Anmeldelse

Det siger egentligt sig selv, men jeg vil alligevel sige det: Det bliver ikke nemmere med alderen. Om det er at løbe efter en fodbold, læse vejskilte eller jagte skurke iført en blodig og beskidt undertrøje. Men det sidstnævnte er alligevel muligt at gøre trods en fremskreden alder. Dette så man i den ganske udmærkede Die Hard 4.0. Selvom undertrøjen nu havde lange ærmer. Nuvel, den første film i rækken om John McClane er overlegen på alle parametre i forhold til de efterfølgende film. Desværre formåede filmseriens arv slet ikke at komme med i den femte film, A Good Day to Die Hard.

Det er heller ikke blevet nemmere at finde på en god titel.  Bag kameraet står John Moore, der senest lavede den skuffende filmatisering af spillet Max Payne i 2008, der havde Mark Wahlberg i titelhovedrollen. Med sig har han forfatteren Skip Woods, og hvis hans navn lyder fjollet, så har det åbenbart smittet af på hans skriverier, hvor bagkataloget blandt andet rummer X-Men Origins: Wolverine (2009) og Hitman (2007). Så på trods af, at  instruktør og forfatter ikke ligefrem har mesterværker på deres samlede CV, så ér det jo trods alt John McClane vi har med at gøre. Helten, der altid formår at være på det forkerte sted samt iført undertrøje og utallige one-liners. Kan det virkelig gå grueligt galt?

A Good Day to Die Hard - 2

Det korte svar ville bedst illustreres af tårer af både raseri og skuffelse, efterfulgt af ukvemsord. Med fare for at rive endnu en barndomshelt med i faldet, så ligner Die Hard 5 desværre det som skete med Indiana Jones i hans seneste eventyr. Med den fremskredne alder som Harrison Ford og Bruce Willis hverken kan eller skal skjule, har de kreative kræfter udstyret dem med deres sønner som hjælpere. Og begge er både irriterende, malplacerede og langt, langt væk fra fædrenes æbletræer.

Det er Jai Courtney, der har fået den utaknemmelige opgave at spille Jack McClane, Johns fremmedgjorte søn. Junior er naturligvis, ikke ulig sin far, kommet i problemer, og af alle steder, så er det i kommunismens moderland, Rusland. Så fik amerikanerne, udover Indy og McClane, også genoplivet det gamle fjendebillede. Det bliver ikke mindre stupidt, at russerne pludselig holder op med at tale med hinanden på deres moderstål, men i stedet slår over i gebrokkent engelsk. Til ære for hvem, spørger jeg?

A Good Day to Die Hard - 1

Dette kunne man tilgive i filmseriens sammenhæng, der sjældent har dvælet ved nøjagtigheder og benhård realisme. Men det gør man ikke. For selvom henholdsvis Alan Rickman og Jeremy Irons ikke er nemme at følge efter som skurke, så fejler filmen også her. Sebastian Koch, en hæderkronet tysk skuespiller, giver den som gabende kedelig og uinteressant skurk. For hvis skurkens adfærd og skæbne ikke er interessant, bliver heltens sejr over ham ligeledes uden relevans og interesse. Tilbage har man så en aldrende John McClane i parløb med en malplaceret søn, og for at hælde den sidste dråbe malurt i bægeret, så er McClane selv  heller ikke interessant. Han er ikke længere den forkerte fyr på det forkerte sted, og hans evige optimisme med stænk af sarkasme er afløst af en grå og usjov bitterhed.

Jeg ville så gerne kunne lide denne film. Det er jo for pokker John McClane! Men i plottet og skuespillet er der intet at spore fra filmseriens arv. Die Hard 5 er blottet for charme og fanden-i-voldsk-action. Hvis Bruce Willis blev pillet ud og erstattet med en anden mindre berømt skuespiller, ville man for det første ikke opdage det, og for det andet ville filmen først få dansk premiere på TV3 en sen mandag aften.

Fristelsen i at vente på den rigtige Die Hard 5 er stor, i lighed med fraværet af Indiana Jones 4, X-Men 3 og Spider Man 3. Men ak, de kommer aldrig, men heldigvis forsvinder John McClane anno 1988 ikke.

 

Biografanmeldelse



Om skribenten

Peter Madsen
Som anmelder er jeg motiveret af at skrive, at formidle. Mest af alt fordi, jeg ikke kan lade være - hverken med at skrive eller at holde af film, tv-serier, litteratur og musik. Som anmelder tilstræber jeg at gøre læseren klogere ved at argumentere sagligt i en ellers ret subjektiv genre. Om en eller begge ambitioner bliver indfriet, overlader jeg til læseren at vurdere. Favoritgenrerne på film er sci-fi, action, fantasy og superhelte. Forfattere som jeg holder meget af er Philip K. Dick, Erich Maria Remarque og Haruki Murakami. Bøger som 1984 og Brave New World kan jeg blive ved med at genlæse.