Anmeldelse

imdb

I

1818 udkom Mary Shelleys roman Frankenstein. Udover at det var særligt, at en kvinde skrev på det tidspunkt i historien, så var genren, den gotiske roman, tilsvarende atypisk for en kvinde. Plottet omhandler en gal eller genial videnskabsmand, Victor Frankenstein, som samler og vækker et ellers dødt væsen til live. Det viser sig at være alt andet end smart! Vi springer knapt 200 år frem i tiden, og mennesket har til stadighed ikke lært af historien.

Efter at have været væk fra det store lærred en rum tid, er Indiana Jones, Rambo (og snart også Alex Foyley fra Beverly Hills Cop-serien) blevet genoplivet. Og nu er tiden også kommet til et af filmhistoriens komiske makkerpar: Således genopstår Harry Christmas (Jim Carrey) og Lloyd Dunne (Jeff Daniels) tyve år efter deres eventyr i filmen Dumb and Dumber fra 1994. Filmen har, inden for sin genre, siden opnået en form for kultstatus. I lighed med første film, er fortsættelsen instrueret af Peter og Bobby Farrelly. Brødrene instruerede ligeledes Carrey i Me, Myself & Irene.

dumb-and-galleri02

Faktisk forsøgte man allerede året efter, i 1995, at genoplive Harry og Lloyd uden Carrey og Daniels. Først med en animationsserie, Dumb and Dumber: The Animated Series, der fik 13 afsnit før den blev stoppet. Herefter mødte Harry og Lloyd hinanden i et moderne fænomen: Prequelfilmen. Dumb and Dumberer: When Harry Met Lloyd (2003) omhandler de to mentalt udfordrede mænds første møde med hinanden i high school. Filmen fik gevaldige tæv af anmelderne, og siden har Harry og Lloyd nydt deres otium. Indtil nu.

Tyve år efter Harry og Lloyd drog på eventyr for at aflevere en kuffert til den smukke Mary Swanson, har Harry været hensat i en katatonisk tilstand, og Lloyd har trofast besøgt sin ven på et hjem. Som tingene udvikler sig, skal de to venner igen ud på eventyr. For at aflevere en pakke til en smuk kvinde. Hvis det lyder bekendt, så er der fordi, Dumb and Dumber To genbruger alt for meget af plottet (og ikke mindst vittighederne) fra første film. Det er uhyre sjældent, at vittigheder er sjove anden gang – og den regel er nærværende film ikke en undtagelse fra.

dumb-and-galleri03

Det er altså samme forløb, Harry og Lloyd går igennem! Men i første film havde løjerne, og ikke mindst hovedpersonerne, et uskyldigt, barnligt skær over sig. De granvoksne versioner af Harry (52 år) og Lloyd (59 år) har ikke samme tilforladelige adfærd og umiddelbare respons på omverdenen. Her fremstår de i stedet som deciderede usympatiske og til tider ondskabsfulde. Humoren, muligvis resultatet af en vis stigning i fokus på kropsfunktioner inden for nyere, amerikanske komedier, foregår overvejende under bæltestedet med prutter, tis og andet i det område, der har med kroppen at gøre. Det er korrekt, at den menneskelige krop har disse funktioner, men at Harry og Lloyd er fanget på det stadie er både pinligt og usjovt.

dumb-and-galleri01

Vi har ikke med et dybdepsykologisk studie af mennesket at gøre. Det er en komedie. Men alligevel fremstår karakterne i uhørt grad som værende helt og aldeles stagneret, mens resten af verdenen er kommet videre. En gentagelse af begivenhederne i Dumb and Dumber fra 1994, nu med ældre hovedpersoner, er ikke nok til at fremtvinge et grin eller anden aktivitet, som kunne tolkes som latter. Specielt er det sørgeligt at være vidne til den præstation Jim Carrey lægger for dagen, for mens han tidligere har været garant for komisk timing, er Carrey en desperat skygge af sig selv. Hans karakter i filmen siger det meget rammende selv: So this is what rockbottom feels like.

Tilbage står to karakterer, der hverken er sjove eller relevante; sandsynligvis fordi deres enfoldige personligheder ikke er ældet med ynde. I stedet får man en grum fornemmelse af Harry og Lloyd burde have været efterladt i 1994 og ikke vakt til live af et par gale instruktører. Læs i stedet den førnævnte roman eller gense første film.

 

Biografanmeldelse

dum_og_dummere_plakat



Om skribenten

Peter Madsen
Som anmelder er jeg motiveret af at skrive, at formidle. Mest af alt fordi, jeg ikke kan lade være - hverken med at skrive eller at holde af film, tv-serier, litteratur og musik. Som anmelder tilstræber jeg at gøre læseren klogere ved at argumentere sagligt i en ellers ret subjektiv genre. Om en eller begge ambitioner bliver indfriet, overlader jeg til læseren at vurdere. Favoritgenrerne på film er sci-fi, action, fantasy og superhelte. Forfattere som jeg holder meget af er Philip K. Dick, Erich Maria Remarque og Haruki Murakami. Bøger som 1984 og Brave New World kan jeg blive ved med at genlæse.