Anmeldelse

imdb

D

et er igen blevet tid til at mødes med en god, gammel bekendt: Michael Myers er tilbage! 

Jeg var otte år gammel, da jeg for alvor blev skambidt af en sejlivet filmbacille, og jeg har været uhelbredeligt syg lige siden! Det var i 1984, at jeg første gang løb spidsrod med Michael Myers i Haddonfield, hvilket (Gud forbyde det) i dag virker som en evighed siden.

Blandt de film, jeg med øjne store som tekopper dengang lidenskabeligt slugte, og som stadig står levende og lystigt flimrende for min nethinde, finder man Alfred Hitchcocks Psycho, Tobe Hoopers Poltergeist, Franklin J. Shaffners Planet of the Apes, Steven Spielbergs Raiders of the Lost Ark, George Lucas’ Star Wars og Joe Dantes Gremlins. Men det er – surprise, surprise – John Carpenters filmmytologisk sagnomspundne mesterværk Halloween fra 1978, jeg nok flest gange er dykket ned i (sammen med Spielbergs Jaws, der egner sig fortrinligt at dykke med). Det er alle film, der nok ikke vil blive betegnet som sund kost for en petit knægt på sølle otte somre!

Men i 2007 – næsten tredive år efter den første så biografens mørke – er det altså igen blevet tid til at genfortælle historien (hvilket ellers er blevet gjort i talrige efterfølgere) om den maskerede Michael Myers og dennes bersærkergang i ligustervængebyen Haddonfield.  Det er Rob Zombie, der står bag moderniseringen af myten Myers. Han er instruktøren, som er kendt for (nogle vil mene berygtet, det afhænger af segmentet, man spørger) kultfilmene House of 1000 Copses (2003) og The Devil’s Rejects (2005).

Halloween

Filmen fik ikke just en blid medfart, da den sidste år blev kastet ud til de frådende filmkritikere, der bed den i stykker luns for luns. Her må man dog huske på, at det heller ikke var alle kritikere, der i 1978 fandt Carpenters originale slasher for genial filmkunst – Roger Ebert undtaget. Men lad os i det følgende se nærmere på, hvad Zombies remake er for en størrelse.

Lad mig i øvrigt præcisere, at jeg tilhører skaren af fans, der med jævne mellemrum vender tilbage til John Carpenters klassiker. Så jeg kan ikke nøgternt plædere for at være udpræget objektivt indstillet – det stiller min passion for Carpenters original sig måske en smule i vejen for. I øvrigt har jeg valgt at se filmen som et selvstændigt bidrag til myten om Myers, og IKKE som det unødige påhæng, den af mange andre kritikere før mig er blevet afskrevet som.

Vi lever i en tid, hvor der som aldrig før genindspilles. Hollywood genindspiller sig selv med en rivende fart og indkøber også udenlandske film, der omsættes til amerikanske filmnarrativer. Dette bliver af nogle opfattet som mangel på idérigdom, hvilket det muligvis også er i nogle tilfælde. Men genindspilning eller ej, så har en film altid krav på at blive behandlet som et selvstændigt produkt, der fortæller en selvstændig historie.

Der er flere fornøjeligheder ved den nye udgave af Halloween. Blandt andet gør Danielle Harris sin entré i rollen som Annie Brackett. Den årvågne Halloween-fan vil vide, at hun tilbage i 1988 og 1989 spillede hovedrollen som Jamie Lloyd Carruthers i Dwight H. Littles Halloween 4: The Return of Michel Myers og i Dominique Othenin-Girards Halloween 5. Nu er hun så tilbage i seriens niende kapitel i en rolle, der oprindeligt blev varetaget af Nancy Kyes. Ligeledes er det igen John Carpenters myrekrybende score, der høres som det underliggende lydbillede, når mr. Myers dukker op med en kokkekniv, der får Crocodile Dundees dolk til at ligne en schweizerkniv i miniatureudgave.

Halloween

Filmen er ikke en stringent take by take-genindspilning, der kopieres scene for scene, som det f.eks. var tilfældet med Gus van Sants kritikerudskældte Psycho fra 1998. Mange scener er udeladt, andre er udvidet, og filmen fungerer for så vidt på sine egne (om end ret forudsigelige) præmisser. Og hvilke præmisser er disse, vil man som reflekterende filmkonsument spørge sig selv om?

Jo, at udforske roden til en ondskab, der i sin tilsynekomst er så brutal og umenneskelig, at vi for at forstå ondskaben bliver nødt til at hente hjælp i først psykologien og senere – når den første viser sig ikke at kunne slå til – parapsykologien.  Først er det en sørgelig barndom i et miserabelt miljø, der afstedkommer ondskaben, senere er det djævlen selv, der har gjort krav på Michaels mørke sjæl.

For som den kære Loomis siger, så er The darkest souls not those which choose to exist within the hell of the abyss, but those which choose to move silently among us. Michael lader sig ikke – som vi ved fra de otte tidligere film – binde til helvede, men driver om på Jorden i en evig jagt på uskyldige ofre.

Rob Zombie har valgt at lade den første time af filmen centrere sig omkring en tilbundsgående afdækning af den triste barndom, der blev Michael Meyers til del. En barndom, hvor en prostitueret strippermor og en afdanket trailer trash-type af en stedfar med evig vold i såvel blikket som munden tegner billedet af et psykisk usundt miljø, der er med til at skabe et maskeret monster med hang til knive og andre brugbare slice and dice-redskaber.

Halloween

Det er denne psykologiske arv og miljø-tilgang, der er med til at berøve filmen den aura af mystik, som man finder repræsenteret hos originalen. Hos Carpenter træder ondskaben ud af et mørkt intet – ud af intet er ondskaben skabt – men i Zombies film forankres den tidligere mytologiske ondskab i et fortænkt, psykosocialrealistisk miljø, hvor man har gjort et barn fortræd.  Dette betyder, at filmen frarøves sin mytologi.

For det er netop fraværet af det psykologisk forklarende element, der bevirker, at den originale Halloween går under huden og bider sig fast. Rob Zombies udgave fremstår “blot” som et studie i miljøskabt ondskab, der visualiseres via den sadisme, man støder på i filmens udpenslede lemlæstelses-, voldtægts- og drabsscener.

For ikke kun forklarer filmen i utvetydige termer, hvorfor Michael Meyers er ond, den finder det endog nødvendigt verbalt at konkretisere, hvorfor ondskaben bærer maske. Det sker via en voice over, der leveres af psykologen Dr. Samuel Loomis (Malcolm McDowell), imens vi i sort hvide billeder ser en apatisk Michael Myers iført en selvkonstrueret maske. Der er – med andre ord – ikke overladt meget til fantasien i Zombies genindspilning.

Den lille Michael indleder da også – vanen tro – sin karriere som bestialsk seriemorder ved at fravriste sagesløse dyr deres liv, hvilket en scene med en rotte ganske tydeligt – og blodigt – slår fast. Efterfølgende roder den vordende psykopat sig udi skærmydsler på sin skole, der betyder, at skoleinspektøren må tilkalde den hårdt prøvede mor. Her afsløres det, at Michael render rundt med en død kat i sin skoletaske samt et ikke ubetydeligt antal polaroidfotografier af døde, lemlæstede dyr. Fotografier, der afføder denne kommentar fra Michaels mor: Are you saying Michael did this? Michael loves animals! Hun er givetvis ikke i tråd med sønnens gøren og laden, hvilket senere vil vise sig at blive skæbnesvangert!

Halloween

Det er da i øvrigt også nærmere reglen end undtagelsen, at slasherfilm indlemmer brugen af døde dyr som en fast del af filminteriøret. Bemærk i denne henseende alt det livløse road kill, man støder på i de forskellige film i The Texas Chain Saw Massacre-serien. De benyttes som en visuel forsmag på den senere død, tortur og blodige voldsrus, vi ikke blot forventer at finde, men som vi også ser frem til i sådanne film.

Zombies remake har givetvis sine mangler, der bl.a. kommer til udtryk via de yngre skuespillere, der (naturligvis) er marionetter på en scene, hvor mord og død bliver iscenesat brutalt og blodigt på bekostning af handling og dialog. Danielle Harris har således begrænsede evner som skuespiller, hvilket nok også kan siges om filmens hovedkarakter (Laurie Strode), der spilles af Scout Taylor-Compton – hun er ikke en Jamie Lee Curtis, desværre! Det er ligeledes irriterende, at man er forfaldet til at pådutte Laurie Strode et par briller, da dette ydermere er med til med solide syvtommersøm at slå fast, at hun er en aseksuel bogorm, der som det eneste hunkønsvæsen overlever mareridtet på grund af sin erotiske afholdenhed. Filmens blodige slutscene symboliserer dog ganske visuelt, at hun mister sin mødom.

Men selvom filmen er usammenhængende og mangler den dystre dynamik, der spores i Carpenters, så er der stadig elementer, der gør den seværdig inden for sin genre. Der er blandt andet nogle ganske overraskende choksekvenser, der selv kom bag på undertegnede, der ellers ad åre har udviklet en hård hud på nethinderne. Så disse kan man jo – om ikke andet – se frem til.

Ligeledes er filmen et langt mere brutalt voldsorgie end den originale. Ja, Carpenters er i den henseende relativt nøgtern og ekstremt fattig på blod. Michael Myers er også vokset med årene, og han spilles nu af den hærdebrede Tyler Mane, der udover hvervet som skuespiller også ernærer sig som professionel wrestler. Det afstedkommer naturligvis nogle mere actionprægede scener, der drager nytte af skuespillerens korpulente fysik. Blandt det øvrige cast bør nævnes Brad Dourif i rollen som Sheriff Lee Brackett, Udi Kier som Morgan Walker, Danny Trejo som Ismael Cruz og Dee Wallace som Cynthia Strode.

Så hvis man vil underholdes med gys og blod, så er Zombies Halloween en udmærket film at se en sen aften med lyset slukket. Men lov mig, at I først ser Carpenters udgave – det er den, der vil bestå!

 

Filmen er ude på dvd fra Nordisk Film

halloween2007poster



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.