Anmeldelse

H

imdbvad rimer på hjemlig hygge og billig vin? Gasolin’! Sådan lyder Erik Clausens alt andet end subtile introduktion til et af Danmarks bedste rockorkestre, under Gorilla Galla Touren i 1982. Bandet er opløst, men samles denne december i starten af 80erne. Over 20 år senere samles bandet offentligt igen. Filminstruktør Anders Østergaard driver flokken sammen til en interviewsamtale om musik og minder i gassernes gamle bydel Christianshavn, dér hvor det hele startede i slutningen af 60erne. Som et strejf af en dråbe får vi fans lov til at håbe – ikke på de ting der skal komme, men på de ting, der var engang – håbe på, at Gasolin’ kommer til sin ret i Anders Østergaards portræt. Håbet og forventningerne indfries. Gasolin’ brænder skærmen op!

Anders Østergaard lokker seeren til med tonerne fra Sirenesangen. Konnotationerne er uendelige, når det drejer sig om gruppens musik. Alle deres melodier og tekster fremkalder stærke følelser. Poesien er til stede fra første færd i bandets historie. Musikken brænder i deres hjerter. Men i starten brænder den på et andet sprog.

11533191893801286-a

Franz Beckerlee har sine rødder i amerikansk musik. Beat og rock n’ roll skal synges på engelsk. Det skinner stadig igennem, når han taler til Østergaards kamera. Der sniger sig ikke sjældent engelske udtryk ind i hans vokabularium. Kniber man øjnene sammen, kan man næsten se ham med stort krøllet hår og bar mave, mens hans riffer løs på sin guitar. Men facaden er pæn, han er en nydelig kortklippet ældre mand. Det kræver alligevel fantasi at forstille sig, at en sang på radio Luxembourg ændrede denne mands liv. Jimi Hendrix’ Hey Joe blev Franz Beckerlees inspiration, hans ledestjerne. Anders Østergaard illustrerer denne skelsættende nat flot. En natmontage af Københavns tage og husmure toner ud på skærmen, mens Beckerlee fortæller, og pludselig oplyses murene af en omtåget Hendrix, der lader sine toner flyde sammen til en gang elektrisk überrock. Gang på gang er der sådanne illustrationer, der komplimenterer og udvider gassernes lydspor – både det melodiske og det fortællende. Østergaard skaber sit eget medie. Det er dokumentarisme, men det er også kunst.

På den anden husmur toner en ganske anden musikgenre frem. Osvald Helmuth lader ølhunden glamme. Kim Larsen er visesangeren, der skal vise sig at give Beckerlee kam til sit, dengang, stride hår. Larsen i dag er den samme som dengang. Hvor han måske begyndte som relativt konservativ seminarieuddannet med ønske om faste rammer, så kastede musikken ham ud i Christianshavner livet, hvor han har været siden – selv om han i dag huserer i Odense. Det samme er tilfældet med trommeslageren Søren Berlev, der, med sin rolige og næsten ikke synlige tilstedeværelse, ser ud til at leve efter samme afslappede boheme principper som dengang. Wili Jønsson er den sympatiske bassist, der sørger for at balancere vægtskålen ligeligt mellem Beckerlee og Larsen.

11533191893801286-b

Gasolin’ fokuserer på dette spændingsforhold mellem Larsen og Beckerlee – der var mange nedture og mange skænderier om, hvad musikken skulle repræsentere. Men Gasolin’ opstår netop som en sammenblanding af to traditioner, og det er denne unikke blanding, der giver bandet dets særegne lyd.    Den originale trommeslager Bjørn Uglebjerg forlader dog bandet som konsekvens af denne evindelige fejde, og Søren Berlev træder til, lige i rette tid til den første udgivelse, som er på dansk. For Eik Skaløe synger på dansk for Steppeulvene – det kan altså lade sig gøre at omsætte beatfornemmelsen til de danske læber. Der er en dybere nerve i modersmålet, der er en smuk enkelhed. Beckerlee trækkes modstridende med på konceptet, og resten er historie. En af deres første melodier herefter er Langebro. Københavns hverdagsliv er temaet, bydelen er Christianshavn, og teksten er alt det, som ikke kan siges. Filmen hylder poesien i Gasolins kompositioner. Derfor er det også uundgåeligt, at Mogens Mogensen stikker hovedet forbi i deres hukommelser. Han var deres digteriske åre, som inspirerede dem og selv skrev vidunderlige tekster. Deres sange var af og om skæve eksistenser.

Gassernes minder og tunger fejler ikke noget. De går ind i projektet med krum hals, og på ekstramaterialet er der blandt andet en halv times tid med rundbordsdiskussion om alle deres plader. De er tilbage i en tidslomme, deres blikke bliver fjerne, og de genkalder sig tiden med intim sangskriverenergi og døgnlange sessioner. De lytter bogstaveligt talt til deres liv. Det er dejligt, at se dem samlet, for filmen benytter sig udelukkende af enkeltinterviews undervejs. Heldigvis er bandet en veldokumenteret affære, så det skærper ikke på klip, og hjulpet godt på vej af disse, indfanger filmen stemningen i Gasolins musik og fra Gasolins tid. Den fører os fra starten til slutningen. Den viser de naive, første dage, hvor musikken brændte i hjertet på bandet, og den fører os hen til tiden med masser af succes, hvor bålet blev holdt ved lige af egoisme, selvbevidsthed og beregnende brændsel. I dag brænder bålet igen af kærlighed til musikken og til fortiden. Det er samme brændsel, der får Østergaards Gasolin’ til at blusse op.

Østergaard griber ofte til rekonstruktioner, for at vi kan få indblik i denne fortid. Men det er vellykket. Især i scenerne der viser det ikoniserede billede af de fire unge musikere, der traver byen rundt, mens de trækker deres udstyr på den kærrelignende vogn. En tilbagevendende scene, og også en af filmens sidste. Det er iscenesættelsen, der er Østergaards force i hans hybridmedie, i hans `documentary of the mind´.

 

Filmen er ude på dvd fra Sandrew/Metronome

Gasolin'

This slideshow requires JavaScript.



Om skribenten

Dorthe Gertsen
Info følger snarest!