Anmeldelse

H

itman er en veritabel tour de force i artistisk orkestreret action. Action, der mest af alt fungerer som dække for et ringe plot og en ditto elendig instruktion.

I dag har computerspilsindustrien for længst overhalet filmindustrien indenom med 100 km i timen. Så når en succes melder sig på computerspilsfronten, så er det selvskrevet, at spillet konverteres til film – det er der penge i, mange penge! Film som f.eks. Tomb Raider, Resident Evil og Doom er alle født som computerspil, førend de blev transformeret til mere eller mindre seværdige spillefilm. Derfor var Hitman naturligvis prædestineret til at tage springet fra computerspil til biograflærred, da succesen omkring den skaldede lejemorder blev en realitet. Desværre må man konstatere, at ej heller Hitman skulle være den første computerspilsfilmatisering, der leverede et blot nogenlunde filmisk produkt!

Hitman (1)

Filmens indledning, der mest af alt minder om et minutiøst og detaljeret rip-off fra introscenen til James Camerons Fox-serie Dark Angel, introducerer skabelsen af de genetiske lejemordere, der får tatoveret en stregkode i nakken af deres skaldede isser. Man skulle mene, at netop skaldede mænd i sorte jakkesæt med en stregkode i nakken på sigt ville kompromittere deres status som lejemordere – med et sådant outfit skiller man sig trods alt ud fra mængden!

Der er egentlig ingen grund til at misbruge ord på at skildre filmens plot, da det er sørgeligt fraværende og det primært drejer sig om – som i computerspillet – at gå fra mord til mord til mord, hvoraf nogle udføres mere voldsvirtuost end andre.

Hitman (2)

Historien beretter dog om Agent 47 (spillet med bidsk attitude af Timothy Olyphant), der pludselig ser sin status som hitman blive undermineret, da han med et befinder sig i rollen som den jagede. I scene efter scene oplever vi den fåmælte agent kæmpe for sit i liv, da den ene lejemorder efter den anden sendes ud for at likvidere ham – naturligvis uden held! Han er blevet hyret til at gennemføre et politisk attentat – han skal tage livet af den russiske politiker Belicoff, der spilles af Ulrich Thomsen – men tingene går galt, og agenten vader direkte i en fælde. Nu skal han ikke kun kæmpe imod sine dødsensfarlige modstandere, men også med og imod sine følelser og samvittighed, der ellers har været gemt godt af vejen i et formørket og morderisk rovdyrsind. 

Det mest morsomme element i filmen – der jo i øvrigt ikke er designet til at være morsom – er scenen, hvor Agent 47 svinger sig ind gennem et hotelvindue og ender i et værelse, hvor to knægte sidder fordybet i , ja i computerspillet Hitman. En intertekstualitet, der virker en smule søgt – om end for en kort stund morsom – og som ikke har sin berettigelse i en film, der på trods af dens buldrende naivitet dog stadig forsøger at opbyde et minimum af seriøsitet omkring den historie, den fortæller.

Hitman (3)

Ulrich Thomsen er castet i en stereotyp skurkerolle som den russiske politiker Belicoff. En type rolle, han efterhånden må befinde sig godt i, når vi tænker på, at han også har givet den som tysk/russisk skurk i henholdsvis et afsnit af tv-serien Alias og som Bond-skurk i The World is Not Enough. Alle kedelige, stereotype roller til en skuespiller, der kan så meget mere. Tænk blot på hans underhuden præstation i Per Flys modbydeligt gode Arven. Hans involvering i et projekt som Hitman er en hån imod de evner, han besidder som skuespiller!

Action alene gør det ikke! Hvis plottet halter, hvis skuespillet er sterilt og instruktionen dilettantisk, så kan der være nok så meget øredøvende rammersjang, buldrende pistoldueller og grandiose actionsekvenser – det hjælper ikke på filmens kvalitet, og det forhindrer den ikke i at synke samme i de serenader af pistolskud, der ellers skulle holde den oven vande!

Hitman (6)

Timothy Olyphant – der ellers gjorde det upåklageligt og myrekrybende godt i HBO-serien Deadwood – har  intet (absolut intet) at bygge sin karakter op på. Han er en sammenbidt, følelseskold og hul neandertalmand, der udelukkende evner at slå ihjel på grafisk udspekulerede måder. Når det kommer til at bygge karakteren op – at indlemme et psykologisk interessant element – så tillader filmens overfladiske og intetsigende plot ikke dette. Han skal spille bidsk. That’s that!

Hvis man ønsker at se en film, der helst kræver, at man ikke funderer over plottet, så må Hitman være sagen. Hvis jeg uddelte stjerner,  så ville den med nød og næppe kunne slæbe sit plotløse filmkorpus op på to svagt blinkende af slagsen – og så er jeg endda flink, meget flink!

Hitman (7)

Ekstramaterialet består af en række dokumentarer samt morsomme fraklip og et selektivt udvalg af alternative scener. Der er som sådan ikke noget ved ekstramaterialet, der løfter det over middel. Ikke desto mindre er den 24 minutter lange dokumentar In the Crosshairs, hvor man blandt andet diskuterer, hvordan man bedst muligt konverterer et populært computerspil til en film, der også gerne skulle blive populær, ganske interessant. At projektet så ikke er lykkedes, ja det er filmen jo et sørgeligt vidne om.

Filmens komponist – Geoff Zanelli – interviewes i dokumentaren Settling the Score, hvor han mestendels bruger tiden på at iscenesætte sig selv – det bliver en smule belastende i længden, så det er godt, at man blot skal udholde det i 5 minutter. Fraklippene – både de “morsomme” såvel som de alternative slutninger – er (for at sige det mildt) bundkedelige og uvedkommende. Det er fyld for fyldets skyld!

 

Filmen er ude på dvd & Blu-ray fra SF-Film

hitman_ver3_xlg



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.