Anmeldelse

imdb

G

enindspilninger uden brod…

Lad det være skrevet fra start – genindspilningen af Black Christmas er en alvorlig omgang notorisk juks!

Man skal ikke være særligt velbevandret i slasherfilmuniverset, hvis Glen Morgans uinspirerende og uambitiøse remake af Bob Clarks 1974 udgave skal kunne underholde. Den er et monstrøst sammensurium af klicheer, der i filmen nærmest står på nakken af hinanden. Intet i filmen er interessant, hverken genremæssigt eller stilistisk, og end ikke filmens psykologiske forklaringslag fungerer efter hensigten – det virker blot søgt og påtvunget!

Men genindspilninger er nu en gang for alle økonomisk fordelagtige produktioner, der kan laves for små budgetter og generere store overskud, så det er sikkert og vidst, at de er kommet for at blive. Se blot på senere års genindspilninger af sådanne film som The Fog, The Hills Have Eyes, The Amityville Horror, The Omen og i år Halloween – det er film, der trods fantasiløshed, får pengene til at rulle med uhindret lethed ned i lommerne på tilfredse producenter.

Black Christmas remake (5)

Nu er turen så kommet til Black Christmas, der i 1974 foregreb nogle af de teknikker, der siden hen med usvigelig sikkerhed er blevet anvendt i den ene slasherfilm efter den anden – den måske vigtigste af dem alle er det subjektive kamera, der fungerer som morderens syn! En teknik, der blev forfinet af John Carpenter, da denne lavede sine banebrydende slasherklassiker Halloween i 1978.

Hvide jul, blodige jul, teenagere skynd jer i skjul…

Julen står for døren, sneen daler blidt og fra den lokale tosseanstalt stikker stjernepsykopaten Billy Lenz af. Han har tilbragt utallige år bag lås og slå, da han i en koldblodig mordrus dræbte og maltrakterede sin mor og dennes elsker, men nu er han igen på fri fod og han har travlt, da han skal hjem og fejre jul! Billys barndomshjem er i de mellemliggende år blevet forvandlet til et universitets-søsterskab. Et søsterskab, der i øvrigt meget genrepassende udelukkende består af potentielle fotomodeller. For som Dario Argento engang sagde, hvorfor dræbe en grim kvinde, når man kan dræbe en smuk?

Black Christmas remake (7)

Alt imens Billy Lentz strider sig vej gennem sne og blæst, hygger de flotte tøser sig med rødvin og gaver foran en knitrende julesoksudsmykket pejs. Og som det også er tilfældet i originalen, så bliver pigerne i genindspilningen også ofre for modbydelige telefonopkald – opkald, der kommer fra det hus, de befinder sig i. Dette virkemiddel blev i øvrigt brugt af Fred Walton i dennes When a Stanger Calls fra 1979 (der også blev genindspillet sidste år af Simon West med den underskønne Camille Belle i hovedrollen).

Én efter én må de smukke piger lade livet på faconer, der passer til genrens krav. Desværre er det ikke nok med mord ad libitum, hvis en film skal kunne underholde, der skal også være et bare nogenlunde velgennemtænkt plot, hvilket Black Christmas ikke kan mønstre.

Hvor genindspilningen divergerer fra originalen er blandt andet ved, at den introducerer en ekstra psykopat, der huserer i selv samme bygning som Billy Lentz – hvem kan det mon være? Man skal hverken have gået på detektivskole eller være i besiddelse af Sherlock Holmes’ deduktive evner for at lure, hvem der driver sit blodige foretagende sammen med Billy.

Black Christmas remake (8)

Samtidig har Glen Morgan (der også står for manuskriptet) udtænkt en baggrundshistorie for Billy, der i flashback-sekvenser beretter om en ung dreng, der af sin mor blev spærret inde på loftet, blev misbrugt seksuelt af selv samme og som får en søster (der samtidig er hans datter, da hun er frugten af det incestuøse mor/søn forhold).

Der er ikke megen genialitet at spore i denne simple by-the-book-slasher, der mestendels består i at tage livet af smukke, unge piger på bestialske metoder – handlingen er det så som så med! Desuden er filmen så gennemsyret af plothuller, at man efterfølgende blot kan stille sig selv spørgsmålet: hvorfor, hvorfor, hvorfor?

Et af de største irritationsmomenter i genindspilningen er måden, hvorpå psykopaten fremstilles, nemlig i fuld, synlig figur. Der er ingen suspense, ingen uhygge, blot tilstedeværelsen af en end ikke skræmmende psykopat, der møver sig forulempende igennem krop efter krop. Psykopaten fremkalder nærmere latter end angst – især fordi, denne er udstyret med en leversygdom, der forlener ham med en gullig hud (et element, der forklares i filmens påklistrede forhistorie).

En af de fejl, instruktører ofte begår, når de skal give nyt liv til gamle film, er at udstyre dem med blod og vold i sådanne mængder, at det fuldt og helt dominerer manuskripterne. Det hele står og falder på, hvor mange kvinder, der kan tages livet af, og hvordan det mest fantasirigt kan udføres.

For at konkludere på Black Christmas, så er der masser af smukke piger, masser af mord, men ingen – absolut ingen – medrivende handling, der kan generere gåsehud! Så lad det være originalen, og ikke den brodløse genindspilning, man stifter bekendtskab med første gang!

 

Filmen er ude på dvd fra Nordisk Film



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.