Anmeldelse

imdb

E

gentligt har Sir Alfred Hitchcock, én af filmhistoriens største og mest betydningsfulde instruktører, krav på at få sin livshistorie fortalt i føljetonens eller, i det mindste, miniseriens episke format. Og det må i den forbindelse gerne være kabelnetværket HBO, der stiller de kreative bagmænd og kapitalen til rådighed for projektet. Blot et fromt ønske fra en beundrer af The Master of Suspense.

Men mindre kan naturligvis også gøre det, og debutant-instruktøren Sacha Gervasi har med det biografiske drama Hitchcock (2012), der skildrer tilblivelsen af Psycho (1960), på blot 98 minutter formået at give et fint portræt af Alfred Hitchcock og processen bag én af filmhistoriens største gysere.

Det er en anden Sir, nemlig Anthony Hopkins, der ganske morsomt også deler initialer med den portrætterede thriller-instruktør, som med stort nærvær skildrer Hitchcocks neurotiske forhold til såvel sine leading ladies som til sin kone, Alma Reville (Helen Mirren). Hopkins har med omhu tilegnet sig Hitchcocks drævende diktion, og makeupartisterne har med stor overbevisning forvandlet Hopkins til en noget nær tro kopi af thriller-auteuren. Det er da heller ikke ufortjent, at Hitchcock netop blev nomineret til en Oscar i kategorien Best Achievement in Makeup and Hairstyling. En Oscar, der dog gik til Tom Hoopers Les Miserables.

Hitchcock

Hitchcock åbner med en morsom sekvens, der på én og samme tid refererer til såvel Psycho som til instruktørens tv-serie, Alfred Hitchcock Presents (1955-1965). Herfra springer filmen til 1959 og premieren på Hitchcocks North by Northwest, hvor en journalist antyder, at Hitchcock burde overveje at stoppe, mens legen er god, at han burde lade sig pensionere. Dette huer ikke mesterinstruktøren, der fluks sætter alt ind på at finde den næste film, det næste projekt. Og her falder valget på Robert Blochs roman Psycho, der bygger på den nekrofile morder Ed Gein og dennes usømmelige omgang med døde kvinder. Ikke just et valg, der bifaldes af flertallet, men filmen viser sig ikke desto mindre at blive en dundrende succes.

Gervasi har, samtidig med, at han fortæller historien om Psycho, valgt at have fokus på ægteparret Hitchcocks ægteskabelige forhold. Et forhold, der var spændt til bristepunktet grundet Hitchcocks jalousi, hans sygelige fascination af de blonde skønheder, de galoperende mindreværdskomplekser, han var offer for og led under, samt overdyrkelsen af sit eget ego. Det er et intimt og følsomt indblik i instruktørens sjæleliv, der åbnes op for, men Gervasi gør det på en nænsom og smagfuld måde, der ikke udstiller Hitchcock som et seksuelt rovdyr, en overvægtig og slesk libertiner. Gervasi holder sig hele tiden på den sobre side af biografien, og får tegnet et trofast portræt af en mand, der led under og sled med en lang række neuroser.

Hitchcock (2)

Filmen slutter med en fin reference til Hitchcocks næste film, The Birds fra 1963. Og hvis man gerne vil have en mere radikal fortolkning af den britiske mesterinstruktør og dennes væremåde overfor sine blonde skønheder, så skal man se Julian Jarrolds The Girl – også fra 2012 – der stævner ud, hvor Hitchcock lægger til kaj. Filmen, der i øvrigt ér produceret af HBO, tager afsæt i forholdet mellem Tippi Hedren og Hitchcock under indspilningerne til The Birds, og fremstiller Hitchcock som perverteret og ondskabsfuld. En fremstilling, der efterfølgende er blevet kritiseret af blandt andre Doris Day og Kim Novak. Filmen, der bygger på Hitchcock-kenderen Donald Spotos bog Spellbound by Beauty: Alfred Hitchcock and His Leading Ladies, der igen blandt andet bygger på interviews med Tippi Hedren, skal især ses for Toby Jones’ dæmoniske portrættering af The Master of Suspense samt Imelda Stauntons portræt af Alma, der er noget nærmere the real thing end Helen Mirrens ellers fine portræt.

 

Biografanmeldelse

Hitchcock - 1



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.