Anmeldelse

imdb

G

enfortolkning, reboot eller genindspilning. Denne måde at lave film på har forskellige navne, og nu er tiden igen kommet til Marvel-karakteren, der bærer navnet Frank Castle alias The Punisher. Første gang man så ham på film var i 1989: dengang i skikkelse af Dolph Lundgren. Her bar han dog ikke det ikoniske kranie på brystet, men var i stedet blevet udstyret med påmalede skægstubbe.

Kraniet fik man til gengæld at se femten år senere i 2004, hvor Thomas Jane iklædte sig det sorte tøj og erklærede krig mod den kriminelle underverden. Til at udfylde titelrollen denne gang finder vi Ray Stevenson, og han fuldender dermed et hattrick i form af tre forskellige skuespillere i tre filmatiseringer af Marvels antihelt par excellence.

Versionen fra 2004 skulle have haft en fortsættelse, men projektet gik i vasken på grund af “kreative uoverensstemmelser”. Derfor starter man forfra med Punisher: War Zone, og bag kameraet står nu Lexi Alexander, der i 2005 instruerede den udmærkede fodboldfilm om West Hams rå tilhængere: Hooligans med Elijah Wood og Charlie Hunnam i de bærende roller. Manuskriptet til nærværende genfortolkning af The Punisher er forfattet af Nick Santora, Art Marcum og Matt Holloway med Santora som det mest prominente navn, da han skrev adskillige episoder til tv-serien Prison Break (2005–2009).

Punisher - War Zone - 1

Tidsmæssigt befinder vi os i samme år, hvor Iron Man startede Marvels Cinematic Universe, men da filmselskabet Lionsgate ejede rettighederne til The Punisher, eksisterer karakteren ikke i førnævnte fælles filmunivers. Endnu! For rettighederne er efterfølgende kommet tilbage til Marvel Studios.

Punisher: War Zone starter med en hurtig forhistorie til nutiden, der fortælles via tegneserieruder. Den beretter om Frank Castles tragedie, hvor han i 2002 mistede sin kone, datter og søn. Der kommer dog også et flashback, men der er ikke tale om en traditionel oprindelseshistorie for en superhelt/antihelt.

I filmens nutid er vi fire år inde i selvtægtsmandens afstraffelse af byens mafiafamilier. Under en aktion kommer The Punisher til at slå en undercoverbetjent ihjel. Dette opdager han selv, og i stedet for, at nogen flår en familie fra en mand, som det skete med ham selv, flår The Punisher en far væk fra sin familie. Partneren til den dræbte politimand sætter jagten ind på The Punisher, og nok anser politiet ham for at være en trussel, men der er større trusler mod den nationale sikkerhed. Det er den omtalte partner dog ikke enig i.

Punisher - War Zone - 4

Allerede fra start får man en forsmag på den ultravoldelige og afstumpede vinkel, man har lagt på The Punisher. Han er en mand, der retter sin brækkede næse ud med en blyant. I rollen som The Punisher er Stevenson dog overbevisende som en hærget, livstræt mand, men man får ikke nogen yderligere indsigt i hans personlighed.

Foruden Stevenson i titelrollen, udfyldes de andre centrale roller af Billy Russoti, der bedre kendes som skurken Jigsaw (Dominic West), enken Angela Donatelli (Julie Benz) samt Linus Lieberman/Microchip (Wayne Knight), der har den tvivlsomme ære at bistå The Punisher i sin krig mod forbryderne. Her er det af relevans at dvæle ved de to førstnævnte skuespillere. Først Benz, som leverer en mindre troværdig skuespilpræstation, men hendes stærke bånd til den populære tv-serie Dexter, og nærværende films insisteren på brutal, grafisk vold, kan tænkes at have haft en indflydelse på castingen af Benz.

Det er en klassisk problemstilling, at en helt kun er så god, som den skurk han/hun overvinder, hvilket leder os til filmens hovedskurk, Jigsaw. I den rolle overspiller West i en sådan grad, at det får Nicolas Cage til at virke afbalanceret på sine værste dage. Bandt andet griner Jigsaw af sin egen ondskabsfuldhed og får hysteriske raserianfald som et overtræt barn. I bund og grund er Jigsaw som karakter skrevet særdeles klichéfyldt med dumsmarte replikker, og han viser ingen tegn på, hvorfor lige han er The Punishers nemesis. Derfor er han milevidt fra at være en værdig modstander til filmens antihelt. Det er symptomatisk, at skurken Billy Russoti/Jigsaw er medlem af en mafiafamilie med forbindelser til Italien: Der tales gebrokkent engelsk med tyk accent, krydret med klichér på italiensk.

Punisher - War Zone - 2

Ud over sine grineflip og hysteriske anfald, mindes publikum i tide og utide om Jigsaws tvivlsomme karakter igennem hele filmen. Generelt lider Punisher: War Zone af et stereotypt persongalleri med skurke og politibetjente, der er gennemført onde, og som har det helt fint med, at The Punisher rydder op i underverdenen. Hvis man i øvrigt manglede en rå kynisme i versionen fra 2004, så får man den i denne film. Dog glimrer systemkritikken, som vi kender den fra tegneserien, fortsat ved sit fravær, og det er kun i forbifarten, at vi sporer den. Ja, den drukner i skuddene, blodet og lyden af knasende knogler.

Derfor virker kritikken konstrueret, og den følelse er gennemgående trods filmens insisteren på sin egen råhed. Et eksempel herpå finder man eksempelvis, når The Punisher kun misser et skud og er uopmærksom, når det tjener plottet og fortællingen skal piskes fremad. Den rå fornemmelse skabes dog i farvernes blege mørke og bidrager til en kold stemning af en storby med mange dårligdomme. Helt i kontrast står de få, men stærkt sentimentale scener, og disse forstærker fornemmelsen af en konstrueret og derfor uvedkommende fortælling om sorg, afmagt og selvtægt.

I det færdige resultatet finder man antydningen af en til tider meget stemningsfyldt og intens film, der gør karakteren ære. Desværre hæmmes filmen af en hverken særlig original eller velfortalt historie, der befolkes af unuancerede karakterer, som enten er gennemført usympatiske, psykopatiske eller slet og ret mangler en personlighed. Punisher: War Zone skæmmes desuden af en unødvendig og til tider vulgær mængde vold og af replikker uden gennemslagskraft, originalitet og vid. Efter tre filmatiseringer kan man kun håbe på, at der snart kommer en film, som vil udfolde karakterens store potentiale. Eller en tv-serie, naturligvis.

 

Filmen er ude på dvd & Blu-ray fra Universal

Punisher - War Zone

This slideshow requires JavaScript.



Om skribenten

Peter Madsen
Som anmelder er jeg motiveret af at skrive, at formidle. Mest af alt fordi, jeg ikke kan lade være - hverken med at skrive eller at holde af film, tv-serier, litteratur og musik. Som anmelder tilstræber jeg at gøre læseren klogere ved at argumentere sagligt i en ellers ret subjektiv genre. Om en eller begge ambitioner bliver indfriet, overlader jeg til læseren at vurdere. Favoritgenrerne på film er sci-fi, action, fantasy og superhelte. Forfattere som jeg holder meget af er Philip K. Dick, Erich Maria Remarque og Haruki Murakami. Bøger som 1984 og Brave New World kan jeg blive ved med at genlæse.