Anmeldelse

imdbIn space no one can hear you scream.

I

går fik jeg, efter først at have læst lidt om Ridley Scotts kommende og med spænding ventede Prometheus-projekt og Roger Eberts fine essay om den første Alien-film, lyst til netop at gense det mørke science fiction-mesterværk … samt skrive et par ord om filmen, der er blandt mine absolutte favoritter.

Alien – Ridley Scotts indiskutable mesterværk fra 1979 – hører ikke blot til blandt science fiction-genrens mest stemningsmættede film. Det er også en vaskeægte monsterfilm!

Alien (4)

Roger Ebert indleder sit essay om Alien – der findes i bogen The Great Movies II – ved at påpege et slægtskab mellem Ridley Scotts mørke rumgyser og sådanne film som Spielbergs Jaws, Carpenters Halloween og Nyby/Hawks’ The Thing. En observering, der sidder lige i skabet – for Alien er en monsterfilm, hvor ting i mørket kan slå dig ihjel hurtigere end du kan sige “Av!”.

At its most fundamental level Alien is a movie about things that can jump out of the dark and kill you. It shares a kinship with the shark in Jaws, Michael Myers in Halloween, and assorted spiders, snakes, tarantulas, and stalkers. Its most obvious influence is Howard Hawks’ The Thing (1951), which was also about the members of a team in an isolated outpost who discover a long-dormant alien, bring it inside, and are picked off one by one as it haunts the corridors. Look at that movie, and you see Alien in embryo.

Der findes scener, der brænder sig uafhjælpeligt fast på nethinden i denne film. Én af disse – for der er rigtig mange – finder sted på Nostromo efter det første rekognosceringstogt til en fremmed planet, hvorfra et nødråbssignal udspringer.

Alien (3)

Kane – spillet smukt neurotisk af John Hurt – ender i en uheldig situation: En fremmed organisme invaderer hans krop. Han penetreres og befrugtes gennem halsen, og da parasitten har forladt hans ansigt, og man tror alt igen er som det skal være, skrues der for alvor op for uhyggen.

Scenen beskrives bl.a. af filmteoretikeren James F. Iaccino i dennes analyse, der findes i bogen Psychological Reflections on Cinematic Terror: Jungian Archetypes in Horror Films:

Ripley’s [Sigourney Weaver] worst nightmare becomes true when the alien bursts out of Kane’s stomach and goes on a bloodthirsty rampage, preying on the Nostromo crew members one by one.

Det er i øvrigt interessant at bemærke, at Roger Ebert og James F. Iaccino deler synspunkt. Iaccino skriver – som Ebert – at:

The way that the creature singles out each victim and stalks him and her is reminiscent of Michael’s actions in Halloween. Both monsters manage to liquidate as many humans as possible, saving a lone female for the final kill.

Der er i sandhed her en sammenfaldende struktur, men heldigvis er bade Ripley i Alien og Laurie Strode i Halloween ægte amazoner.

Scenen – jeg har fundet frem – er netop Kanes endeligt. Det er scenen, hvor det udklækkede bæst på blodig vis vælger at gøre sin entré via Kanes bryst. En exceptionel scene, der svinger fra en rolig samtale omkring middagsbordet til at blive starten på et tumultagtigt mareridt, hvor én efter én må lade livet.

Alien (5)

Nyd H.R. Gigers peniskreation i den helt suveræne “chestburster-scene” her … og forsøg at ignorer de indsatte kattelyde:

alien-poster



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.