Anmeldelse

imdb

E

n klog mand har en gang sagt, at man ikke bør vurdere en film på baggrund af bogen, den bygger på. Det er et standpunkt, som det er svært at være uenig i … og det er jeg heller ikke. Det mest åbenlyse argument imod en sammenligning, er, at det er to ret forskellige, kunstneriske udtryk, der har hver sin styrker og svagheder. Dog er der en hårfin skillelinje mellem kreativ frihed i forbindelse med en bogs filmatisering og det at slagte en afholdt bog med en illoyal filmatisering.

For eksempel er filmatiseringen af Michael Crichtons bog Timeline et klokkeklart eksempel på illoyalt og dovent filmmageri. Samme kloge pointe kan laves om, at man ikke bør dømme en film på baggrund af dens tegneserie. Modsat bogen, befinder vi os dog her i en mere grålig zone, da tegneseriens visuelle udtryk i en vis grad minder om filmens. Der er stadig tale om forskellige udtryk, men ikke helt så forskellige som dem mellem bog og film. På samme måde er der forskel på kreativ frihed og illoyalitet over for kildematerialet i form af en tegneserie. Hertil kommer, at film og tegneserier i nyere tid har påvirket hinanden.

Et eksempel herpå finder man i den version af Nick Fury, vi kender fra flere af Marvels film. I tegneserien startede Fury som en karakter i Marvels Ultimate Universe, der er et alternativt univers hos Marvel, om man så må sige. Her var han ikke længere en hvid mand, men havde nu en fysisk fremtoning, der i høj grad var inspireret af skuespilleren Samuel L. Jackson. Senere takkede Jackson ja til at spille samme karakter på film. Så krydsfelterne mellem tegneserie og film syntes tættere end film og bøger.

The Punisher - 1 (9)

På tv-seriens område er sammenfaldet eksemplificeret ved tv-serien om præ-Batmans storby, Gotham. I serien følger man en karakter, Fish Mooney, der alene er skabt til tv-serien af samme navn, men som nu har fundet vej til tegneseriens Gotham. Min pointe? At jeg i denne anmeldelse blandt andet bedømmer en film-karakter på baggrund af karakterens ophav i tegneserien. Særligt når det gælder potentialet, både det forløste og uforløste.

Men hvorfor så lige lave den øvelse med The Punisher? Det gør jeg fordi, karakteren er en af de mere dystre og komplekse superhelte, eller rettere anti-helte, hos Marvel, da The Punisher gør, hvad ingen af Marvels mere familievenlige helte tør gøre: At slå sine fjender ihjel. Et af de mest interessante perspektiver ved karakteren er hans psykiske tilstand, der er skabt ud af en dyb, personlig tragedie. For nok skal superhelte have en ganske særlig mentalitet for at klæde sig ud og bedrive selvtægt, typisk på baggrund af et tab, men The Punisher er nærmere blevet symptomet på det samfund, der har skabt ham: Han forsøger at fordrive vold med mere vold. Heri er der et samfundskritisk potentiale indlejret i karakterens selvforstærkende handlinger, og filosofisk udgør han også et paradoks, hvis man skæver til filosoffen Martin Heidiggers eksistentialisme.

The Punisher er et menneske, der ved, at han skal dø og han ved, at hans handlinger ikke betyder noget i en større sammenhæng. Alligevel forfølger The Punisher sin mission om at rydde op i underverdenen. Fordi det er, hvad han har valgt at gøre. For når det etablerede system fejler, bevidst eller ubevidst, træder The Punisher til.

The Punisher - 1 (10)

I nærværende filmatisering kan man nu for første gang se det hvide kranie på The Punishers sorte brystparti. Det sker ikke færre end tredive år efter sin debut i en Spider-Man-tegneserie. Femten år tidligere lavede man en film med karakteren, hvor det var Dolph Lundgren, der spiller selvtægtsmanden. Men her havde Marvel kun givet filmskaberne lov til at bruge navnet og ikke meget andet. Lundgren fik farvet håret sort og påmalet skægstubbe, og således var Frank Castle alias The Punisher klar til sin filmdebut i 1989 med et budget på ni millioner dollars. I 2004 var tiden moden til at satse mere på en populær antihelt, og budgettet på 33 millioner dollars og mere kendte skuespillere vidner om intentionen fra Columbia Pictures, der på daværende tidspunkt havde rettighederne til The Punisher-karakteren.

Et af de generelle kritikpunkter, der blev hæftet på den første filmatisering med den sortklædte selvtægstmand var niveauet af skuespil. I den altdominerende rolle som Frank Castle alias The Punisher finder vi nu Thomas Jane. Hans cv består blandt andet af en mindre rolle i Terrence Malicks filmatisering af The Thin Red Line (1998), og to år efter spillede han sammen med to meget anerkendte skuespillere, Gene Hackman og Morgan Freeman i Under Suspicion (2000). Tre år efter arbejdede Jane igen sammen med Freeman i filmatiseringen af Stephen Kings Dreamcatcher (2003). Nå ja, og så spillede Jane desuden med i hajfilmen Deep Blue Sea fra 1999. Så Jane har den rette kombination af talent samtidig med, at han ikke er udpræget kendt. Over for sig har Jane en skuespiller, hvis stjerne nok er falmet, men John Travolta har dog stadig et navn blandt filmelskere.

Til at instruere filmen har man Jonathan Hensleigh, der får sin instruktørdebut med filmen. Tidligere har han dog fungeret som manuskriptforfatter til blandt andre The Young Indiana Jones Chronicles (1992), Jumanji (1995), Die Hard with a Vengeance (1995) The Saint (1997) og Armageddon (1998). Manuskriptet til The Punisher er skrevet i fællesskab med Jonathan Hensleigh og Michael France. Nu afdøde France (1962–2013) skrev blandt andet manuskripter til Cliffhanger (1993), James Bond-filmen GoldenEye (1995), Hulk (2003), og Fantastic Four (2005).

The Punisher - 1 (2)

Filmen åbner med en våbenhandel. Frank Castle (Thomas Jane) er gået undercover som Otto Krieg, en europæisk våbenhandler … og så ikke et ord om hvor mindre subtilt efternavnet er i tilknytning til dén profession. Midt i handlen ankommer politiet for at anholde mændene, Krieg gør forretning med. Politiet foregiver at skyde Krieg, men desværre går operationen galt, og en ung mand dør i skudvekslingen. Den døde er Robert Saint, der er søn af Howard Saint (John Travolta), der er en forbryderboss af de større. Nok er Otto Krieg død, men Howard Saint er ikke færdig med Frank Castle, der drager hjem til sin kone og søn for at starte på en frisk et nyt sted. Særligt er Howards kone, Lilly, et hævngerrigt menneske.

The Punisher er en klassisk fortælling om en superhelts fødsel, og i dette tilfælde er der tale om en oprindelseshistorie. Det er aldrig uproblematisk at starte helt fra begyndelsen, da man både skal tilgodese den del af publikum, som måske ikke er så bekendt med karakteren, og samtidig belønne karakterens fans ved at nå blot tilnærmelsesvist i dybden med The Punisher.

Hensleigh tager sig tid med at fortælle sin historie; en fortælling om en knust mand, der har erklæret krig mod den kriminelle underverden efter retssystemet har fejlet. Man får en god forståelse af hovedpersonens tab, og i glimt aner vi også Castles menneskelighed, der bliver revet væk fra ham. Vel nok lidt idyllisk skildret, men kontrasten mellem Castle og hans nye alias The Punisher træder dog frem. Her formidler Jane vreden og sorgen hos The Punisher, men ikke helt med den råhed, karakteren i høj grad besidder. Og så er vreden alene rettet mod de ansvarlige for hans egen tragedie og ikke mod samfundets bærme som helhed.

The Punisher - 1 (5)

I rollen som Howard Saint er Travolta fin, og han er overbevisende som den sørgende far og det kontrollerende og iskolde forbryderoverhoved. Man ved aldrig helt hvor man har ham, og det giver filmen en nerve. Sammen med sin sadistiske højre hånd, Quentin Glass (Will Patton), får The Punisher et værdigt modspil.

Den første time, ud af de i alt to timer, filmen varer, er den mest velfungerende. Herefter får man ikke nok ud af transformationen fra Frank Castle til The Punisher. Værst er en kampscene med en karikeret skurk, som selv Joel Schumachers Batman ville være flov over. Scenen, der er en hyldest til tegneserien, bliver ufrivilligt komisk, da den bryder med filmens overliggende, seriøse tone … og så trækkes slåskampen alt for langt ud og er helt igennem unødvendig for filmen, og tjener intet andet formål end at få plotte til at glide fremad. Noget som kunne gøres væsentligt mere elegant. Nok er tonen alvorlig, men humoren er repræsenteret velplacerede steder og er typisk underspillet, særligt fra Thomas Jane. Helt i kontrast til alvoren, eller måske i forlængelsen af den, står de til tider melodramatiske, menneskelige relationer, hvor der smøres tykt på, når personerne skal tilkendegive deres sindstilstande.

Sine fejl til trods, specielt fraværet af det samfundskritiske perspektiv, er The Punisher stadig en god film. Det er bare ikke den film, som forløser potentialet for karakterens overførsel fra tegneserie til film.

Hvis man er interesseret, så kan man nedenunder se den uofficielle kortfilm Dirty Laundry, der er Thomas Janes afsked med sin rolle som The Punisher.

 

Filmen er ude på dvd & Blu-ray fra Sony Pictures Home Entertainment

The Punisher: Dirty Laundry

The Punisher - 1 (4)

This slideshow requires JavaScript.



Om skribenten

Peter Madsen
Som anmelder er jeg motiveret af at skrive, at formidle. Mest af alt fordi, jeg ikke kan lade være - hverken med at skrive eller at holde af film, tv-serier, litteratur og musik. Som anmelder tilstræber jeg at gøre læseren klogere ved at argumentere sagligt i en ellers ret subjektiv genre. Om en eller begge ambitioner bliver indfriet, overlader jeg til læseren at vurdere. Favoritgenrerne på film er sci-fi, action, fantasy og superhelte. Forfattere som jeg holder meget af er Philip K. Dick, Erich Maria Remarque og Haruki Murakami. Bøger som 1984 og Brave New World kan jeg blive ved med at genlæse.