Anmeldelse

imdb

B

illy Ray er en instruktør, man bør hage sig fast ved. Han er ikke specielt produktiv, men de to film, han indtil videre har stået bag, har været intense dramaer med rod i virkelighedens brogede verden.

Måske man har set hans flotte og energisk fortalte drama – debutfilmen Shattered Glass fra 2003 – der fortæller den sande historie om den bedrageriske journalist Stephen Glass (Hayden Christensen), der i tre år skrev opdigtede historier for Washington-avisen The New Republic, førend han blev afsløret som fupmager og charlatan. Hvis ikke, så bør man fluks anskaffe sig den! Den viser, hvorledes menneskets sjæl er afgrundsdyb, og at et tilforladeligt ydre nogle gange dækker over et forræderisk og sprængt indre. Et tema, Billy Ray igen udforsker i sin nye film Bedrag (2007).

Breach - 1

Bedrag er den sande historie om FBI-agenten Robert Hanssen – dybfølt portrætteret af en storspillende Chris Cooper – der i årevis har udnyttet sin topplacering indenfor FBI til at tyvstjæle (samt sælge) fortrolige oplysninger til sine russiske kontakter. Oplysninger så følsomme, at de ikke kun har kompromitteret den nationale sikkerhed (deriblandt præsidentens), men også kostet flere amerikanske agenter livet. Den unge FBI-novice Eric O’Neill (Ryan Phillippe), der ønsker at blive agent, sættes til at afdække Hanssens forræderi og afsløre ham som muldvarp – en opgave, der ikke just viser sig let!

Bedrag er et følelsesmæssigt og stærkt drama, der giver et meget smukt og ærligt portræt af et menneskes kamp med sig selv og sine handlinger. Der er således mere psykologisk drama over Bedrag end der er thriller, hvilket Billy Ray ikke kun fremhæver ved at have fokus på Robert Hanssens skæbne og gradvise deroute, men også ved at bringe den unge O’Neill på banen, der opnår større og større respekt for det menneske, han er sat til at skygge og afsløre. Hvordan forråder man et menneske, man har respekt for? Dette bliver en indre konflikt for O’Neill. En konflikt, der gradvist manifesterer sig i det ydre, da byrden på et tidspunkt bliver så tung at bære, at det skaber problemer på hjemmefronten.

Breach-5

Filmen er smukt fotograferet og gennemgående holdt i blå nuancer af fotografen Tak Fujimoto. Dette farvevalg forlener filmen med en kulde, der ikke kun afspejler vinterens årstid i et koldt Washington, men som også på smukkeste vis skildrer den tomhed, den angst og de problemer, Robert Hanssen bærer på.

Der hvor Billy Ray viser sig som en dygtig – og ikke mindst nytænkende instruktør – er hvor han vælger at fremstille Robert Hanssen som et menneske på godt og ondt. Han kunne snildt have valgt den lette løsning og skildre FBI-spionen som en forældet koldkrigsstereotyp med mørk trenchcoat, hat og et væsen så frastødende, at man ikke ønsker andet end hans endeligt! Dette gør Billy Ray ikke! Man sidder på intet tidspunkt og glæder sig over, at han afsløres. Der er ingen katarsis for seeren, der gradvist opbygger om ikke forståelse for Hanssen, så helt klart medlidenhed. Dette ikke mindst på grund af filmens slutscene, der ikke skal afsløres her, men som opbyder en myrekrybende under-huden-oplevelse, der virkelig slår fast, at denne film bæres af Chris Cooper. Det er sublimt skuespil, der er en Oscar værdig.

 

Filmen er ude på dvd og Blu-ray fra Sandrew Metronome

Breach - poster



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.