Anmeldelse

imdb

T

he Star-Spangled Super Hero – Marvels Captain America – blev skabt af Joe Simon og Jack Kirby, og han optrådte første gang i Captain America Comics #1 fra marts 1941. Den patriotiske superhelt kom således til verden samme år, som USA (grundet Japans angreb på flådebasen Pearl Harbor 7. december) meddelte deres engagement i 2. verdenskrig. Nu er Joe Johnstons vellykkede filmatisering med Chris Evans i hovedrollen som Steve Rogers aka Captain America netop udkommet på dvd og Blu-ray fra Paramount Home Entertainment.

Joe Johnston står blandt andet bag den ikke retfærdigt udskældte genfortolkning af Universals monsterklassiker The Wolfman (2010), men debuterede allerede i 1989 med nyklassikeren Honey, I Shrunk the Kids, og i 1991 instruerede han den i dag næsten glemte, men ganske fine, The Rocketeer. Begge for Disney, i øvrigt. Nu er han så aktuel med Captain America: The First Avenger (2011), der fungerer som en fantastisk appetizer til The Avengers (2012), der får biografpremiere senere på året.

Captain America - 15.jpg-for-web-large

Captain America er flere gange blevet filmatiseret. Både som animeret tv-serie og som live action film. Blandt andet kastede Albert Pyun sig over karakteren i 1990, da han instruerede Captain America med Matt Sallinger i rollen som Steve Rogers/Captain America og Scott Paulin som hans ærkefjende Red Skull. En rolle, der varetages af australske Hugo Weaving i Johnstons nye film.

Selvom Captain America-karakteren er en superhelt, der er skabt som en konsekvens af den skygge, Nazityskland kastede over verden i 1930’erne og 1940’erne, så er det ikke så meget Hitler, der er hovedrolleskurken i Johnstons film, som det er Johann Schmidt aka Red Skull (Hugo Weaving). Red Skull nærer ikke de helt store sympatier for Der Führer, og med sin Hydra-hær (en kombination af kejser Palpatines Storm Troopers og Hitlers støvletrampende fodfolk) ønsker han ikke blot verdensherredømmet, men også at udradere Berlin … og til dette formål har han fået fingrene i en terning, der huser guddommelige kræfter.  Så er verdensherredømmet sikret, tror han.

Captain America - 17.jpg-for-web-large

Men Red Skull har gjort regning uden vært, og da splejsen Steve Rogers med hjælp fra videnskaben og Howard Stark (far til Tony Stark aka Iron Man) bliver transformeret til en muskelsvulmende superhelt, ser det hele ikke så lyst ud for Hydra-lederen mere. Det tusindårige Hydra-rige smuldrer for Captain Americas støvler, da superhelten sammen med sin egenhændigt udvalgte gruppe af soldater sætter jagten ind på Red Skull. Men alt er ikke fryd og gammen, og Captain America ender med at have – med Abraham Lincolns smukke ord, som de står skrevet i Lincoln’s Letter to Mrs. Bixby fra 1864 – laid […] a costly  sacrifice upon the altar of freedom.

Captain America: The First Avenger er et meget fint og velorkestreret kapitel i den efterhånden lange række af superheltefilm (fra såvel Marvel som DC), og der bygges fint og elegant op til superheltenes fællesmøde i The Avengers, der instrueres af Joss Whedon. Humoren, slagfærdigheden, eksplosionerne, den fine CGI-action og skuespillet løfter filmen og gør den til et stærkt underholdende bekendtskab. Der er tale om en fin visualisering af Marvel-mytologien, og filmen skriver sig ind blandt de bedste af sin slags.

 

Filmen er ude på dvd & Blu-ray fra Paramount Home Entertainment

captain_america_the_first_avenger_xlg



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.