Anmeldelse

É

n af glæderne ved Blu-ray (og der er mange, hvis man er filmelsker) er, at filmselskaberne støver deres klassikere af og relancerer dem i lækker HD i super billed- og lydkvalitet. Nu er turen kommet til Grease, der fra Paramount Pictures lanceres i en delikat Rockin’ Edition med et sandt overflødighedshorn af ekstramateriale.

Randal Kleiser skabte i 1978 én af filmhistoriens mest markante musicals, da han parrede John Travolta og Olivia Newton-John i den eros-glødende Grease. Fire år efter gik der grus i Grease-maskineriet, da Patricia Birch (der var koreograf på den originale) forsøgte at holde liv i universet med Grease 2, hvor det nye turteldue-par blev spillet af Maxwell Caulfield og Michelle Pfeiffer. Det var en udpræget fiasko!

Grease - 2

Men tilbage til Grease, tilbage til 50’erne, til Danny og Sandy og til T-birds og Pink Ladys,  hvor humor, kærlighed, charme og lækker musik holder én fanget i 110 rytmiske minutter.

Vi er i 50’erne på Rydell High, hvor en ung australier (Olivia Newton-John) er faldet hovedkulds for skolens hjerteknuser numero uno, Danny Zuko (John Travolta). Sandy er en ægte lillepige – hun er naboens uskyldige strutskørtsdatter – der er faldet for den rå gadedreng. Hun er den kommende Pink Lady, hvis hjerte en varm sommerdag er smeltet i hænderne på Danny. Han er mr. T-bird himself, der er mindst ligeså hårdt ramt af Amors pile, men som forsøger – for at opretholde den nonchalante brylcreme-attitude overfor gutterne – at virke ligeglad med Sandy, der (som hun synger i sin serenade) er Hopelessly Devoted to You.

Grease-5

For det forelskede par var det nogle dejlige Summer nights, men nu er ferien slut. Danny skal falde tilbage i karakter, han kan ikke tillade sig at være blød om hjertet og kaste sig ud i kærlighedens californiske bølger, men må forsøge at opretholde sin status som den rå leder af de bilgejle T-birds. Det bringer naturligvis en del problemer og forviklinger med sig, der først til slut redes ud, da den uskyldige Sandy forvandler sig til en lak- og læderklædt Pink Lady.

Grease er spækket med lækre rytmer, med klassiske numre. Ikke kun John Travolta og Olivia Newton-John brillerer med sange som You’re the One that I Want og Greased Lightning, men også Stockard Channing (der spiller den coole, men også følsomme Betty Rizzo) leverer en smuk og melankolsk præstation med There Are Worse Things I Could Do.

Grease - 1

Det hele går op i en højere enhed i Grease. Historien er ikke dyb, men den er hjertevarm og eksekveres elegant på alle fronter. Skuespillet – og i den grad samspillet – er ekstraordinært. Instruktionen, musikken og de sjove, charmerende og finurlige karakterer er vidunderlige. Ikke mindst den eminente, animerede intro får smilebåndene til at løfte sig. Grease er en film, man bliver glad af at se. Grease er en film, der med rette er blevet indlemmet i filmhistorien.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har set Grease, men det er mange. Og med denne Blu-ray-udgave af musical-klassikeren har Paramount Pictures lanceret den ultimative måde at opleve (eller genopleve) filmen på. Så hvis du vil et smut til Rydell High, hvis du vil møde Danny, Sandy, Rizzo, Frenchy og Principal McGee, så er dette den absolut bedste måde at gøre det på.

 

Filmen er ude på dvd og Blu-ray fra Paramount Home Entertainment

Grease - poster



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.