Anmeldelse

J

eg var blot otte år gammel, da jeg første gang så Alfred Hitchcocks Psycho og hørte stakkels Janet Leigh som Marion Crane skrige om kap med Bernard Herrmanns ditto skrigende violiner. Hvad jeg vil sige med dette er, at jeg opfatter mig selv som en ganske garvet horror-elsker. Jeg har genren under huden, jeg har hård hud på nethinderne, og der skal ganske meget til, førend jeg ligefrem bliver berørt af en horrorfilm. Så så jeg James Watkins britiske Eden Lake (2008).

Eden Lake (2008)

Det er lang tid siden, at jeg har været nødt til at rejse mig for lige at “strække” benene under en horror-film. For lige at få lidt frisk luft. For lige at undslippe den kvælende ondskab, Eden Lake repræsenterer. Og det er ikke så meget pga. filmens visuelle ondskab, at jeg skal strække ben. Det er den psykologiske ondskab – den menneskelige modbydelighed – der gør, at man må have en pause. Filmen er et studie i arv og miljø, der med sine voldsomme billeder, fortræffelige historie og gode skuespil kryber under huden og forlener denne med små gåsehudsknopper.

Eden Lake er ubærlig. Eden Lake er ubehagelig. Eden Lake er uhyggelig. Filmen er et virkeligt skræmmende bekendtskab – og så er den velspillet, velinstrueret, velskrevet og filmet smukt. Det er en horrorfilm, der skiller sig ud fra mængden ved at tage fat i et samfundsrelevant tema. Det er en horrorfilm, der vil andet end at skræmme (selv om den gør det så fandens godt). Det er en horrorfilm som alle, der elsker genren, bør stifte bekendtskab med.

 

Filmen er ude på dvd & Blu-ray fra Atlantic Film

eden_lake_2008



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.