facebook, Instagram og YouTube. Målet er at få danskerne til at tænke over, hvad læsning betyder for dem – og tale om deres læseoplevelser. Hen over weekenden har mere end 400.000 danskere allerede set videoerne.

“På Forlaget Carlsen og Lindhardt og Ringhof taler vi meget om, HVAD vi læser, men også HVORFOR vi læser, og HVORDAN læsning påvirker vores opmærksomhed, vores empati og vores abstraktionsevne. For os handler det i høj grad om, at bogen samler tankerne. Det er vigtigt i en tid, hvor vi konstant bombarderes med indtryk. Derfor er det blevet overskriften for det hele,” siger Lindhardt og Ringhofs markedschef, Gertrud Smith.

Kampagnen fortsætter de næste måneder med events, bl.a. på BOGFORUM i november, og med videoer, kronikker, konkurrencer og andre tiltag, der kan skabe samtaler om bøger og læsning.