Anmeldelse

imdb

D

enne sammenklippede version af Peter Flinths to korsridderfilm – Arn: Tempelridderen (2007) & Arn: Riget ved verdens ende (2008) – er slet og ret voldtægt.

Man har valgt at klippe to film, med en oprindelig spilletid på 267 minutter, ned til blot 128 minutter. Det betyder uvilkårligt, at der må opstå nogle ret dybe plothuller, hvor seeren sidder undrende tilbage med flere ubesvarede spørgsmål, når rulleteksterne løber over skærmen.

Arn - 1

Historien om Arns kamp i det hellige land under korsets åg fortælles i et afdæmpet (langsommeligt!) tempo, der fordrer søvnens komme. Filmens kronologi – muligvis grundet den voldtægtsagtige sammenklipning? – giver ingen mening. Arns returnering fra hellig krig til politiske kontroverser, forestående krig med danskerne, genforening med sin elskede Cecilia og sønnen Magnus (som han ikke har set i 20 år) fremstilles utroværdigt. Udover dette, så har fotografen og instruktøren af Arn ladet sig inspirere lige lovligt meget af Ridley Scotts Kingdom of Heaven og Mel Gibsons Braveheart. Film, som denne sammenklippede monstrøsitet ikke når til sokkeholderne!

Arn - 2

Hvis man er fan af de to film, så skal man under ingen omstændighed nærme sig dette klippe-klistre-projekt. Det kan i øvrigt undre, at man på filmcoverets bagside kan læse følgende: Nu præsenteres hele historien for første gang som én langfilm. Der er ikke tale om en langfilm. Filmen varer – når rulleteksterne ikke indgår i ligningen – under to timer. Det er ikke en langfilm. Det havde været en langfilm, hvis man havde valgt at klippe de to oprindelige film sammen, så man havde opnået en spilletid på over fire timer. Det her er blot humbug!

 

Filmen er ude på dvd & Blu-ray fra SF-FILM

poster



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.