Anmeldelse

imdb

T

ungerne var onde, da første film om Steve Rogers alias Captain America havde rullet henover skærmen tilbage i 2011. Beskyldningerne om, at Captain America: The First Avenger ikke var andet end en forlænget forfilm til Avengers (2012) var hårde, men ikke helt uretfærdige. Alligevel fik den gode kaptajn et fint afsæt; noget som Avengers byggede videre på. Og nu fortsættes fortællingen om den optøede supersoldat således i Captain America: The Winter Soldier. Når emnet er superhelten på film, skal der naturligvis foretages en verificering eller en tilbagevisning af undertegnedes teori. Den går i al sin enkelhed ud på, at film nummer to om en superhelt er bedre end første film. Mere om det senere.

I instruktørstolen er Jumanji-instruktøren Joe Johnston fra første film blevet udskiftet med de to brødre, Anthony og Joe Russo. Valget af instruktør(er) er lige så ukonventionelt som sidst. Jumanji (1995) er et pænt stykke fra superhelte, og det samme er You, Me and Dupree (2006) og tv-serien Community (2009-11). Det er her, at omtalte brødre slog deres folder, før de blev hyret til at holde styr på en supersoldat, en fiktiv efterretningstjeneste og en mystisk lejemorder, der har givet navn til anden del af filmens titel. Lad det være sagt med det samme, man kan på ingen måde mærke springet fra komedieserie til superhelteaktion. Kampscenerne er virkelig flot koreograferede, afvekslende og i denne tidsalder er det slet og ret vidunderligt, at brugen af CGI er brugt mindst muligt. Noget som er tilfældet i den voldsomt velfungerende Dredd (2012). Man kan se og fornemme forskellen mellem CGI og virkelig, fysisk tilstedeværelse på skærmen.

winter_soldier_galleri5

Som garant for kontinuiteten, er forfatterne fra The First Avenger, Christopher Markus og Stephen McFeely, stadig at finde i det narrative bagland. Med Captain Americas oprindelseshistorie veloverstået, har Markus og McFeely fået muligheden for at gå dybere ind i det altoverskyggende tema for denne superhelt: At være en superhelt fra en anden tid. Det er i høj grad lykkedes for forfatterne, og i processen får Captain Americas  rygte som Marvels mindst interessante superhelt et par ridser i lakken. Den regelrette, patriotiske helt er blevet kastet ind i det moderne Amerikas gråzone, og denne mærker ubehaget ved at befinder sig her. Det moralske forfald, noget det moderne menneske måske ikke har lagt mærke til på grund af den gradvise proces, stikker i øjnene på Rogers. Som man oplevede i The First Avenger, var Captain America tidligere et redskab i den amerikanske propaganda under anden verdenskrig, og denne fortid kan man spore i The Winter Soldier. The Star Spangled Man with a Plan tager selv initiativ, afviger fra reglerne og anvender sit ikoniske skjold som et offensivt våben, fremfor den mere traditionelle anvendelse som beskyttelse.

Den form for beskyttelse USA i moderne tid gør brug af, får da også et par ord med på vejen: “You’re holding a gun to everyone on Earth and calling it protection.” Et dilemma mellem frihed og tryghed. Med andre ord, kan man lave den tilsnigelse, at Captain America: The Winter Soldier er den hidtil mest “modne” film i Marvels filmiske univers. Det relative høje niveau af dialog og plottet taler i hvert fald for denne antagelse. Plotmæssigt føles filmen som en spionthriller, og det klæder superhelten på film at træde ud af skabelonen. Jason Bourne har ikke levet forgæves.

winter_soldier_galleri3

Til at svinge skjoldet og indtage hovedrollen, er Chris Evans tilbage. Som Steve Rogers besidder Evans både evnen til at være den retfærdige, handlekraftige superhelt, men han har også timing i forhold til de mere humoristiske indslag. Desuden, ej heller et udsalg af CGI, har Evans en imponerende fysik, som overbevisende formidler supersoldatens fysiske fremtoning. Ved siden af sig har han Black Widow alias Natasha Romanoff (Scarlett Johansson). Hende har vi stiftet bekendtskab med i Iron Man 2 (2010) og førnævnte Avengers, men det er her hun endelig får plads. Karakteren er en overlever, som gør det nødvendige og befinder sig i det moralske tusmørke. Dermed er hun et interessant valg til den superhelt med det stærkeste moralske kompas. Johansson udfylder rollen på bedste vis med charme, vid og bid. Hun gør mere end blot at udfylde en kønskvotient, hun er afgørende for filmen, både skuespilmæssigt og plotmæssigt.

I lighed med Romanoff, får Nick Fury, den operative chef for den fiktive efterretningstjeneste S.H.I.E.L.D., mere plads end tidligere, og det er også en gevinst for filmen. Som Fury, er Samuel L. Jackson som altid cool og tvetydig i sin retorik og udfordrer Captain Americas moralske kompas. For de, som ikke ved det, så er Ultimate Nick Fury  – som i denne version er afroamerikaner – baseret på netop Jackson. Filmen introducerer en ny superhelt, The Falcon alias Sam Wilson (Anthony Mackie) og det er ret lovende debut. Mackie leverer kække og velfungerende replikker samtidig med, at han får en god bid af aktionscenerne. Med tanke på udviklingen for Captain America i tegneserien, kan Wilsons inklusion i Marvel Cinematic Universe få en særlig betydning.

winter_soldier_galleri4

Den anden halvdel af filmens titel, The Winter Soldier, spilles effektivt af den pågældende skuespiller, og da det er en anmeldelse uden afsløringer, vil navnet ikke fremgå her. Han er overbevisende, både i kampscenerne og i skuespil. Sidst, men ikke mindst, optræder ingen ringere end Robert Redford i rollen som Alexander Pierce, en af de absolut øverstkommanderende i S.H.I.E.L.D. Redford låner sin troværdighed til universet som et politisk væsen, hvor målet helliger midlet i et betændt politisk miljø.  Dette viser, hvor meget ude af trit med tiden den idealistiske Captain America er. En beskeden duft af Three Days of the Condor (1975) hænger ved i denne sammenhæng.

I sin helhed er Captain America: The Winter Soldier en rigtig god film. Der er tålmodighed i plottet, der er spækket med atmosfære. Faktisk er filmen en af de absolut bedste om en superhelt fra Marvels side. Fra den tørre humor, den konstante underholdningsværdi og det tvetydige miljø, formår filmen både at dvæle ved detaljerne og skrue op for intensiteten i de rette øjeblikke. Der er meget på spil, og et  par overraskelser dukker op i løbet af filmen. I forhold til, at filmen foregår post-Avengers, er der meget på spil, selvom New York var under angreb fra rummet i ensemblefilmen.  Armbevægelserne er mindre i The Winter Soldier, men bevægelserne har alligevel store konsekvenser for verdenen omkring S.H.I.E.L.D. Her viser brødrene Russo, at det hele ikke behøver at være en invasion fra rummet, der får intensiteten til at stige.

winter_soldier_galleri2

Captain America: The Winter Soldier er lang, men sådan føles den aldrig, takket være en afbalanceret, tempofyldt historie med eksplosive biljagter, flyvende kampscener og spionfilmens vinkel på superhelten. Der er en konsistens i underholdningsværdien, men desværre for historien bliver den mindre interessant jo mere tilbageskuende fortællingen bliver. På trods af alle sine kræfter, kan Captain America ikke ændre fortiden – det kan kun Superman fra 1978 – og det er Kaptajnens fremtid, som gør karakteren spændende.

Et ret banebrydende element for en film i denne klasse, er, at der er en direkte forbindelse til tv-serien Agents of S.H.E.I.L.D. , hvor begivenhederne i The Winter Soldier påvirker handlingen i serien. Det er et særdeles interessant fænomen, som virkelig åbner op for Marvel Cinematic Universe.

Konceptet med at lade superhelte og samarbejdspartnere eksistere side om side på film og tv er dog ikke uden sine problemer. For hver gang en trussel vokser over hovedet på den pågældende superhelt eller samarbejdspartner, f.eks. S.H.E.I.L.D., vil man stille spørgsmålet: Hvor er alle de andre superhelte?

Cirklen skal sluttes, og her skal ingen tvivl herske om, at Captain America: The Winter Soldier i dén grad verificerer den fremsatte teori om superhelten på film.

 

Filmen er ude på dvd & Blu-ray fra Walt Disney Studios Home Entertainment

captain-america-winter-soldier-poster



Om skribenten

Peter Madsen
Som anmelder er jeg motiveret af at skrive, at formidle. Mest af alt fordi, jeg ikke kan lade være - hverken med at skrive eller at holde af film, tv-serier, litteratur og musik. Som anmelder tilstræber jeg at gøre læseren klogere ved at argumentere sagligt i en ellers ret subjektiv genre. Om en eller begge ambitioner bliver indfriet, overlader jeg til læseren at vurdere. Favoritgenrerne på film er sci-fi, action, fantasy og superhelte. Forfattere som jeg holder meget af er Philip K. Dick, Erich Maria Remarque og Haruki Murakami. Bøger som 1984 og Brave New World kan jeg blive ved med at genlæse.