Anmeldelse

D

a legetøjet Action Force var på markedet i 1980’erne, og da der blev introduceret en tegneserie til at understøtte salgstallene, var jeg en trofast forbruger af begge dele. For de der ikke kender legetøjet, så er der tale om actionfigurer med millitær- og kampsportsbaggrund,  der er opdelt i de gode helte og de onde skurke i en uskøn, men herresej pærevælling. Så da jeg i sin tid hørte, at der kom en Action Force-film, var jeg naturligvis nostalgisk begejstret. Den første udkom tilbage i 2009 G.I. Joe: The Rise of Cobra og havde et potent budget på 175 millioner dollars og et par gode skuespillere, som f.eks. Joseph Gordon-Levitt, Christopher Eccleston samt en personlig favorit i form af Dennis Quaid (Enemy Mine fra 1985).

Jeg nærede ingen forhåbning om, at denne filmatisering kunne konkurrere om hverken palmer eller en bjørn lavet af guld. Til trods for dette, var G.I. Joe: The Rise of Cobra en gedigen skuffelse. Så da en fortsættelse blev annonceret, var jeg mere skeptisk – og så alligevel ikke. For der hersker en vis lommefilosofisk konsensus om, at de eneste fejl man bør fortryde, er dem man ikke lærer af. Som f.eks. castingen af en særdeles belastende Marlon Wayans som Ripcord i den første film. Selv fortsættelsen til den ellers uhyre tamme Fantastic Four fra 2005 var marginalt bedre end første installation. Den korte version er, at folkene bag G.I. Joe ikke har lært noget som helst. De er nærmere blevet overbevist om deres fejls ufejlbarlighed. Resultatet er larmende, uengageret og endimensionelt. Herefter følger den lange version.

G.I. Joe Retaliation - 7

G.I. Joe: Retaliation åbner ved at vise, hvordan disse Joes er én knytnæve. En fantastisk metafor for en holdindsats: Alene brækker man blot fingeren, men sammen lægger man modstanderen ned. Uvidende om første films afslutning, hvor den amerikanske præsident er blevet kidnappet og erstattet af en af Cobras egne mænd i forklædning, fortsætter vore Joes deres missioner. Cobra er den mest ondskabsfulde organisation på jord, der kun vil nøjes med verdensherredømmet, og har Cobra Commandor i spidsen. Den falske præsident lokker vore helte i et baghold for at udrydde dem totalt og forklarer tilintetgørelsen med, at G.I. Joes er terrorister. Herefter går den vilde jagt på at få sat tingene på plads igen.

Instruktøren Jon M. Chu, hvis CV blandt andet indeholder Justin Bieber: Never Say Never (2011), Step Up 3D (2010) og Step Up 2 the Streets (2008), er af uransagelige årsager blevet hyret til at styre løjerne på en actionfilm med et budget på 130 millioner dollars. Rygterne går på, at Chu blev opdaget af Steven Spielberg. Men som seneste Indiana Jones-eventyr vidner om, så er ingen perfekte. Filmens manuskript er udarbejdet af Paul Wernick og Rhett Reese, kendt for den fremragende Zombieland (2009). Det kan derfor undre, hvad Wernick og Reese har tænkt under den kreative skriveproces: Eller om de overhovedet har udøvet denne mentale praksis.

G.I. Joe Retaliation - 5

Ingen som har set blot 30 sekunder af G.I. Joe: Retaliation er i tvivl om, at vi har med en actionfilm at gøre. Disse er sjældent filosofiske, underfundige eller på anden vis dybe. De skal underholde og sørge for at tilskuerne glemmer hverdagens mindre kulørte elementer. Derfor er det ekstra problematisk, til trods for et højt drabstal, at G.I. Joe: Retaliation er dræbende kedelig. Actionsekvenserne er habile nok, men når persongalleriet er uengageret skrevet og har samme dybde som en kontaktlinse, så hepper man ikke på vore helte. Ej heller er man synderligt interesseret i om, skurkene lykkedes med deres modbydelige forehavende. Dialogen er påtaget komisk, hvilket gør den usjov. På samme måde er filmen fyldt af tamme popkulturelle referencer for at lette den tunge stemning. Det virker heller ikke. Luften er stadig tung af testosteron, og kuglerne flyver hurtigere end det menneskelige øje kan følge med – hjerne og interesse er nu helt og aldeles frakoblet.

Som tidligere nævnt, så er et af filmens helt store problemer persongalleriet. Derfor bliver nogle af filmens karakterer fremhævet nedenfor i en række særlige nomineringer, og vi begynder med ham på billedet.

G.I. Joe Retaliation - 3

I kategorien Stereotyp 80’er-helt nomineres Dwayne Johnson. Han er vel nok filmens hovedperson, og er lige dele komiker og selvhøjtidelig patriot som Roadblock. Hvad end han gør, så gør han det for fællesskabet, familien og USA. Hvis skuespilleren igennem sin filmkarriere har prøvet at krænge tilnavnet The Rock af sig,  så klæber dette til ham i denne film.

I kategorien Stereotyp 80’er-skurk finder vi Ray Stevenson som håndlangeren Firefly, skurkemodstykket til Dwayne Johnsons helt. Han fortjener at blive fremhævet som alt det, der er galt med filmen: Han er endimensionel og leverer såvel platte kommentarer som overgearet skuespil.

I kategorien Klichefyldt gammelmandshelt finder den rutinerede Bruce Willies, der er blevet hyret til en hurtig tjans for at lokke lidt ekstra publikum i biografen. Willis spiller Joe Colton, den originale Joe, der er en parodi på en pensioneret actionhelt med køkkenskabe fyldt af våben. Denne type rolle virker til at være Willis’ eneste tilbud (for yderligere bevisførelse se seneste Die Hard og RED). 

I kategorien Det kan David Hasslehoff gøre bedre bliver en helt særlig karakter nomineret: rapperen RZA fra Wu-Tang Clan. Han giver den som ninjamesteren Blind Master. I denne rolle viser RZA sit utrolige bundniveau som skuespiller, hvor han fremstår som en selvhøjtidelig folkeskoleelev, der også har skrevet sine egne replikker. Disse bliver afleveret med den tykkeste, mest horrible og særdeles fornærmende asiatiske accent. Og så er der en make-up-artist som burde fyres for skuespillerens kiksede øjenbryn, der har en størrelse som kunne retfærdiggøre en selvstændig nævnelse på rulleteksterne.

I kategorien Den personlighedsløse helt, der afslutter rækken af nomineringer, finder vi D.J. Cotrona – ingen over, ingen ved siden af. Han spiller Flint, der er lidt af en papskive og vel nok den mest ligegyldige filmhelt længe.

G.I. Joe Retaliation - 2

Tilbage sidder man med en benhård opvågning. Hvis den første film om G.I. Joes markerede, at der ikke findes en returbillet til barndommen, så markerer denne fortsættelse en symbolsk gravsten for selvsamme barndom.

Filmen får bundkarakter … samt en fuckfinger til folkene bag.

 

Filmen er ude på dvd og Blu-ray fra Paramount Home Entertainement



Om skribenten

Peter Madsen
Som anmelder er jeg motiveret af at skrive, at formidle. Mest af alt fordi, jeg ikke kan lade være - hverken med at skrive eller at holde af film, tv-serier, litteratur og musik. Som anmelder tilstræber jeg at gøre læseren klogere ved at argumentere sagligt i en ellers ret subjektiv genre. Om en eller begge ambitioner bliver indfriet, overlader jeg til læseren at vurdere. Favoritgenrerne på film er sci-fi, action, fantasy og superhelte. Forfattere som jeg holder meget af er Philip K. Dick, Erich Maria Remarque og Haruki Murakami. Bøger som 1984 og Brave New World kan jeg blive ved med at genlæse.