Anmeldelse

imdb

B

landt mine favoritfilm finder man begge Tim Burtons Batman-film fra henholdsvis 1989 og 1992. Det er dystre, regntunge og gotiske mesterværker, hvor Michael Keaton forlener rollen som Batman med en komisk såvel som sorgtung aura. Begge film er stadig at finde på min liste over favoritter – dog nu sammen med Christopher Nolans actionmættede mesterværk Batman Begins fra 2005.

Batman Begins – der ramte biografens mørke i 2005, og som nu er sendt ud på en lækker Blu-ray fra Warner Brothers – gav franchisen fornyet liv og energi. Christopher Nolans omformulering af universet ramte plet hos fans såvel som anmeldere, der strømmede til for at opleve den nye Batman i skikkelse af britiske Christian Bale.

Filmen er et såkaldt reboot, der genstarter serien – og det endog på eftertrykkelig facon. Således bliver man i Batman Begins præsenteret for Batmans skabelseshistorie, hvilket vil sige den ulykkelige hændelse, der finder sted i en mørk og skummel gyde. Det er her, at kimen til Bruce Waynes alter ego bliver lagt. Det er her, at nattens hævner bliver født.

Batman Begins - 1

Bruce Wayne, der har arvet faderens imperium, tager på en selvudslettende dannelsesrejse, hvor han udsætter sig for de mest kropsligt udfordrende prøvelser, hvis formål det er at styrke ham fysisk såvel som psykisk. På denne rejse møder han Ra’s Al Ghul (Ken Watanabe), der har besluttet sig for at udslette Gotham City, der har forvandlet sig til en dampende sump af kriminalitet.

For at blive genfødt som en ren by – for at genopstå som fugl Fønix af asken – skal byen destrueres. Ud af kaos – ud af asken – skal en ny æra, en ny by, fødes. En by, hvor ondskab og kriminalitet er en saga blot. Denne form for kontroversiel udrensning er Batman dog ikke lydhør overfor, så et opgør med Ra’s Al Ghul er uundgåeligt!

Batman Begins er et uangribeligt mesterværk, hvor alle elementer føjer sig perfekt sammen. Et eminent cast, et gennemført plot (manuskriptet er skrevet af Christopher Nolan og David S. Goyer) en brillant fotografering, en dynamisk klipning og et hidsigt score med bulder og brag er alt sammen med til at skabe en film, der i mange år fremover vil stå ikke kun som én af de bedste DC Comics-filmatiseringer, men som en af de bedste film fra 2005.

Batman Begins - 3

Christian Bale forlener Batman med en autoritet og en alvorlighed, man ikke på samme måde sporede hos Michael Keaton, der dog også gjorde Batman til sin. Sammen med Keaton er Bale den bedste Batman-skuespiller, der nogensinde har iklædt sig kappe og maske. Man kan kun håbe, at Christopher Nolan efter sit nyeste eventyr med Batman og Co. (The Dark Knight) vil påtage sig flere filmatiseringer af Batman-universet, og at disse vil have Bale i rollen som den kappeklædte hævner, alle forbrydere frygter.

De mange “mindre” roller er blevet besat med stor omtanke. Især gør Morgan Freeman i rollen som multigeniet Lucius Fox samt Gary Oldman som Jim Gordon sig positivt bemærket. Dog er det Michael Caines portrættering af butleren Alfred, der foruden Bales Batman skiller sig mest ud. Hans dybtfølte og engagerede fremstilling af Alfred, der fungerer som en elskelig fadersubstitut for Bruce Wayne, kunne ikke være blevet spillet bedre af nogen anden skuespiller. Michael Caine er mesterlig i rollen.

Denne BD-udgave af filmen står billedsmukt og knivskarpt. Det er en film, der i allerhøjeste grad er skabt til Blu-ray mediet, hvilket de smukke billeder til fulde vidner om. Især de imponerende panoramaindstillinger (skabt af Christopher Nolans hoffotograf Wally Pfister) giver gåsehud. Ligeledes præsenteres de dynamiske actionssekvenser eminent, og nærkampene er hidsige og fastholdt på en imponerende livagtig facon.

Batman Begins - 2

Sammen med den smukke fotografering og den elegante klipning, bør man bide mærke i det gennemførte score, der bliver leveret af de to garvede hunde James Newton Howard og Hans Zimmer. Der er tale om en komposition, der i sammendrægtighed med de øvrige, æstetiske elementer skaber en actionfilm, der på gedigen vis sørger for, at man som seer har konstant gåsehud.

Ydermere gør det imponerede opbud af ekstramateriale, der forefindes på denne BD-udgave af Batman Begins, filmen til en absolut nødvendighed at have i sin samling. Det er vidunderligt at se, at Warner Brothers igen har vist, at de har sans for at sende nogle af de bedst udstyrede film på markedet, hvilket er til stor glæde for filmfans.

Og hvis man endnu har til gode at opleve Christopher Nolans nyeste udspil indenfor Bat-universet – The Dark Knight – så kan man glæde sig over, at Warner Brothers blandt ekstramaterialet har inkluderet prologen til The Dark Knight – og det endog i High Definition!

 

Filmen er ude på dvd & Blu-ray fra Warner Home Entertainment



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.