Movie Masters: Tim Burton – puslespil til filmelskeren!


Det tyske firma Heye – der blev grundlagt i 1962 som forlag – er i dag primært kendt som producent af kvalitetspuslespil. I denne ombæring skal vi se nærmere på et af deres nyeste – Movie Masters: Tim Burton – som udgøres af 1000 brikker og måler 70 x 50 cm.

Det er den franske kunstner Alexandre Clérisse, der står bag motivet. Hvis man kender til Clérisse vil man vide, at han udover at være filmelsker også har skabt en række prisvindende tegneserier, der desværre ikke er blevet oversat til dansk.

“Movie Masters: Tim Burton”  er venligst sponseret af Hyggeonkel, og puslespillet kan købes her: KLIK


Hvis man er filmelsker med stort f – og Tim Burtons film har et særligt sted i ens hjerte – så skal man kaste sig over Heyes Movie Masters: Tim Burton, der udgøres af et hav af forskellige film og karakterer, der alle er hentet fra Burtons univers. Og som det også er tilfældet med Steven Spielberg-udgaven, så kan man også her gå på “Find Holger”-jagt efter instruktøren, der gemmer sig i motivet.

Alexandre Clérisse har formået at gemme seksten af Tim Burtons film i det fine mosaikpuslespil (selvom “The Nightmare Before Christmas” ret beset er instrueret af Henry Selick, og “Batman Forever” af Joel Schumacher).

Som det også var tilfældet med Spielberg-versionen, så blev dette puslespil ligeledes lagt med den rette musik strømmende ud af højtalerne. Det var et soundtrack-potpourri, der primært bestod af Danny Elfmans musik: Burtons hofkomponist. Og ja, det skabte en helhedsoplevelse, som jeg gerne vil anbefale alle at efterprøve.

Når man sidder fordybet i puslespillet, og den ene brik finder den næste, får man meget hurtigt lyst til at gense de film, der løbende popper op i motivet. Og der er jo nok at tage af. Især blev jeg glad, da “Beetlejuice” dukkede op i puslespillet: En film, der hører til blandt Burtons mest outrerede frembringelser. Så da der skulle indlægges en lille pause i pusleriet, blev filmen fundet frem fra samlingen og sat på. Den gav fornyet energi, så de resterende 1000 brikker kunne blive lagt.

Der er en magi i Clérisses motiv, der går godt i spænd med Burtons gotiske universer, og man mærker i såvel Spielberg- som Burton-udgaven, at Clérisse er en stor filmelsker, der evner at leve sig ind i de respektive instruktørers universer og kondensere de elementer, der kendetegner de afbillede film … samt indsætte de forskellige karakterer og elementer i motivet på en sådan måde, at der skabes et helt særegent og ganske fantastisk mosaikunivers.

Som jeg også skrev i omtalen af Spielberg-puslespillet, så håber jeg, at Heye kommer til at sende flere puslespil i Movie Masters-serien på markedet, og jeg ville elske at lægge et puslespil, der tog kærligt hånd om eksempelvis Quentin Tarantions film eller et puslespil, der havde fokus på horrorgenrens monstre … det ville være gåsehudsfremkaldende godt, ja det ville!