Anmeldelse

imdb

V

i har én sand filmkunstner herhjemme. Vi har én instruktør, der tør gå i clinch med filmmediet, der tør tage chancer, der tør udfordre intellektet og som ikke anser filmkunsten for en statisk kunstart, der skal gøgle rundt i de samme virkemidler, visuelle udtryk og fortællemåder igen og igen og igen. Det er – naturligvis – Lars von Trier, der hintes til.

Dansk film er i mange henseender en død sild og kunstnerisk uinteressant. Man kører rundt i samme fortællemodus, evner ikke genrediversiteten, tør ikke tage springet fuldt ud og er drama- og folkekomediefikseret. Og – for at være hård – så er det kun inden for dramaet, at dansk film evner at markere sig.

Applaus - 1

Martin Zandvliets Applaus er i sin nøgne, skarpe form noget af det pureste drama, der i mange år er blevet skabt herhjemme. Det er en rå karakterfilm, der skildrer en divas fald fra stjernernes himmel lige lukt ned i ensomhedens spruthelvede. Det er dansk drama, men et gribende grumt og fantastisk velspillet et af slagsen. Dette er Paprika Steens film, og hun bærer sin rolle med en uhyggelig intensitet, der på ubehagelig vis skærer sig gennem skærmen til os.

Sørgmodigheden og ensomheden er en tung kåbe, der trækker hende ned i dybet. Smerten ved livet er skåret i hendes ansigt. Hun har ingen, hun er vaklende ustabil og hun er alene i en verden, hvor ingen ser hende som den, hun er. Hun er ikke mennesket Thea Barfoed, hun er divaen Thea Barfoed. Som et led i den kæde af film, der beskæftiger sig med sprutbetinget ensomhed, skriver Applaus sig smukt ind blandt Per Flys Bænken og Mike Figgis’ Leaving Las Vegas.

Applaus - 3

Martin Zandvliet har i øvrigt skrevet manuskriptet til den fine kortfilm Dennis, der også – meget apropos – har ensomheden som tema. Begge film skal være anbefalet.

 

Filmen er ude på dvd fra Nordisk Film

Applaus - poster



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.