Anmeldelse

imdb

D

er er langt fra Sam Raimis The Evil Dead (1981) til Frede Alvarez’ Evil Dead (2013), og hvis man forventer, at sidstnævnte er en take by take-genindspilning af førstnævnte, så bliver man muligvis skuffet. For selvom de to film har grundidéen til fælles, så er de også så væsensforskellige og langt fra hinanden, at der nærmere er tale om en genfortolkning for den nyes vedkommende.

Et sted ude i en mørk og dunkel skov ligger der en hytte – en gammel, skummel, gulvbræddeknirkende, lugtende og beskidt hytte, der er udstyret med en uhyggelig kælder. En hytte af den slags, man bedst holder sig på behørig afstand fra. Det er hytter som denne, der altid viser sig at huse morderisk anlagte udørkssinker, galsindede psykopater, grumme kannibaler, hekse, spøgelser og alskens andet gement og gustent pak, der blot ønsker at dræne uheldige hyttebeboere for liv.

Evli-Dead_11

Og sådan er det også i den nye udgave af Evil Dead, der er så torturgrum, at selv en hærdet horrorkonsument løbende må holde en lille pause fra uhyrlighederne på skærmen for at ryste de værste billeder af sig. Der er virkelig gået fransk torturporno i amerikansk mainstream-horror.

En håndfuld venner har sat hinanden stævne i en hytte af før omtalte slags. Her skal Mia (Jane Levy) gennemgå en kold tyrker: Hun er nemlig narkoman, og nu skal hun afvænnes – om hun så vil det eller ej! Det hele går jo ikke som planlagt, det gør det aldrig, og da en lidt for nysgerrig og bebrillet nørdtype finder Book of the Dead, og naturligvis lige skal læse et par linjer højt, vækker han den slumrende ondskab til live, som den grumme, mørke og dunkle skov huser.

Evli-Dead_13

Da Mia – der bogstaveligt talt har lugtet, at der er noget på færde – stikker af ud i skoven, hvor hun har nærkontakt af tredje grad med en ret så modbydelig og just hidkaldt dæmon, begynder uhyrlighederne for alvor at melde deres ankomst for at martre vores stakkels øjne. Det er fra dette punkt i filmen, at man løbende tager sig selv i lige at tage en kigger over skulderen. Det er ingen hemmelighed, at der står død, vold og tortur på menuen, og de stakkels hyttebeboere må da også gå megen lidelse igennem, inden det store og afsluttende opgør med dæmonen bliver muligt.

Den nye udgave af Evil Dead har ikke opfundet den dybe plottallerken, og der er også mere fokus på væmmelse end på forskrækkelse, hvilket i øvrigt er tiltænkt. Man hopper ikke i sofaen af skræk, der er ingen tisser-i-trussen-af-angst-øjeblikke, og bøhmanden springer ikke pludselig frem fra den blinde vinkel og får dit hjerte til at stikke af i sikkerhed. Den her film er sat i verden for at få dig til at væmmes på kast-op-agtig-facon. Og det gør den blændende godt, skulle jeg hilse at sige!

Evli-Dead_06

Alvarez har klinisk renset filmen for alt, hvad der kunne minde om dulmende, udglattende og forsonende humor. Der er ingen slapstick-momenter, der er ingen små komedie-indslag, som Bruce Campbell så fint stod for i de(n) originale film. Den her film er bare ond, ond, ond og ond med ondt på – og det i rigelige mængder! Og så har den skabt et fantastisk uhyggeunivers, er eminent fotograferet af Aaron Morton, der har taget noget af billedæstetikken med sig fra Spartacus-serierne, han har arbejdet på som cheffotograf. Det er en virkelig grum horrorperle, der viser, at man godt kan tænke ud af boksen, selvom filmens præmis er afprøvet før.

Og her har du afslutningsvis en lille hyggelig spidsfindighed, som de kreative folk bag Evil Dead-genfortolkningen ganske givet har moret sig med at konstruere. Prøv at tage det første bogstav fra de fem karakterers fornavne og sæt dem så sammen, så de danner ordet …  lad mig hjælpe dig: David, Eric, Mia, Olivia, Natalie.

 
Filmen er ude på britisk dvd og Blu-ray. Herhjemme udkommer den fra Universal Pictures den 10. september.

Evil dead poster



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.