Anmeldelse

imdb

D

er findes rigtig mange gode varulvefilm, men tyske Katja von Garniers nye Blood and Chocolate er ikke en af dem – desværre.

Hvis man håber at finde solid varulvehorror med bid, når man sætter sig til rette for at se Blood and Chocolate, så vil man blive grueligt skuffet. Her er ingen monstrøse, meterhøje ulvekræ med blodrøde savltråde dinglende fra flaben, hvor et glinsende tandsæt med kødtrevler af menneskehud afslører bæstets favoritmad.

BLOOD AND CHOCOLATE

Den tyske instruktør Katja von Garnier har tværtimod begået en varulvefilm af den utraditionelle slags, hvor præmissen er kærlighed og tragedie, hvilket desværre er en mikstur, der er svær (for ikke at sige umulig) at sluge. Her er ingen varulve i gigant størrelse, der gennemgår smertefulde transformationsprocesser, som vi kender dem fra John Landis’ genreklassiker An American Werewolf in London fra 1980, og her er heller ikke tobenede djævlehunde som i Neil Marshalls genrefornyende Dog Soldiers fra 2002. Her er blot kærlighed, kedsomhed og kejtede køtere!

Filmen tager sin idylliske begyndelse i Colorado, vi befinder os i et smukt vinterlandskab i Rocky Mountains, hvor en ung Vivian (Agnes Bruckner) leger i sneen med sin familie. Alt ånder fred – det er klart en lykkelig familie, der her præsenteres – men ud af de mørke graner træder en gruppe jægere, der med kynisk og koldblodig nøjagtighed tager livet af alle på nær lille Vivian, der slipper med livet i behold – for Vivian og hendes slægt (erfarer vi) er shapeshifters (varulve), der må lide den tort at være jaget vildt for skydelystne galninge.

BLOOD AND CHOCOLATE

Her fra denne tragiske skueplads klippes der til et nutidigt Rumænien, hvor Vivian nu har bosat sig hos sin tante. Her lever hun et relativt uforstyrret liv som varulv og chokoladekreatør i en lille feinschmeckerbiks. Men alt kan naturligvis ikke være lutter lykke i varulveland, så ville filmen være endnu kedeligere end den i forvejen er, så lidt drama skal der naturligvis introduceres.

Det dramatiske indslag består i al sin kedsommelige enkelthed i, at Vivian er i syv sind omkring sit dobbeltliv som menneske/varulv, og denne ambivalens forstærkes blot yderligere, da hun falder pladask for Aiden – en ung forfatter, der befinder sig i Bukarest for at foretage studier til en ny grafisk roman, han arbejder på. Men ulvepigen Vivian må ikke forene sig med menneskedrengen Aiden, da hun er udset til at skulle tvangsgiftes med varulvelederen Gabriel – og så går den vilde ulvejagt ellers gennem rumænske skove og Bukarests gader!

BLOOD AND CHOCOLATE

Denne tvivlrådighed, Vivian lider af, er filmens titel (der i øvrigt er en slet skjult henvisning til Herman Hesses roman Der Steppenwolf) en glimrende metafor for. Enten skal hun vælge blodet (livet som varulv) eller chokoladen (livet som menneske) – hun kan ikke få begge dele!

Lige siden Lon Chaney Jr. i 1941 undergik en kosmetisk transformation, der forvandlede ham til varulv i The Wolf Man, har genren med jævne mellemrum stukket sin ulvesnude frem. Det er blevet til mange gode film med tiden (bl.a. de tidligere nævnte An American Werwolf in London og Dog Soldiers) men også Joe Dantes The Howling fra 1981 og Mike Nichols’ Wolf fra 1994. Disse film har alle det tilfælles, at de er bedre – langt bedre – end Blood and Chocolate!

Det smukkeste ved Blood and Chocolate er dens få minutter lange intro, hvor vi får Vivians dramatiske historie fortalt i flotte billeder. Herfra kommer vi ud på én lang deroute, hvor filmens ufordelagtige vaklen mellem kærlighedshistorie og varulvehorror ikke formår at skabe andet end irritation over dens inkonsekvens! Man skal ikke se filmen for dens varulve. Man skal heller ikke se filmen for dens kærlighedshistorie. Hvorfor skal man så se filmen? Ja, hvorfor?

 

Filmen er ude på dvd fra Nordisk Film

blood_and_chocolate_xlg



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.