Anmeldelse

imdb

2

6 år er lang tid i de fleste sammenhænge, og den offentlige hukommelse er som bekendt kort. Men før de strømlinede film begyndte at dukke op fra Marvel, som vi kender dem i dag, blev der faktisk produceret selvstændige film baseret på deres tegneserier.

Første gang var allerede i 1944, hvor Captain America dukkede op i den 244 minutter og 15 kapitler lange Captain America. Herefter fulgte den noget forhadte Howard the Duck i 1986, og vi skal faktisk helt frem til 1989, altså samme år som Tim Burton ledte DC’s Batman ind i den moderne filmverden, før en anden selvtægstmand fra Marvels bagkatalog dukkede op. Men så var det også tegneseriegigantens absolutte hævner, der gjorde sin entré: nemlig The Punisher, kendt i Danmark som Strafferen.

The Punisher er en desillusioneret, men handlekraftig og hævngerrig mand med et liv og et sind, der ligger i ruiner. Desværre tillod Marvel kun filmskaberne at anvende navnet The Punisher, hvilket blandt andet forklarer fraværet af det ikoniske kranie på hovedpersonens brystparti i filmen.

Selvom filmen har tilknytning til Marvel, så optræder Stan Lee ikke. Han er nemlig ikke skaberen af The Punisher, selvom Lee efter eget udsagn navngav antihelten. I stedet fungerede Lee som konsulent på filmatiseringen. Karakteren The Punisher er derimod skabt af Gerry Conway, Ross Andru og John Romita, Sr., og den gjorde første gang sin entre i 1974 hos Spider-Man.

punisher3-1024x487

Filmens budget var på beskedne ni millioner dollars, og til sammenligning havde den nævnte filmatisering af Batman et budget på 48 millioner dollars. I titelrollen hyrede man svenske Dolph Lundgren, født Hans Lundgren, der også gav Rocky Balboa kamp til strengen i Rocky IV (1985) som Ivan Drago, og som i 1987 spillede He-Man i Masters of the Universe.

Bag kameraet stod instruktøren Mark Goldblatt, som fik sin debut året før med Dead Heat (1988). Men ellers har Goldblatt overvejende gjort sig i redigering af andre instruktørers film. Her kan blandt andet nævnes James Camerons fantastiske Terminator 2: Judgment Day (1991), den stærkt underholdende The Last Boy Scout fra samme år og ikke mindst Rise of the Planet of the Apes (2011); den vellykkede genfortolkning af Pierre Boulles roman fra 1963, Planet of the Apes.

Forfatteren til The Punishers manuskript er Boaz Yakin. Han har også skrevet The Rookie (1990) med Clint Eastwood og Charlie Sheen: en film, der muligvis fik verdens bedste danske titel i form af Koldt bly og varme øretæver. Yakin fik også opgaven med at forfatte manuskriptet til den stort anlagte, men skuffende Prince of Persia: The Sands of Time (2010). Senest har forfatteren dog gjort sig mere positivt bemærket med Now You See Me (2013).

The Punisher åbner med en meget anvendt metode, der er designet til at fodre publikum med information: en nyhedsudseendelse. Her kortlægger nyhedsværten udviklingen i sagen om en mafiaboss og et drab på en familie for fem år siden. Den anklagede mand er netop blevet renset for mistanken for mordet på Frank Castle og hans familie. Herefter følger nyheden om en sortklædt selvtægtmand, kun kendt som The Punisher, der har dræbt 125 forbrydere på fem år. Scenen skifter til den frifundne mafiaboss, en mand på en motorcykel sætter i gang og så begynder selvtægten.

bike

Politiet har naturligvis en holdning til The Punisher: De fordømmer hans handlinger og afviser enhver teori om, at han i virkeligheden er Frank Castle. Politiets offentlige holdning deles dog ikke af Jake Berkowitz (troværdige Louis Gossett, Jr.). Han spiller en desillusioneret politimand, der gerne ser The Punisher rydde op, og som fuldt og fast tror på, at selvtægtmanden er Castle.

Modsat den mere konventionelle tilgang, byder filmen ikke på nogen oprindelseshistorie for The Punisher: Man får kun et kort oprids af Frank Castles fortid. Det er et tveægget sværd, at man slipper for den til tider træge omgang det kan være at starte fra nul, men samtidig mærker man ikke for alvor Castles sorg og tab: Det som sender manden mod afgrunden rent psykisk.

I rollen som The Punisher finder vi den knapt to meter høje, blonde Lundgren – nu farvet sorthåret med ditto, påmalede skægstubbe – der er sammenbidt uden det store ønske om at samtale. Lundgren besidder en fysisk tilstedeværelse og troværdighed kun få kan matche, men desværre har skuespiltalentet ikke samme overlegenhed. Alligevel formår Lundgren til en vis grad at skildre en af de mest dystre, hensynsløse superhelte/anti-helte, hvis livsgnist alene gløder for at straffe de skyldige, og sjældent har en skuespillers døde øjne været mere passende. Lundgren virker slet og ret som en livstræt, selvdestruktiv galning.

Filmen er karakteriseret ved en upoleret kameraføring, der vækker minder om Evil Dead (1981), og atmosfæren er, i lighed med titelrollens sorte tøj, beskidt. Desværre gør det karikerede persongalleri filmen til en noget triviel oplevelse, og generelt lider den under svagt skuespil. Det grelleste eksempel er Nancy Everhard som Samantha “Sam” Leary, der spiller en makker til Berkowitz samt den hollandske skuespiller Jeroen Krabbé i rollen som mafiaoverhovedet Gianni Franco. Stemningen bliver dog blødt lidt op af en vis humor, men The Punisher overlader heldigvis onliners til skurkene.

Hertil kommer, at når man befinder sig i en superheltefilm, så kræver det referencer. I den afdeling er The Punisher mindre subtil, hvor man i et flashback ser Frank Castles to døtre i pyjamasser med Spider-Man på. Det samme gør sig gældende, da vor antihelt, på spørgsmålet hvem der har sendt ham, svarer Batman. Sidst, men absolut ikke mindst, takker han en nedlagt skurk med ordene fra RoboCop (1987): Thank you for your cooperation.

Der hersker en rå realisme i filmen, hvilket står i stærk kontrast til de sløve, men alligevel overdramatiserede aktionscener. Det er derimod i Lundgrens kampscener, at filmen fungerer bedst: Det er brutalitet i en effektiv enkelhed. Dog ebber kampscenernes effektivitet ud i slutningen af filmen, og de bliver unødige lange og ulogiske. Det er desværre symptomatisk for filmen som helhed: De gode takter med mere dvælende scener i starten formår Goldblatt ikke at holde ved og udvikle, for når tempoet skrues i vejret, halter The Punisher via sin manglende dynamik. Det betyder også, at med en mere gennemtænkt historie, færre klichéer og mere konsistent indre logik var The Punisher sandsynligvis blevet mere end en kultfilm. Særligt slutningen trækker ned, da det tynde plot bliver forløst på en utilstrækkelig og forudsigelig facon.

Der er langt fra The Punisher og til nutidens superhelte i Marvels fælles filmunivers, Marvel Cinematic Universe, og det er ikke uproblematisk at bedømme en film så lang tid efter. Dette til trods, har The Punisher spændende, indledende elementer, men som filmen udvikler sig, efterlades man med en fornemmelse af en forbigået mulighed for at bringe karakteren Frank Castle til live på skærmen.

 

Filmen er ude på dvd & Blu-ray fra Atlantic Film

The Punisher - 1989 - dvd - Dolph Lundgren - Fiktion & Kultur



Om skribenten

Peter Madsen
Som anmelder er jeg motiveret af at skrive, at formidle. Mest af alt fordi, jeg ikke kan lade være - hverken med at skrive eller at holde af film, tv-serier, litteratur og musik. Som anmelder tilstræber jeg at gøre læseren klogere ved at argumentere sagligt i en ellers ret subjektiv genre. Om en eller begge ambitioner bliver indfriet, overlader jeg til læseren at vurdere. Favoritgenrerne på film er sci-fi, action, fantasy og superhelte. Forfattere som jeg holder meget af er Philip K. Dick, Erich Maria Remarque og Haruki Murakami. Bøger som 1984 og Brave New World kan jeg blive ved med at genlæse.