Anmeldelse

imdb

L

ad mig betro jer noget. Jeg elsker såkaldte chick flicks, både i film-, serie- og bogform. Jeg identificerer mig med, griner af og græder med Bridget Jones, og ligeså med Carrie, Miranda, Charlotte og Samantha i Sex and the City. Jeg er udmærket klar over, at de er typer og karikerede, men for mig er de originale og på sin vis også dybe. Så når min snobbede chick flick smag bliver udsat for en Nynne, der skriver dagbog, eller en djævel der ynder at gå i Prada, eller, som i dette tilfælde, en shoppenarkoman der ikke kan gå forbi en butik, uden at kreditkortet brænder sammen, så er jeg svær at imponere.

Byen er New York, modens mekka og modemagasinernes matrix. Becky Bloomwood er imidlertid kun skribent på et kedeligt havemagasin – hun har ikke grønne fingre og keder sig med jobbet. Hendes sande passion er mode, tøj og tilbehør, og på vej til en jobsamtale om drømmejobbet finder hun et grønt tørklæde, som hun bare må og skal eje! Men kreditten er lig nul, og i sin jagt på at eje tørklædet, møder hun en venlig sjæl, som betaler det for hende. Han er tilfældigvis redaktør for det pengemagasin, som Becky med hjælp fra filmgudernes (og Sophie Kinsellas) skæbneindgreb ender med at skrive for. Becky får under pseudonymet ‘Pigen med det grønne tørklæde’ nu grebet om de grønne dollars, men kun i sit journalistiske klummevirke, idet hun imponerer alle med sine modige modeanalogier i økonomiens tegn. På bankkontoen står der dog stadig kun røde tal, og en kreditor truer med at afsløre sandheden om hende, lige da hun står på lykkens tinde, både karriere- og kærlighedsmæssigt. Det er nu op til Becky at slippe succesfuldt ud af sin grønne suppedas.

1

Der er et afsnit af Sex and the city, hvor Samantha køber en kopi af en designertaske, den berømte ‘Fake Fendi’. Hun tager Carrie med til sælgeren, og da Carrie ser alle de tasker ligge i bagagerummet, blegner værdien, tasken mister sin unikhed og masseproduktionen er tydelig. Der er ingen sjæl og liv i tasken mere… Fanger man denne lille sidesporsanalogi mellem den falske Fendi og de senere års masseproduktion af chick flicks, så har man groft sagt definitionen på shoppenarkomanen Becky Bloomwoods verden. Designet er ikke nyt i denne film, det er en efterligning af den originale model. Der er således obligatorisk en kvindelig hovedperson, der gennemgår en personlig forvandling og lærer sin lektie, der er den sjove sidekick-veninde, som er corny og speciel for ikke at overstråle hovedrollen, der er den lækre (smag og behag!) ‘love interest’, der vælger følelse frem for forventninger, og der er den lede birolle – kvinden, der er ude på at forpurre kærlighedens forløb.

03

Isla Fisher spiller rollen som Becky, og hun gør det godt og lidt anderledes. Hun har en udstråling, som ikke skriger ‘Hollywood’, og filmen melder om en vis distance og ironi til genren. Der er således rigtig mange ting i Becky Bloomwoods verden, som er sjove, finurlige og originale, men som der ville være synd at afsløre her. Ikke mindst birollerne er originale, – den lede kvindebirolle undtaget – og de har deres egne små særheder og kvaliteter. John Goodman og Joan Cusack står for førstnævnte og spiller pragtfuldt deres roller som Beckys enfoldige og elskelige forældre. Kristin Scott Thomas er også på rollelisten som en fransk modemagasinsmutter, og hun overrasker og behager, så frygten om en gentagelse af Meryl Streeps Prada-djævel bliver gjort til skamme.

Confessions of a Shopaholic er altså en ‘Fake Fendi’ af den bedre slags, og den er bestemt et kig værd, hvis man er til denne dejlige genre, og måske ikke har så store krav og forventninger som undertegnede. Så slå hjernen fra og begrav den i grønne tørklæder, gennemskuelige analogier og lette grin. Shop away!

 

Filmen er ude på dvd fra Walt Disney Pictures Home Entertainment

Confessions of a Shopaholic



Om skribenten

Dorthe Gertsen
Info følger snarest!