Anmeldelse

imdb

F

ørste sæson af CBS-serien Blue Bloods, der netop er udkommet på dvd fra Paramount Home Entertainment, er absolut værd at stifte bekendtskab med. Serien er lidt af et genrekonglomerat, hvor politiserien krydser klinger med crimeserien, advokatserien og det klassiske familiedrama med underliggende soap-tendenser. Og så er serien ydermere politisk og stærkt religiøs.

Det kan ganske givet være svært for en antireligiøs dansker at sluge de sakrale kameler, der vandrer rundt i Blue Bloods på kryds og tværs. Ikke desto mindre er serien, hvis man kigger den nærmere efter i sømmene, et interessant bidrag til den lange række af crimeserier, der de sidste ti år er blevet produceret af amerikanske netværk som CBS, ABC, NBC OG Fox.

Blue Bloods

For bordenden af den konservativt-religiøse serie, der i visse afsnit bliver direkte gammeltestamentlig ved at applikere en øje for øje, tand for tand-filosofi, sidder patriarken Frank Reagan, der spilles stoisk og ophøjet af Tom Selleck. Som øverste chef for New York’s finest – en styrke på 36.000 betjente – administrerer han sin magt med omtanke, (med)menneskelighed, patriotisme og katolsk-konservative dyder. Han er modpolen til sin chef: Den magtbegærlige borgmester, der gang på gang udstilles som en utiltalende egoman, som arbejder for egen vindings skyld. Her er det vælgertilslutningen, og ikke meget andet, der tæller.

Familien Reagan repræsenterer klassiske, konservative familiedyder. Patriarkerne sidder således bænket for hver deres bordende, når den store familie hver søndag samles for at spise middag sammen. Traditionerne holdes i hævd … med stolthed!

Blue Bloods - Bridget en Donnie

For den ene ende sidder Frank Reagan, der styrer slagets gang omkring bordet med myndig mine, og i den anden troner hans far, nestoren Henry Reagan (Lou Cariou). De er begge – som Franks ældste søn Danny (Donnie Wahlberg) – krigsveteraner. Henry var udstationeret i Korea, Frank i Vietnam og Danny i Irak. Den yngste søn Jamie Regan (Will Estes) konstaterer i et afsnit lettere lakonisk, at han var den første Reagan, der rejste ud uden et gevær i næven. Jamie har i øvrigt sin helt egen og særlige funktion i serien. Mere om det senere.

Den katolske kirke fylder meget i familien Reagans liv. Den er grundpillen, som alle uden undtagelse støtter sig op ad … både i medgang og modgang. Der bliver bedt bordbøn, der deltages aktivt i kirkelige handlinger, der bekendes synder, man siger sine ave mariaer og alle som én er naturligvis dimittender fra en ærkekatolsk skole. Det siger sig selv! At der ydermere konsumeres betragtelige mængder øl, rødvin og stive whiskyer hænger uden tvivl sammen med, at familien har stolte, irske traditioner. De er både grønne og blå!

Blue Bloods Pilot

Serien er i sin struktur episodisk, men har også føljetonens røde handlingstråd, der gør, at man kun får det fulde udbytte, hvis man ser serien kronologisk. Således introducerer hvert afsnit sin særegne sag, der skal løses, samtidig med, at Jamie Reagan arbejder på at komme til bunds i de mystiske omstændigheder, der omgærder den mellemstes brors (Joe Reagans) død. Han arbejdede undercover for FBI, der brugte ham til at optrævle en kriminel organisation inden for politiets egne rækker, der går under navnet The Blue Templars.

Seriens mest interessante karakterer er Tom Sellecks fåmælte og handlekraftige Frank Reagan, der i øvrigt minder meget om Jesse Stone-karakteren, som Selleck spiller i tv-filmene af samme navn, og Donnie Wahlbergs bryske ingen-skal-bide-skeer-med-mig Danny Reagan, der er lige så hård udadtil, som han er blød indadtil. Det er også godt igen at se Jennifer Esposito (Stacey Paterno fra Spin City) i en serie. Hun spiller Dannys partner Jackie Curatola, der som Danny er en hård hund, rap i replikken og som ikke finder sig i noget.

Serien tager løbende emner som f.eks. mediernes magt og indflydelse, terrorisme, patriotisme, USA’s krigsdeltagelse, realpolitik samt (og meget andet, i øvrigt) den katolske kirkes position i samfundet op til diskussion. Serien er en slow starter, men hvis man bliver hængende de første fem afsnit, så begynder udbyttet at vise sig … og så er det cool at opleve mr. moustache (der gav den som hawaiiansk privatdetektiv med kvindetække gennem otte seje sæsoner i Magnum P.I. fra 1980 til 1988) i en serie, der er som skabt til ham.

 

Første sæson af Blue Bloods er ude på dvd fra Paramount Home Entertainment og kan ydermere ses på Netflix

Blue Bloods



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.