Anmeldelse

H

orton og Støvfolket Hvem! er en charmerende, men også ganske kedelig og krast moraliserende film.

Horton er en elefant. En stor, kluntet og elskværdig elefant, der lever for sjov og ballade. Horton bor i Nool-junglen sammen med en masse farvestrålende væsner. Disse skiller sig dog mærkbart ud fra Hortons livsglade og fantasirige væsen – ikke mindst den lilla kænguru, der ser Horton som en problemstarter, der er til fare for junglens små børn.

Horton-hears-a-who-pics-horton-hears-a-who-19717251-624-336

Og hvorfor er Horton så til fare? Fordi Horton har fantasi! Fantasien er ødelæggende, og man må ikke sætte griller i hovedet på de små, uskyldige børn. Så da Horton ved et tilfælde hører, at der fra et forbiflyvende støvfnug lyder et råb om hjælp, placerer han sig selv midt i sit livs største problem.

For Horton påstår, at der på støvfnugget befinder sig et mikroskopisk samfund – den såkaldte Hvemby – hvor Hvemfolket (bittesmå mennesker) er i alvor fare. Dette huer ikke den lilla kænguru, der truer med at gøre stakkels Horton fredløs, hvis han ikke stopper med at bruge sin fantasi og fylde folks hoveder med den slags vrøvl. Men Horton (som den stolte elefant, han er) kaster sig frygtløst ud i kampen for at redde det truede folk på det lille støvfnug – også selvom den lilla kænguru har gjort ham til jaget vildt!

Horton-hears-a-who-pics-horton-hears-a-who-19717247-611-341

I Hvembyen, hvor Hvemfolket bor, har borgmesteren af miniputstaden også store problemer. Han kæmper – som Horton – imod et stålsat bureaukrati, der ikke vil acceptere, at der er problemer. Så alt imens Horton forsøger at redde Hvemfolket, og borgmesteren forsøger at overbevise de bureaukratiske mørkemænd om, at der er problemer på færde, sidder vi seere og aner filmens uundgåelige udfald. For ganske rigtigt, så ender alt i fryd og gammen og til alles fordel – det er efterhånden hamret i granit med uudslettelige typer, at amerikansk animation skal ende med en sukkersød happy endning!

Modsætningerne i filmen er stereotypt klicheagtige og skåret ud i pap, så ingen tabes i svinget. Den diktatoriske kænguru mod den livsglade Horton. De bureaukratiske mørkemænd mod den sprælske borgmester. Diktatur overfor demokrati. Ytringsfrihed overfor censur  osv, osv, osv.

Horton-hears-a-who-pics-horton-hears-a-who-19717268-600-306

Moralen bliver hurtig tyk og klæbrig som koaguleret sirup, hvilket næppe betyder noget for de mindste seere, men som ikke desto mindre for de lidt større af slagsen bliver en lidt rigelig tung og klæg sag at sluge. Og selvom filmens pangfarvede eventyrunivers er smukt og indbydende – og Horton og Co. sporadisk sjove – så fortaber filmen sig ganske hurtigt i den morale, der langsomt strangulerer livet og energien ud af den.

Som et plus kan dog nævnes, at det tjener filmen til fordel, at den blot strækker sig over 88 min. Et endnu større plus ville dog have været, hvis den blot (som Chuck Jones’ og Ben Washams langt bedre original fra 1970) varede 29 minutter.

 

Filmen er ude på dvd & Blu-ray fra SF-Film

936full-horton-hears-a-who!-poster



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.