Anmeldelse

imdb

I

gen er Uwe Boll på færde. Denne gang kaster han sine evner over vampyrgenren, der med BloodRayne: The Vampire Chronicles har nået et lavpunkt inden for såvel genren som Bolls instruktørkarriere. Filmen er – og så er man fra start advaret – et indiskutabelt makværk.

Det er fire år siden, at Uwe Boll (imponerende nok med 20th Century Fox i ryggen) lancerede computerspilsfilmatiseringen BloodRayne. Rayne – der er halvt vampyr, halvt menneske – blev spillet af Kristanna Loken, og det øvrige cast talte blandt andet talenter som Michael Madsen, Udo Kier, Billy Zane samt (igen imponerende nok) Oscarvinderen Ben Kingsley. Filmen var et flop – både økonomisk såvel som filmisk – og skuespillerne (de dygtige af slagsen) er klogt nok ikke at finde i toeren.

BloodRayne

Nu er Boll så tilbage med et nyt kapitel i den fetichistiske saga om den lak og læderklædte halvvampyr Rayne. Denne gang er Loken dog blevet skiftet ud med Natassia Malthe, der gør en smækker figur, men som ellers falder igennem med et for filmen kendetegnende elendigt skuespil.

Vi befinder os i det vilde vesten, hvor en flok iltre vampyrer (Billy the Kid og hans bande) gør livet surt for indbyggerne i lillebyen Deliverance. De har fået snuset sig frem til, at jernbanen inden længe vil blive ført igennem byen. En optimal chance for ikke kun at få serveret maden let og bekvemt (det er jo rene kødvogne, der ruller ind på perronen) men også en god chance for på en noget hurtigere facon at sprede sig ud over det amerikanske kontinent. Indtil banen er bygget færdig – og det først tog arriverer – har vampyrerne gjort sig det behageligt i borgmesterens hus, hvor de lever af byens kidnappede børn.

BloodRayne - 1

Ovenstående er plottet for filmen, der (desværre) strækker sig over 99 alt for lange minutter, hvor man skal udstå alt fra elendigt skuespil og ditto instruktion til amatøragtig fotografering og klipning. Det er i sandhed ikke filmen, der er uhyggelig, men selve det, at Boll igen og igen formår at få skaffet midler til sine amatøragtige foretagende. Og selvom man skulle tro, at en mand kender sine begrænsninger, så er Boll rent faktisk senere på året aktuel med tredje kapitel i sagaen om hævneren Rayne.

Som en lille, afsluttende forbrugeroplysning må jeg bemærke, at det jo i øvrigt ikke er første gang, at vampyrgenren er blevet krydsbestøvet med westerngenren. Nogle vil huske den af P.J. Pesce instruerede From Dusk Till Dawn 3: The Hangman’s Daughter fra 1999, der sammenlignet med nærværende film af Uwe Boll fremstår som et ægte mesterværk.

BloodRayne - 2

Hvis man i 2009 rent faktisk vil underholdes af gedigen vampyrfiktion, der ikke afføder ufrivillig opkasten, så burde man se nærmere på Catherine Hardwickes Twilight (2008), Tomas Alfredsons anmelderroste Lad den rette komme ind (2009) eller den nye HBO-serie True Blood. Førstenævnte til den vampyrglade teenagepige, den midterste til dem, der vil have mere end blottede tænder og blodsugning og den sidste til tv-narkomanen, der higer efter vampyrerotik.

 
Filmen er ude på dvd fra Midget Entertainment

bloodrayne-ii-deliverance-movie-poster-2007-1020414734



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.