Anmeldelse

E

fter at have spenderet betragtelige 97 minutter i selskab med den femte Die Hard-film, der er skrevet af Skip Woods og instrueret af John Moore, slog min ellers henslumrende hjerne bitre gnistre og spyttede konvulsionsagtigt denne tanke ud: Man har gjort et actionikon fortræd!

Det nye opus stævner ellers hårdt, godt og actionflot ud: McClane senior har pakket sin kuffert, har iført sig sin fineste, hvide T-shirt og har sat kursen mod Moskva, hvor sønnen Jack (Jai Courtney) sidder i fængsel for at have skudt en mand. Vanen tro følger der bulder og brag i kølvandet på John McClane, og han har heller ikke meget mere end lige plantet sine fødder på russisk jord, førend ragnarok melder sin ankomst.

A Good Day to Die Hard - 1

Jack, der viser sig at være undercoveragent for CIA, sidder bænket i retsbygningen, hvor han skal dømmes. Her sidder han side om side med angiveren og mangebillionæren Komarow (Sebastian Koch), der er blevet sendt i fængsel af den korrupte politiker Viktor Chagarin som frygter, at Komarow er i besiddelse af en fil med personbelastende materiale.

Og her starter actioneventyret for alvor: Chagarin har nemlig sendt en flok lejemordere af sted, der skal likvidere whistlebloweren Komarow, og ligesom McClane tropper op, detonerer en række bilbomber, der lægger retsbygningen i grus. Jack stikker af med Komarow, som han mod oplysninger, der kan inkriminere Chagarin, lover beskyttelse. Sammen flygter de gennem Moskvas gader med lejemorderne i hælene og en John McClane, der vil tale et alvorsord med sin søn.

A Good Day to Die Hard - 2

A Good Day to Die Hard fejler på alle centrale punkter: Manuskriptet er plotfattigt, dialogen er tynd, ofte direkte pinlig, og instruktøren har givetvis haft så travlt med at iscenesætte de lange – men i øvrigt rigtig flotte – actionsekvenser, at han fuldt og helt har glemt det vigtigste: karakterne. Disse er ikke meget mere end marionetter, der trækkes frem og tilbage, op og ned, i det gedigne festfyrværkeri, filmen primært er.

Marco Beltrami, der også stod for musikken til Live Free or Die Hard (2007), har afstemt musikken til den syndflod af kugler, der flyver om ørerne på karakterne, og den store mængde eksplosioner, der pryder filmen fra start til slut: Som lydbillede akkompagnerer Beltramis musik fint filmens bulder og brag … av, av, av!

A Good Day to Die Hard - 1

More og Woods har været hårde ved én af filmhistoriens mest markante actionskikkelser, NYPD-betjenten John McClane (Bruce Willis), der er blevet så eftertrykkeligt kastreret, at han nærmest synger i falset. Tilbage ligger en forslået, charme- og humorforladt actionkliché, der er blevet degraderet til at agere nostalgisk staffage i en film, hvor sønnen – Jack McClane – fylder alt for meget. Det er en hån imod ronkedoren, at han skal spille anden violin i et actionorkester, der dirigeres af sønnike. Det fungerer overhovedet ikke!

Et andet punkt, der får undertegnede til at spytte grimme ord mod skærmen, er skurken. Skurken er så anti-skurkagtig, at man er bedøvende ligeglad med ham. Det er horribelt så svagt, man har konstrueret karakteren. På den anden side, så matcher Sebastian Kochs hule skurkekarakter fint de ditto hule heltekarakterer, og så er det jo også, hvis man skal være fair, svært at træde i fodsporerne af så navnkundige skurke som de to Grubers og Col. Stuart.

A Good Day to Die Hard - 2

A Good Day to Die Hard blev for undertegnede A Good Night to Sleep Tight, og jeg ønsker blot følgende for det kommende sjette kapitel: No more John More and skip Skip Woods! Grunden til de to og ikke én stjerne skal findes i de trods alt veleksekverede actionsekvenser, især den hidsigt dynamiske biljagt, samt klipningen og fotograferingen, der æstetisk set forlener filmen med en lækker billedside og en god rytme.

Og ja, en sjette film med John McClane er i støbeskeen. Filmen, der indtil videre har den fantastisk fantasirige titel Die Hardest får premiere i 2015. Et forslag til Fox og folkene bag franchisen: Vend tilbage til det, der gjorde de første film suveræne … og spørg John McTiernan, om ikke han igen kunne tænke sig at sidde i instruktørstolen. Og hvis han siger nej, så send tilbuddet videre til Renny Harlin.

Die Hard er nostalgi og filmmagi, og man skal være sød ved McClane … ellers er jeg ikke sød ved filmene. Sådan har jeg strøet mine stjerner over de forrige:

Die Hard (John McTiernan, 1988):

Die Hard 2 (Renny Harlin, 1990):

Die Hard: With a Vengeance (John McTiernan, 1995):

Live Free or Die Hard (Len Wiseman, 2007): LÆS ANMELDELSE!

A Good Day to Die Hard (John Moore, 2013):

 

Anmeldelsen bygger på den britiske dvd-udgave. Herhjemme udkommer filmen på dvd & Blu-ray fra SF-Film / 20th. Century Fox den 27. juni.



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.