Anmeldelse

imdb

I

nstruktøren Joss Whedon gjorde i 2012 det umulige med filmen The Avengers ved at skabe en sømløs balance ved at lade seks superhelte få fælles skærmtid, og evnede samtidig at fortælle en fin historie. Ikke en voldsom original historie, men den var vellykket ud i underholdning, tempo og ikke mindst fortællerglæde ved at lade Marvels gruppe af superhelte optræde i samme film. Tre år og adskillige solofilm med superhelte senere, står Whedon over for en endnu større udfordring ved førnævnte films fortsættelse: At overgå sig selv, både i form af superhelte, gruppedynamik og plot.

Men lad os træde et skridt tilbage. Hvad handler The Avengers egentligt om? I første film samledes holdet trods uenigheder blandt superegoerne, og nu står de seks superhelte sammen som et hold i Avengers: Age of Ultron. Tidligt i filmen, under den flotte og dynamiske åbningsscene, får man filmens absolutte money shot: en mindeværdig sekvens eller den scene, som publikum i udtalt grad er kommet for at se. Her fra følger man de ret forskellige personer, som udgør jordens mægtigste helte, der snart får mere at se til, da den kyniske robot med et ego, der kan matche Tony Starks, dukker op: Der er tale om Ultron, som lægger navn til titlen. Nu fyres der op under de interne stridigheder mellem Captain America, Thor, Iron Man og de andre, alt i mens en ydre fjende står for døren for at splitte gruppen ad.

Avengers - Age of Ultron 6

Nu er tiden altså kommet til at se, hvor meget The Avengers er modnet som superhelte i flok. I hvert fald på overfladen. Og længere end det når Whedon faktisk ikke. Overfladen. Dertil er der for mange karakterer i spil. Ud over de seks helte fra første film, bliver der yderligere tilføjet fire centrale karakterer i fortsættelsen. I mellemtiden har både Iron Man 3 og Thor: The Dark World (begge 2013) samt Captain America: The Winter Soldier og Guardians of the Galaxy (begge 2014) påvirket filmenes univers og begivenhederne. Det er dog overvejende plotelementer fra The Avengers, som får opmærksomhed; måske for at sikre sig, at publikum kan følge med uden at have set de mellemliggende film.

Trængslen af karakterer efterlader ikke megen tid og plads til selve historien og karakterudvikling, hvor den nyankomne, rapfodede Quicksilver (Aaron Taylor-Johnson) er det mest markante eksempel i forhold til at være et uengageret bekendtskab. Taylor-Johnson har på det seneste været et uinteressant indslag i større film, henholdsvis Kick-Ass 2 (2013) og Godzilla (2014), hvilket kan stille spørgsmålstegn ved hans skuespiltalent.

Avengers - Age of Ultron 1

Midt i det tætpakkede persongalleri lider fortællingen i Avengers: Age of Ultron også under at klemme referencer ind til de kommende Captain America: Civil War (2016), Thor: Ragnarok (2017) og Black Panther (2018). Det har sin pris at holde på rammen for et så stort, fælles filmisk univers. Det er noget, som kan udfordre konsistensen i Marvels Cinematic Univserse. For eksempel kan Iron Mans rustning modstå slag fra Thors hammer i The Avengers, men den falder fra hinanden ved mødet med en lastbil i Iron Man 3. Og i nærværende film kan den modstå angreb fra selveste Ultron. Det hele afhænger åbenbart om, hvad plottet har behov for.

Temaerne er til at spotte i Avengers: Age of Ultron, og for den årvågne serveres der referencer til Pinocchio, og der spores en overliggende inspiration fra Frankenstein tilsat lidt Skønheden og Udyret oven i. Men hvem er egentligt uhyret i filmens univers? Den mest oplagte kandidat er Ultron, hvor James Spader leverer en intens præstation som hovedskurkens stemme, der er en værdig modstander for superheltegruppen. Trods Spaders imponerende arbejde modarbejdes han af plottet, der ikke understøtter ham som en reel trussel, og i stedet bliver filmens atmosfære alt for ufarlig. For når alt kommer til alt, så er en eller flere superhelte kun lige så gode som skurkene er onde. Ultron ér ondskabsfuld, men forløsningen af skurkerollen kommer aldrig til at overbevise som en, der kan besejre The Avengers.

Avengers - Age of Ultron 3

Den Avenger, som slipper bedst fra fortsættelsen, er uden tvivl Clint Barton alias Hawkeye (Jeremy Renner). Efter at have været Lokes marionetdukke i størstedelen af den første Avengers, får han en tiltrængt afgørende rolle, og det gør karakteren både relevant og interessant. Robert Downey Jr. er stadig en nydelse som den narcissistiske Tony Stark, Chris Evans er til stadighed en fornem og human Steve Rodgers, og Mark Ruffalo bliver ved med at excellere som det plagede geni, Bruce Banner. Chris Hemsworths tordengud har charme og pondus, og Scarlett Johansson er lige dele giftig og sårbar. Det er altså ikke i ensemblet, at filmen ikke formår at sprænge rammerne, som den første film gjorde det.

Med tanke på, at filmen bygger på ti foregående spillefilm, har Avengers: Age of Ultron en tung arv at løfte, og det lykkedes desværre ikke så tilfredsstillende som den første film om The Avengers fra 2012. Deri ligger udfordringen måske. Vi har fået så mange film om Marvels superhele. Flotte og velfortalte film, der skal gøre noget virkelig spektakulært på lærredet for at overgå de foregående, og det kan vække min bekymring, at publikum simpelthen bliver mætte af superhelte, hvis ikke Marvel gør noget drastisk ved deres nu ret så gennemprøvede formular.

Overordnet er Avengers: Age of Ultron en visuelt betagende og underholdende film med veludførte scener og sekvenser, men alligevel sidder følelsen af en omgang obligatorisk fortælling i filmen, der potentielt lever i skyggen af en endnu større fortælling: Avengers: Infinity War Part 1 og Avengers: Infinity War Part 2, der dukker op i henholdsvis 2018 og 2019. På den måde døjer filmen med de samme skavanker som Captain America: The First Avenger fra 2011, hvor den film i høj grad stod i skyggen af netop The Avengers året efter.

 

Biografanmeldelse

Avengers - Age of Ultron - Plakat

This slideshow requires JavaScript.



Om skribenten

Peter Madsen
Som anmelder er jeg motiveret af at skrive, at formidle. Mest af alt fordi, jeg ikke kan lade være - hverken med at skrive eller at holde af film, tv-serier, litteratur og musik. Som anmelder tilstræber jeg at gøre læseren klogere ved at argumentere sagligt i en ellers ret subjektiv genre. Om en eller begge ambitioner bliver indfriet, overlader jeg til læseren at vurdere. Favoritgenrerne på film er sci-fi, action, fantasy og superhelte. Forfattere som jeg holder meget af er Philip K. Dick, Erich Maria Remarque og Haruki Murakami. Bøger som 1984 og Brave New World kan jeg blive ved med at genlæse.