Anmeldelse

imdb

M

iraklet hos Henry Poole er Mark Pellingtons seneste film. Manden bag thrilleren Arlington Road (1999) har i denne omgang skiftet mistro og misforståelse blandt naboer ud med tro og gensidig forståelse.

Henry Poole ankommer til et forstadskvarter. Sit barndoms kvarter. Han køber et hus. Han flytter ind. Han møblerer huset sparsomt. Han handler ind. Han venter. Henry venter på at dø. En uhelbredelig sygdom har sneget sig ind på livet og sat Henrys verden i bero. Han er i færd med at lukke sig inde i, i færd med at miste troen, håbet og kærligheden. Men hvad siger hans omverden til dette?

henry_poole_is_here10

Luke Wilson gør Henry troværdig. Det er dejligt at se ham i en rolle, hvor han ikke skruer charmen på. Med sin naturligt drævende holdning underspiller han tragikken, mens Mark Pellington gør sit til, at det er de små, men betydelige handlinger, øjekast og følelser, der vises frem i smukke billedsekvenser. Billedsiden såvel som historien vil gerne være underfundig og interessant. Men filmen prøver lidt for ivrigt og falder desværre i klichékategorien i mange tilfælde.

Henry får således Esperanza til nabo, og hun tror så inderligt på Gud, at hun ser dennes hellige ansigt på Henrys krakelerede husmur, han møder en ivrig, svagtseende og tilpas nørdet/akavet (hinkestensbriller) ung ekspedient i det lokale supermarked, der har det sigende navn Patience. Hans anden nabo er en lille, blåøjet mystisk pige, der ikke taler selv, men som ynder at optage andres samtaler. Og hun har selvfølgelig en smuk, enlig mor.

henry_poole_is_here03

Persongalleriet er altså ikke specielt nytænkende, men skuespillet er så godt, at man bærer over med det. Esperanza spilles dejligt og ubesværet af den oscarnominerede Adriana Barraza, mens Radha Mitchell evner at give personlighed til en ellers flad rolle som `love interest´.

Historien bevæger sig over den gængse model for amerikanske feelgood film, men der er et ambitions lag i filmen, der gør, at den hæver sig over niveauet og ender i den bedre halvdel af karakterskalaen for romantiske komedier. Og en komedie er den egentlig ikke. Det er en lille underfundighed om livets puds og problemer, om troens plads i hverdagen og i mennesket, om troen på Gud og troen på livet.

Der sker mange mirakler i Henrys baghave. Men er det Guds hellige ansigt eller menneskets egen tro på livet og dets muligheder, der gør dem mulige? Se filmen og bedøm selv. Det er den værd. Du vil blive underholdt af skuespillet og Pellingtons gode vinkler, men forvent ikke mirakler.

 

Filmen er ude på dvd fra Midget Entertainment

Miraklet hos Henry Poole



Om skribenten

Dorthe Gertsen
Info følger snarest!