Anmeldelse

imdb

A

rthur Penns Bonnie & Clyde (1967) – der netop er udgivet på Blu-ray fra Warner Brothers – er ikke blot en klassiker, det er et mesterværk! Et mesterværk, der fortjener en plads i enhver filmsamling…

Glæden ved at opleve Bonnie and Clyde igen – det er hen ved ti år siden, at jeg så den sidst – bliver ikke ringere af, at Warner Brothers endnu en gang har forestået et gedigent restaureringsarbejde, der lader filmen fremstå billedsmukt i HD. Det er i dag svært at tro, at filmen fik en stærkt behersket modtagelse ved sin premiere i 1967. Ikke mange filmkritikere havde noget positivt at skrive om filmen, hvilket ganske sikkert var pga. de nyskabende elementer, filmen repræsenterede. Den var simpelthen forud for sin tid.

Bonnie and Clyde-14

Én kritiker var dog ovenud begejstret og formåede at se filmen for det, den var: et fuldblods mesterværk. Denne kritiker var Roger Ebert, der i 1967 netop var blevet ansat hos Chicago Sun Times. Han skrev blandt andet, at:

Bonnie and Clyde is a milestone in the history of American movies, a work of truth and brilliance. Han afslutter sin anmeldelse som en anden Nostradamus og skriver, at: Years from now it is quite possible that Bonnie and Clyde will be seen as the definitive film of the 1960s, showing with sadness, humor, and unforgiving detail what one society had come to. Med disse citater in mente kan man blot konkludere, at der er en grund til, at Roger Ebert er den eneste filmkritiker nogensinde, der har modtaget Pulitzer-prisen.

Bonnie and Clyde-5

De fleste har nok hørt om de famøse Bonnie Parker og Clyde Barrows, der i en regn af kugler pløjede sig vej fra det ene bankrøveri til det andet. Dette kriminalitetens svar på Romeo og Julie blev forløber for en lang række senere film som for eksempel Ridley Scotts Thelma & Louise (1991), Oliver Stones Natural Born Killers (1994) og Quentin Tarantinos Pulp Fiction (1994). Men før disse film var der altså Arthur Penns milepæl af et mesterværk, der i år kan fejre sin enogfyrretyvende fødselsdag.

Bonnie (Faye Dunaway) lever et kedsommeligt – om end seksuelt udfarende – liv. Et liv, der dog ændrer sig radikalt, da hun møder den netop løsladte Clyde (Warren Beatty). Sammen begiver de sig ud på et eventyr, der strækker sig over fem stater. Bag sig trækker de en lang stribe af bankrøverier og mord, som de begår sammen med Clydes bror Buck Barrow (Gene Hackman) dennes kone Blanche (Estelle Parsons) og C.W. Moss (Michael J. Pollard). Filmen skaber et flot billede af en hård tid – 30ernes depression, der buldrede af sted i kølvandet på børskrakket og som kastede tusindvis og atter tusindvis af mennesker ud i armod og håbløshed. Det er i denne tristhedens tid, at de to famøse bankrøvere lever deres farlige liv.

Bonnie and Clyde-4

Filmen er en på alle måder bjergtagende oplevelse, der kryber under huden. Dunaway og Beatty spiller smukt og indfølt som det hæmmede kærestepar, der kun formår at opleve ekstasen gennem volden og ikke gennem erotikken. Det undrer mig, at Christian Braad Thomsen i sin analyse af filmen (der kan læses i bogen Drømmefilm: 100 af verdens bedste film) skriver, at Warren Beatty med sine fagter og gebærder reducerer Actors Studio-stilen til overfladiske manerer. Tværtimod finder jeg, at Beatty gør det radikalt modsatte. Han forlener sin karakter med dyb troværdighed. Han udstråler både magt og afmagt, hvilket kommer frem i henholdsvis hans formåen til vold og hans uformåen til at elske. Han er humoristisk – ja, endog sorthumoristisk – og afgrundsdyb alvorlig. Alt sammen på én og samme tid. Han har skabt en karakter med filmhistorisk pondus!

Men der, hvor Braad Thomsen har fat i noget interessant, er i filmens skildring af seksualitet. Det var netop dette – filmens eksplicitte, seksuelle tematik – der var én af årsagerne til, at filmen blev modtaget dårligt. Bonnie repræsenterer den uhæmmede – endog promiskuøse – seksualitet, hvor Clyde repræsenterer den hæmmede og impotente seksualitet. Filmen indledes med en nøgen, sensuel Bonnie, der henslængt på sin seng filmes gennem dens tremmer. Dette symboliserer, at Bonnie er fanget – fanget af kedsomheden og hverdagens trivialitet. Hun savner spænding i sin tilværelse, hvilket den netop løsladte Clyde skal give hende. Clyde derimod er ikke længere fanget, han er en fri fugl, der har oplevet livet bag tremmer. Som en modpol til Bonnies frivole seksualitet står Clydes åbenlyse impotens, der filmen igennem hæmmer deres samvær.

Bonnie and Clyde-7

Bonnie tror ikke, at Clyde er den forbryder, han udgiver sig for at være. For at overbevise hende vil han røve en isenkramforretning, og nonchalant trækker han en pistol frem fra indersiden af sin jakke. Bonnie reagerer prompte ved at kærtegne pistolen, der naturligvis er en symbolsk fallos. Det er igennem pistolen og volden, at Clyde får sine kicks. Senere, da Clyde har røvet forretningen, og de sammen er stukket af i en stjålet bil, ophildes Bonnie af Clydes forbyderevner. Men Clyde aviser hende med den begrundelse, at: I ain’t much of a loverboy.

Det er denne seksuelle spænding, der dirrer igennem filmen fra start til slut. Det er tydeligt, at Bonnie længes efter Clyde, men Clyde evner ikke at hengive sig seksuelt til hende, om end han elsker hende.

Filmen blev nomineret til Oscars i alle de store kategorier (ti nomineringer i alt), men vandt blot for bedste kvindelige birolle (Estelle Parsons) og bedste fotografering (Burnett Guffey). Det er en film, der (som jeg skrev indledningsvist) ikke må mangle i en seriøs filmsamling. Det er en elegant, barsk og humoristisk film, der giver os en af filmhistoriens smukkeste, men også mest brutale og triste slutninger. Det er en film, der skal ses – mere behøves man ikke vide!

 

Filmen er ude på dvd og Blu-ray fra Warner Home Entertainment

bonnie_and_clyde_ver5_xlg



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.