Anmeldelse

D

eath Sentence – instrueret af James “Saw”  Wan – er en typisk selvtægtsfilm i samme boldgade som Neil Jordans The Brave One, der også havde premiere i 2007. Her får man mulighed for at opleve, hvorledes en ganske almindelig familiefar kan blive en hævngerrig selvtægtsmand, når retfærdigheden ikke sker fyldest.

Der findes en lang tradition for selvtægtsfilm i den amerikanske filmhistorie. Tænk her blandt andet på Charles Bronson i Michael Winners Death Wish fra 1974 og Clint Eastwood i Don Siegels Dirty Harry fra 1971. Det er begge film, der har opnået klassikerstatus indenfor sin genre. Ligeledes er tegneserieverdenen befolket med hævnsøgende selvtægtsmænd, der med vold og magt forsøger at udrydde kriminalitet og ondskab. Den mest populære skikkelse i denne henseende er nok Batman, der gentagende gange er blevet filmatiseret, men også The Crow og The Punisher er fine eksempler på film, hvor hovedpersonerne søger en evig hævn.

Steven Seagal har også gjort det til sin specialitet at sætte hævnen over loven, hvilket han gør til perfektion i flere af sine film. Et af de bedste eksempler er Bruce Malmuths Hard to Kill fra 1990, hvor Seagal spiller en politibetjent, der efter syv år i koma vågner med ét ønske: At slå de personer ihjel, der dræbte hans kone. Det er i øvrigt også interessant at bemærke, at Steven Seagals gennembrudsfilm fra 1988 bar den sigende titel Above the Law.

Death Sentence - 1

Selvtægtstemaet tages også op i The Star Chamber fra 1983, hvor Michael Douglas spiller en dommer, der er træt af, at retssystemet gang på gang frikender kriminelle, der er åbenlyst skyldige.  Dette medfører, at han tager loven i sin egen hånd – sammen med en gruppe af dommere – så de skyldige ikke slipper for straf. Selvsamme Michael Douglas påtager sig i øvrigt ti år efter – i 1993 – at spille hovedrollen som selvtægtsmand igen, da Joel Schumacher instruerer den suveræne Falling Down.

I James Wans Death Sentence er det den klassiske struktur, der rulles op. De første femten minutter af filmen bruges på at etablere familien Hume som verdens lykkeligste, hvilket naturligvis tjener det formål, at den efterfølgende ulykke, der uvilkårligt rammer familien, kommer til at fremstå desto værre.

Nick Hume (Kevin Bacon) lever det perfekte liv. Hans ægteskab er lykkeligt, hans to drenge er jordens artigste og mest taknemmelige, og jobbet som forsikringsagent sikrer ham et velbeslået liv i en stille og rolig ligusterhæksforstad. Fremtiden tegner lys for den ældste søn, der har en lovende fremtid foran sig som ishockey-spiller, men lykken bliver dog smadret så eftertrykkeligt, da selvsamme søn bliver uskyldigt offer i et indvielsesritual for en lokal bande. 

Death Sentence - 2

Grundstenen i selvtægtsfilm er gammeltestamentlig – øje for øje, tand for tand – og ofte undergår den forulempede en transformering, der sætter denne i stand til at effektuere den perfekte og ultimative hævn. Man ser det i Death Wish og Hard to Kill, hvor hovedpersonerne mister deres koner, og man ser det i Sudden Impact (den fjerde Dirty Harry-film), hvor Sondra Lockes karakter efter en voldtægt af hende og lillesøsteren gør det til en livsopgave at opspore og likvidere voldtægtsmændene.

Det er gennem smerten, at behovet for hævn vokser til en nødvendighed, og når retssystemet ikke formår at dømme de skyldige, så må den forulempede tage sagerne i egen hånd.

Transformeringen i Death Sentence er åbenlys. Fra at være en succesrig forsikringsagent med et lykkeligt familieliv ændrer Nick Hume sig til en kronraget og hadefuld selvtægtsmand, der med koldt blod likviderer sin søns morder. Det interessante ved filmen er idéen om, at selvtægt kan retfærdiggøres, hvis retssystemet ikke formår at beskytte de uskyldige. Ikke desto mindre er filmen ikke så sort og hvid, at den ikke formår at skildre konsekvenserne ved at tage loven i egen hånd.

Death Sentence - 3

Så snart Nick Hume vælger at løse problemerne med vold, bliver hans liv kastet ud på en ødelæggelsens sti. Dette belyser scenen, hvor han kronrager sig førend han indleder jagten på resten af banden. En symbolsk scene, der illustrerer, at han er blevet opslugt af hævnen – han er blevet til den, han foragter!

Death Sentence er primært interessant set ud fra et genreperspektiv, hvor det er spændende at stille den op imod genrens tidligere film. Den er dog udpræget klicheagtig og stereotyp – både i plot og karaktertegning – og evner ikke på troværdig vis at skildre den transformering, Nick Hume undergår – dertil er den for skematisk i sin struktur. Man kommer aldrig rigtig under huden på karaktererne, om end Kevin Bacon leverer en fin præstation med det materiale, han har til sin rådighed. Filmen er (sammenlignet med genrens bedste) at opfatte som en ubetydelighed, der dog fungerer som fin og ukrævende søndagsunderholdning.

 

Filmen er ude på dvd fra Nordisk Film

Death Sentence



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.