Anmeldelse

E

fter det amerikanske tegneserieselskab Marvel åbnede op for filmatiseringer fra deres enorme skattekiste med bl.a. X-Men, Spider-Man, Daredevil, HulkIron Man, Thor og senest Captain America, har også konkurrenten DC Comics åbnet for posen. De mest kendte superhelte fra dette univers er Superman og Batman. Sidstnævnte havde hovedrollen i den første filmatisering i DC Comicis-regi tilbage i 1966. Faktisk skulle man vente helt til 2004, før man satsede stort på en anden superhelt end Superman eller Batman.  Og så var det sågar en kvindelig en af slagsen i form af Catwoman.

I slipstrømmen af Christopher Nolans revitalisering af Flagermusen, er DC Comics nu igen klar med en ny superhelt: Green Lantern.  Denne grønklædte helt gjorde sin entré tilbage i 1940, men har ventet 71 år, før den blev til en biograffilm. Bag kameraet finder man Martin Campbell: Instruktøren, der sparkede nyt liv i James Bond med Casino Royale (2006). Iklædt spandex, og lavet af ren energi, står vor helt Green Lantern a.k.a. Hal Jordan, i skikkelse af Ryan Reynolds. 

Green Lantern - 5

Filmen starter med en kort genfortælling af, hvordan Green Lantern-korpset blev skabt. Dette intergalaktiske korps fungerer kort fortalt som universets politi, bestående af væsner fra forskellige planeter, af meget varierende størrelse og udseende. Hver af de 3,600 Green Lanterns bærer en ring, der får sin kraft af sin ejermands viljestyrke og frygtløshed, hvor grænsen for hvilke konstruktioner, som kraftringen kan skabe, begrænses af bærerens fantasi.

Den grønne farve stammer fra viljestyrkens essens, modsat frygtens farve, gul. Den sidstnævnte kraft spiller en betydelig rolle i det univers, som Green Lantern befinder sig i. Et væsen, der lever af andres frygt, Parallax, formår at besejre en af de dygtigste Green Lanterns, Abin Sur. Men før han udånder, beder han sin ring om at vælge sin afløser. Valget af den næste Green Lantern falder for første gang i korpsets historie på et menneske. Hal Jordan. Udover det ansvar, som ringen medfører, får Hal Jordan mere at tænke på, da Parallax ønsker at udslette Abin Surs efterfølger.

Green Lantern er som superhelt klart en af de mest sci-fi-prægede af slagsen, hvilket sætter høje krav til filmskaberen, skuespillerne og ikke mindst publikum. Med elementer som rumvæsner og ujordiske kraftringe, er tidens trend med at gøre superhelte mere realistiske og dystre kastet overbord. I stedet har man fantasifulde skabninger, kreative konstruktioner og en legesyg helt i centrum. Dialogen er som hentet fra en tegneserie, men karaktererne er dog ikke papirtynde alligevel og Ryan Reynolds gør det glimrende som den kække og frygtløse Hal Jordan. Af andre skuespillere, kan Blake Lively som heltens kærlighedsinteresse nævnes. Hun spiller rollen som Carol Ferris ganske fint, der både indebærer at være ambitiøs på Jordans vegne og frustreret på samme tid. Filmens menneskelige skurk spilles af Peter Sarsgaard, og hans indestængte vrede er et velfungerende modstykke til vor helts ubekymrede livsstil.

Nuvel, filmen kommer ikke op på den nye Batmans niveau, men mindre kan også gøre det. Med Green Lantern får man i høj grad hvad man kommer efter: En dynamisk historie, en helt der skal finde sig selv og effekter i en fin, lind strøm. Underholdningen er på plads og første film om en superhelt etablerer typisk heltens fremkomst. Udfordringen er derfor at finde en balance mellem at præsentere helten og universet, samtidig med at man skaber en interessant historie som rammerne for heltens univers kan rumme. Som f.eks. trilogien om X-Men, hvor nummer to film tog publikum med storm. Det er derfor mit håb, at Reynolds igen får lov til at spænde sin spandex, påføre sig den grønne ring og virkelig vise, hvilken grøn energi han er lavet.

 

Filmen er ude på dvd & Blu-ray fra Warner Home Entertainment



Om skribenten

Peter Madsen
Som anmelder er jeg motiveret af at skrive, at formidle. Mest af alt fordi, jeg ikke kan lade være - hverken med at skrive eller at holde af film, tv-serier, litteratur og musik. Som anmelder tilstræber jeg at gøre læseren klogere ved at argumentere sagligt i en ellers ret subjektiv genre. Om en eller begge ambitioner bliver indfriet, overlader jeg til læseren at vurdere. Favoritgenrerne på film er sci-fi, action, fantasy og superhelte. Forfattere som jeg holder meget af er Philip K. Dick, Erich Maria Remarque og Haruki Murakami. Bøger som 1984 og Brave New World kan jeg blive ved med at genlæse.