Anmeldelse

D

et er året 1977, og den engelske sci-fi-tegneserie 2000 AD bliver udgivet for første gang. I en af historierne i bladet er rammen fremtidens USA, et land ødelagt af en atomkrig, med Judge Joseph Dredd i fokus. Karakteren er skabt af John Wagner og Carlos Ezquerra, hvor Dredd er blot én ud af et helt korps af judges, dommere, i et særdeles dystopisk samfund. På grund af den eskalerende kriminalitet og en afsat politisk ledelse, fungerer en judge som både politibetjent, jury, dommer og ofte bøddel. Sidstnævnte rolle udspiller sig typisk i selve situationen, efter en forbryder har fået sin dom.

18 år ude i fremtiden er Joseph for første gang i aktion på den store skærm, personificeret af Sylvester Stallone, i filmen Judge Dredd. Denne filmatiserings kvalitet kan opsummeres ved den amerikanske filmanmelder Roger Eberts vurdering: It’s a “Blade Runner” for audiences with Attention Deficit Disorder.

Længere fremme befinder vi os nu 35 år efter Dredds debut i papirmediet, og karakteren er igen at finde på skærme af varierende størrelse. De to hovedmænd bag filmen, der blot hedder Dredd, er instruktøren Pete Travis og forfatteren Alex Garland. Forskellen mellem de to film er fint eksemplificeret ved titlerne, hvor den nye film er barberet ned til det mest essentielle. Den flamboyante og kitschede tvilling fra 1995 havde nær formået det, som fremtidens forbrydere ikke formår: At aflive Judge Joseph Dredd.

Dredd - 1

Pete Travis er en relativ ukendt engelsk instruktør, hvis største film er Vantage Point fra 2008 med bl.a. Dennis Quaid og Forest Whitaker på rollelisten. Ellers har Travis mest gjort sig i tv-produktioner. Til gengæld nyder filmmanuskriptets forfatter, Alex Garland, mere udbredt anerkendelse. Den engelske Garland gør sig også i skønlitteratur med The Beach (1996) som den mest kendte bog. Som manuskriptforfatter er de anmelderroste 28 Days Later (2002) og Sunshine (2007) værd at fremhæve.

Dredd åbner med, at kameraet glider henover byen Mega-City One, der ligger på den nordamerikanske østkyst. I denne by med 800 millioner indbyggere, bliver der rapporteret 17.000 forbrydelser. Dagligt. En potentiel ny dommer skal ud i marken, med henblik på at blive evalueret, og Judge Dredd er dommeren, der skal have dette føl på slæb. Opkomlingen, Judge Cassandra Anderson, er en ung mutant med synske evner. Fornavnet deler hun med den ditto synske kvinde fra den græske mytologi. Anderson spilles af amerikanske Olivia Thirlby, hvis CV indeholder en vis mængde film, der dog ikke får hende til at fremstå som udpræget kendt. I den altoverskyggende titelrolle er den newzealandske skuespiller Karl Urban at finde. Udover et yderst fængende navn er han mest kendt som hestebetvingeren Éomer i Peter Jacksons filmatisering af Lord of the Rings-trilogien. Urban spiller desuden Dr. Leonard McCoy i genfortolkningen Star Trek fra 2009.

Tilbage i Mega-City One, tager Dredd sin nye partner med ud til en rapporteret forbrydelse i Peach Trees, en type beboelsesejendom kendt som en block. I denne massive bygning på 200 etager er tre personer myrdet på en uhyre eksplicit og offentlig måde. Det viser sig, at forbryderbossen Ma-Ma står bag mordene i Peach Trees, som hun har kontrol over. Hun er en forretningskvinde med forkærlighed for en brutal men effektiv forretningsmodel. En forretningsmodel, der har salget af stoffet Slo-Mo som grundsten. Ma-Ma spilles af Lena Headey, Spartas dronning i den visuelt betagende film 300 fra 2007. Headey er ligeledes kendt fra HBO-serien Game of Thrones som Cersei Lannister.

Dredd - 6

Fortællingen i Dredd starter lige på og kompromisløst med en udrykning til en forbrydelse. Der er ingen skabelses- eller baggrundshistorie for hverken Mega-City One eller Joseph Dredd, hvor historien fortælles stramt og afgrænset. Dette er klogt tænkt af Garland, med tanke på hvor mangfoldigt Dredds univers er. Filmens budget er på et anslået beløb af 45 millioner dollars, halvt så meget som versionen fra 1995. Hver en cent er formidabelt formøblet i Dredd, hvor filmens visuelle brutalitet udgør en grum og blodig fest for sanserne. Billeder af Mega-City One er stemningsfulde, rå og skaber på fornem vis et umenneskeligt bybillede. Et menneskeskabt helvede af beton og stål. Filmens scener af bl.a. stoffet Slo-Mo retfærdiggør brugen af 3D i en film, hvor denne forhadte effekt endelig giver en slags mening.

I de tre markante roller, er Urban, Thirlby og Headey troværdige, nuancerede i varierende grad og giver filmen relevans. Den terminator-lignende Urban som Dredd, ustoppelig, kompromisløs og hyperrationel, er den ansigtsløse lov i et samfund, hvor dommerne kan rykke ud til seks procent af de rapporterede forbrydelser. Urban er tæt på et perfekt valg i en svær rolle med en yderst begrænset mulighed for mimik. Som Dredd er Urban afdæmpet, rå og handlekraftig, men er ikke uden humor. Thirlby er ligeledes et godt cast som Cassandra, der har et mere nuanceret syn på at være lovens håndhæver på samfundets skyggeside. Men tag ikke fejl, Cassandra kan også iføre sig jernhandskerne overfor forbryderne. Headey er muligvis filmens helt store attraktion: Med lige dele desillusioneret livssyn og ærgerrig brutalitet, udgør hun en værdig nemesis for Dredd.

I denne grumme og effektive fremtidsvision er der få mangler, hvor den stramme fortælling holder publikum på tæerne og lader Dredds handlinger fortælle sin historie. Dog mangler filmen mere af forlæggets samfundskritiske perspektiv, hvilket kan tilskrives den afgrænsede historie. Travis og Garland fører med sikker hånd Dredd igennem sin klaustrofobiske mission, hvor de kender begrænsningens delikate kunst, og man mærker tydeligt respekten for den arv, som filmen bygger på. På trods af den nævnte mangel har Judge Joseph Dredd efter 35 års venten langt om længe fået den film, som han fortjener. Og kom så med den planlagte efterfølger i en mulig trilogi!

 

Biografanmeldelse



Om skribenten

Peter Madsen
Som anmelder er jeg motiveret af at skrive, at formidle. Mest af alt fordi, jeg ikke kan lade være - hverken med at skrive eller at holde af film, tv-serier, litteratur og musik. Som anmelder tilstræber jeg at gøre læseren klogere ved at argumentere sagligt i en ellers ret subjektiv genre. Om en eller begge ambitioner bliver indfriet, overlader jeg til læseren at vurdere. Favoritgenrerne på film er sci-fi, action, fantasy og superhelte. Forfattere som jeg holder meget af er Philip K. Dick, Erich Maria Remarque og Haruki Murakami. Bøger som 1984 og Brave New World kan jeg blive ved med at genlæse.