Anmeldelse

imdb

F

ra instruktøren Tim Burtons hånd er udgået endnu en film om pigen, der tager turen ned igennem kaninhullet. Det er ikke mindre end film nummer 18, der bygger på Lewis Carrolls fantastiske fortælling Alice’s Adventures in Wonderland fra 1865 og dens fortsættelse Through the Looking-Glass fra 1871. Faktisk er navnet Lewis Carroll blot et pseudonym, som Charles Lutwidge Dodgson (1832-98) anvendte.

I den seneste udgave ses den unge Alice på 6 år, der forstyrrer sin fars forretningsmøde, da hun har haft mareridt. Dette tilbagevendende mareridt involverer blandt andet en smilende kat, en blå kålorm og en kanin iført vest.  Alice er nervøs for, at hun er blevet gal. Dette bekræfter faren hende i, men tilføjer kærligt, at alle de bedste mennesker er gale.

13 år senere møder vi den 19-årige Alice, der er på vej til sin egen forlovelsesfest med en ung lord. Et godt parti for en ung kvinde i 1800-tallet. Men under festen spotter Alice en kanin iført vest, og hun følger efter den og falder ned i kaninhullet … igen. Og så begynder eventyret. Igen. Alice har ingen hukommelse om,  hvem hun egentligt er,  og ved sin tilbagevenden til Wonderland møder Alice alle de kendte ansigter: Tweedledum og Tweedledee, musen, den hvide kanin og ikke mindst Den Gale Hattemager i skikkelse af Johnny Depp. Det er trods alt Tim Burton, der instruerer filmen.

Alice in Wonderland - 8

Filmens andet vidnesbyrd om, hvem instruktøren er, er Helena Bonham Carters tilstedeværelse. Hun danner par med Burton og har, siden de to mødtes under Burtons genindspilning af Planet of the Apes i 2001, været at finde i samtlige film fra Burtons hånd. Endnu mere forudsigeligt er det som nævnt, at Depp indtager en af de bærende roller i Alice In Wonderland. Siden Burton instruerede Depp som Edward Scissorhands (1990), har Depp været med i ikke færre end 7 ud af 12 film. Vel at mærke som Burtons hovedrolleindehaver. Filmens casting er symptomatisk for filmen som helhed: forudsigelig. Man er som publikum ikke et sekund i tvivl om, at heltinden og hendes tro følgesvende nok skal klare skærene. Alice In Wonderland mangler simpelthen nerve og det til trods for, at den har alle ingredienser til en fantastisk film i ordets bedste betydning: Et underfundigt litterært oplæg, en instruktør, der sætter pris på galskab, fine skuespillere og et potent budget i teknologiens guldalder.

I stedet har Burton skabt en visuelt imponerende fabel, med en betagende detaljerigdom, hvor instruktørens forkærlighed for det gotiske univers er at spore. Men væk er Carrolls filosofi og galskab, byttet ud for Disneys moderne og kønsløse koncept, hvor 3D tjener som et eksempel: Alices tur ned igennem kaninhullet virker mest af alt som en undskyldning for at proppe elementer ind i fortællingen, der kan anvendes i 3D. Helt uden narrativt formål.

Filmen kan også ses som det absolutte lavmål for Tim Burton. Efter at have været igennem Disneys maskineri, er han ikke længere den filmskaber, der blandt andet har givet os BeetleJuice (1988), Mars Attacks! (1996) og Corpse Bride (2005). Burton er ganske enkelt blevet ufarlig.

Hvis man i stedet ønsker at opleve en fantastisk fortælling, der bygger på Carrolls gale fabel, er Alice in Wonderland  fra 1951 bestemt et kig værd. Paradoksalt nok står Disney også bag denne animationsfilm.

 

Filmen er ude på dvd & Blu-ray  fra Walt Disney Studios Home Entertainment

Alice_in_wonderland_poster_2_1_original1



Om skribenten

Peter Madsen
Som anmelder er jeg motiveret af at skrive, at formidle. Mest af alt fordi, jeg ikke kan lade være - hverken med at skrive eller at holde af film, tv-serier, litteratur og musik. Som anmelder tilstræber jeg at gøre læseren klogere ved at argumentere sagligt i en ellers ret subjektiv genre. Om en eller begge ambitioner bliver indfriet, overlader jeg til læseren at vurdere. Favoritgenrerne på film er sci-fi, action, fantasy og superhelte. Forfattere som jeg holder meget af er Philip K. Dick, Erich Maria Remarque og Haruki Murakami. Bøger som 1984 og Brave New World kan jeg blive ved med at genlæse.