Anmeldelse

S

å er den aldrende svenske karatechamp Dolph Lundgren igen aktuel med en ny actionflick. Denne gang skal han – i Direct Contact (2009)redde en kidnappet pige … der ikke er kidnappet!

Jeg ville uden tvivl have slugt David Lerners Direct Contact råt, da jeg var tretten år gammel. Men der er løbet meget vand i åen siden mit første spæde teenageår, og i dag fremstår filmen som en arkaisk og for længst uddateret type actionfilm. Med andre ord, så beskrives Direct Contact bedst som en 80’er film lavet i 2009.

Direct Contact - 1

Lad mig dog slå fast fra start, at jeg var, og for så vidt stadig er, i hvert fald når talen falder på hans produktion i slut 80’erne og start 90’erne, en stor fan af Dolph Lundgrens actionfilm. Han var frygtindgydende stor som russeren Ivan Drago i Rocky IV fra 1985. Han leverede en kitschet og olieindsmurt toppræstation som He-Man i kultfilmen Masters of the Universe fra 1987. Han blev udsat for en ondsindet og mennskedræbende alien i Dark Angel fra 1990, hvor alien-bæstets gentagende mantra I come in peace til slut i filmen afrundes smukt af Lundgren-karakteren med følgende mindeværdige quote: And you go in pieces.

Ligeledes er humoren (og ikke mindst actionen) i Mark L. Lesters Showdown in Little Tokyo fra 1991 forrygende på den lidt campede facon. Jeg glemmer nok aldrig, da desværre nu afdøde Brandon Lee om Dolph Lundgrens karakter (Kenner) tørt bemærker, at: You know all of that upper body strength really slows you down. Eller da selvsamme Lee nøgternt konstaterer, da de er omringet af tungt bevæbnede skurke, at: Kenner, just in case we get killed, I wanted to tell you that you have the biggest dick I’ve ever seen on a man, hvortil Lundgren tørt svarer: Thank you. Det er humor…

Direct Contact - 3

Og så kunne man jo heller ikke andet end at beundre Lundgrens noget morbide og aparte ørefetichisme som Andrew Scott aka GR13 praktiserede i Roland Emmerichs Universal Soldier fra 1992, hvor han spillede overfor Jean Claude Van Damme. Denne film var i øvrigt – sagt lidt groft – starten på enden for Lundgrens Hollywood-karriere. Men lad os vende tilbage til Direct Contact, der desværre (må jeg konstatere) ikke bliver svenskerens comeback. Det er en hul omgang action-lir, der med nød og næppe holdes sammen af eksplosioner og kugleregn en masse.

Dolph Lundgren spiller eksmarinesoldaten Mike Riggins, der sidder fængslet i en russisk udørk. Her bliver han opsøgt af en person, der udgiver sig for at være en ambassadeansat. Denne kan få ham frigivet, hvis han til gengæld indvilliger i at befri den kidnappede rigmandsdatter Ana Gale, der angiveligt holdes fanget af mafiabossen Vlado. Naturligvis siger Riggins tak til tilbuddet – ikke mindst pga. den kontante aflønning på 200.000 dollars – men ved ikke, at han bliver ført bag lyset af skrupelløse pengemænd.

Direct Contact - 2

Det må være nok resume, da filmens efterfølgende handling udelukkende er én lang mareridtsagtig torturering af ens høre og synssans. Der er eksempelvis så meget våbengejl i Direct Contact – så mange knaldende AK47’ere og hidsigt kuglespyttende Uzi’er – at ens øregange hurtigt trættes og længes efter en stille film a la Missing in Action eller Rambo.

Der er så mange plothuller i filmen, at man ikke kan andet end at trække på smilebåndet, når Riggins under en biljagt, han kører selv på en til lejligheden stjålet motorcykel, formår at skifte tøj … uden at stoppe. Der er vist noget, der er glippet i klipperummet. Ligeledes er udviklingen imellem Riggins og den kidnappede Ana så utroværdig, at den uundgåelige romance til slut i filmen må være en af de mest kiksede i filmhistorien. Ana, der ellers intet andet end afsky har til overs for Riggins, siger imod slutningen af filmen (for at gøre det utroværdige troværdigt, pfth…), at: I don’t care who you are. I’m just damn glad that I meat you. Ellers er manuskriptet defineret af så fine og skarpe replikudvekslinger som denne. Ana: You’re shot. Mike: Im fine!

Direct Contact - 4

Filmens største problem er altså – udover et pilråddent manuskript – dens manglende troværdighed, elendige instruktion, amatøragtige og kliche-prægede fotografering, dilettantiske klipning og pinlige skuespil.

Til slut kan jeg ikke undlade at undre mig over, at Sandrew Metronome har valgt at sende Direct Contact ud på et format som Blu-ray. Når man tænker på, at Sandrew Metronome ligger inde med distributions-rettighederne til Akira Kurosawas film, mange af John Woos tidlige film og – ikke mindst – Jean-Pierre Jeunets blændende smukke mesterværk Le Fabuleux destin d’Amélie Poulain, ja så kan man ikke andet end at blive en smule trist over, at de frem for disse film vælger at give Direct Contact liv på Blu-ray.

 

Filmen er ude på dvd & Blu-ray fra Sandrew Metronome

Direct Contact



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.