Film

28. august 2009

Mænd der hader kvinder (2009)

Mænd der hader kvinderI går aftes så jeg giraffen for første gang.  Den lå pakket forsvarligt i en boblekuvert i postkassen (den var blevet sendt til anmeldelse fra Nordisk Film) og jeg kunne altså ikke længere krybe udenom. Nu skulle jeg stifte bekendtskab med den film, der havde trukket 950.000 danske lemminger i biografen.

Jeg havde ellers hårdnakket forsøgt at holde afstand til Stieg Larsson-psykosen, der som en løbsk steppebrand i løbet af ingen tid havde spredt sig fra det litterære forum til filmens. Ja, jeg tilhører  endog stadig den lille, eksklusive enklave af personer, der ikke har læst de tre Larsson-romaner i Millennium-trilogien, der herhjemme har gjort det lille Århus-forlag Modtryk til et lykkeligt et af slagsen. En gruppe af personer, der for hver dag bliver mindre og mindre, må jeg konstatere. I alt har trilogien solgt over 10 millioner eksemplarer på verdensplan. Det er – om ikke andet – et imponerende salgstal.

Men nu, hvor jeg (langt om længe) har været omkring Niels Arden Oplevs filmatisering af “Mænd der hader kvinder”, kan jeg konstatere, at der har været noget om snakken og virakken. For det er en god film, en god krimi, som den danske trio Oplev, Arcel og Heisterberg har fået skruet sammen. Den er velskrevet,  velinstrueret, velspillet, velfotograferet og velkomponeret.

Eric Kress’ smukke billeder af det sneklædte og regntunge Sverige klæder filmen ekstraordinært godt og forlener den med en æstetisk side, der er sjældent set i krimier. Man kunne ønske sig, at det var det samme ensemble af filmkunstnere, der skulle varetage tilblivelsen af “Pigen der legede med ilden” og “Luftkastellet der blev sprængt”, men det er det desværre ikke. De to sidste film i trilogien får i øvrigt biografpremiere henholdsvis 18. september og 24. november i år.

Filmen er barsk, det er ikke Barnaby-idyl, der præger denne fortælling, og flere scener udmærker sig ved at være ekstraordinært brutale – genren taget i betragtning. Især computerhackeren Lisbeth Salander (spillet suverænt af Noomi Rapace) er med til at give “Mænd der hader kvinder” et løft. Hendes ustabile person, hun har et kæmpe skab fyldt med skeletter, forlener filmen med en aura af mystik. Hvem er hun egentlig? Hvad er hendes historie? Hvorfor har hun været indlagt på psykiatrisk afdeling? Alle spørgsmål, vi ikke får besvaret i denne første film i serien.

Filmens omdrejningspunkt er en række yderst bestialske  og rituelle kvindemord. Journalisten Mikael Blomkvist (Michael Nyqvist) bliver hyret af rigmanden Henrik Vanger, der ønsker at han skal grave i fortiden. Blomkvist skal finde ud af, hvem der næsten fyrre år tidligere dræbte Vangers niece – den 16årige Harriet. Men det er ilde set, at Blomkvist – og senere også Salander – roder op i fortiden. Efterhånden som det noget umage makkerpar får snuset rundt i diverse arkiver går det op for dem, at ikke alt er som det skal være i den noget uharmoniske Vanger-familie. Deres liv kommer i fare!

 Man føler sig underholdt fra start til slut. Dette er ikke den sædvanlige krimi, omend selve grundstrukturen er set før, og dens intensitet holder fra start til slut. At Salander køres i stilling som en mystisk og uudgrundelige person tjener filmen godt. Man ved aldrig, hvor man har hende. Hun er snu som en snog, hun er stærk og handlekraftig,  men hun er også skrøbelig som en lille pige. Hun bærer på et traume, der gør, at hun kun svært binder sig til andre mennesker. Hun er filmens mest interessante karakter.

Hvis man holder af en veltunet krimi-thriller med solide skuespilpræstationer, en modbydelig historie og en æstetisk side, som mange krimier kunne (burde!) tage ved lære af, så skal man klart unde sig at se – eller nok nærmere gense – “Mænd der hader kvinder”. Det er gedigen underholdning af bedste krimiskuffe.

Anmeldelsen af “Mænd der hader kvinder” kan også læses her: KLIK.

 



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.




0 Comments


Skal du ikke skrive en kommentar?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *