Anmeldelse

L

ad det som advarsel være skrevet allerede nu: Hvis man i sin krop huser en svag sjæl, så vil det næppe være tilrådeligt, at man sætter sig til rette i sofaen for at se Eli Roths Hostel: Part II! Man skal med andre ord ikke lide af finfølelse og sarte nerver, hvis denne film skal kunne underholde! 

De stakkels backpackere

Eli Roths Hostel: Part II (2007) tager den blodtilsølede tete op, hvor den blev sluppet i den første. Endnu en gang bliver tre uforvarende unge amerikanere – denne gang tre kunststuderende piger af den naturligvis ikke utiltrækkende slags – lokket på et helvedeseventyr til Slovakiet, hvor deres værste mareridt bliver til blodig virkelighed. Beth, Lorna og Whitney er den trio, der ufrivilligt bliver kastet i kløerne på en gruppe østeuropæiske misdædere af den horrible slags, der lever af at formidle ungt kød til slagtning. I et verdensomspændende, virtuelt netværk udbydes pigerne til lemlæstelse, hvor det er den højestbydende, der løber med muligheden for at få udlevet sine sygelige og perverterede fantasier.

Hostel 2 - 2

Det bliver de to amerikanere Stuart (Roger Bart) og Todd (Richard Burgi), der som de højestbydende vinder retten til at tage livet af den henholdsvis pyntesyge og sexgale nymfoman Whitney (Bijou Phillips) og den superrige og handlekraftige Beth (Lauren German). En i særdeleshed voldsom skæbne bliver i øvrigt den melankolske og småirriterende Lorna (Heather Matarazzo) til del i filmens mest blodkrævende og nervestrabadserende scene. Således er scenen sat i et dystert torturunivers i Slovakiet, hvor en nedlagt fabrik ganske passende danner rammen for de stærkt visuelle menneskeslagtninger. Her er intet overladt til fantasien, hvor alle perfide lyster leves lystigt ud i livet af betalingsdygtige sadister.

En genres blodige fødsel

Eli Roth bygger på 60’ernes og 70’ernes blodige exploitationbølge, der igen bygger på 1800-tallets utilslørede fascination af tortur, død og blodige klimakser i den franske teaterform Grand Guignol. Her kunne man tilbagelænet nyde udførelsen af grafisk detaljerede mord, der kunne få hårene til at rejse sig på de tilskuere, der var mødt op. Det er denne filmideologi, Eli Roth opererer med og skaber sine film efter, når han i Hostel: Part II forsøger at fremstille den ultimative smerte, den ultimative tortur og den ultimative død. Om dette lykkedes ham må i vid udstrækning bero på den enkeltes smertetærskel! Ikke desto mindre er der tale om hardcore boddyhorror, om sadisme og rendyrket voldsporno, der har fundet en passende term i det amerikanske “gorno”, der er en sammentrækning af “gore” og “porno”.

Virkeligheden, der overgår fantasien

Et af de subelementer, Hostel: Part II består af, er kannibalisme. Eli Roth har i denne forbindelse fået overtalt Ruggero Deodato (instruktøren bag kannibal-klassikeren Cannibal Holocaust) til at optræde i en cameo-rolle som “The Italian Cannibal”. Denne skal delikatere sig med en fastspændt ung mand i bedste Hannibal-the-Cannibal-stil i en scene, der muligvis nok er ækel og afskyvækkende, men som ikke desto mindre også har sin pendant i virkelighedens verden.

Hostel 2 - 3

Et eksempel på dette er den tyske kannibal Armin Meiwes, der i 2006 blev idømt livsvarigt fængsel for at have dræbt og fortæret den 46-årige Bernd Brandes. De to havde mødt hinanden via internettet i et chatrum, hvor Meiwes havde annonceret efter mænd, der ville slagtes. Da de to første gang satte hinanden stævne, skar Meiwes – med sin gæsts velsignelse – dennes penis af, så de i fællesskab kunne fortære den. Efterfølgende skar han halsen over på Brandes, parterede liget og lagde det i fryseren. I et interview med den tyske tv-kanal RTL har Meiwes bl.a. udtalt, at: “Jeg sauterede kødet fra Bernd med salt, peber, hvidløg og muskatnød og serverede det med kartoffelkroketter, rosenkål og grøn pebersauce”. Han skulle ifølge Meiwes have smagt som flæsk – dog mere bittert og stærkere!

Så selvom Eli Roths brutale filmnarrativer med udpenslet kannibalisme kan få skrøbelige seere til at krumme tæer og gemme ansigtet bag puder, så er det stadig intet i forhold til, hvad den virkelige verdens psykopater kan præstere.

Det er ikke horror af den slags, der får hårene til at rejse sig på kroppen, man finder, når man begiver sig ind i Eli Roths makabre bloduniverser. Det er den mavesammenkrympende horror, der genererer væmmelse og afsky! Så hvis man tilhører den hardcore gruppe af horrorfans, der ad år har udviklet hård hud på nethinden, og man ikke længere kan gyse af klassisk suspense/surprise-horror, så vil Eli Roths blodtilsølede torturuniverser muligvis kunne udgøre en substitut, hvor en mere kropsligt betonet væmmelse gør sig gældende.

Hostel 2 - 1

Dog er filmens styrke svær at få øje på, da den i bund og grund blot er én lang og nederdrægtig døds tour de force, hvor det som et andet monotont computerspil udelukkende drejer sig om at få taget livet af så mange som muligt på så bestialske faconer som muligt. Det, vil nogle mene, er også en styrke i sig selv, især da genren aldrig har gjort krav på at ville andet end at udforske de ekstreme muligheder for at lemlæste og dræbe mennesker på den mest grafisk udpenslede facon – det er trods alt exploitationgenrens kendetegn!

Ikke desto mindre er plottet så intetsigende og mentalt forarmet, at en hvilken som helst efterfølger i en hvilken som helst serie af slasher-film i sammenligning virker som et mønstereksempel på velskreven dialog- og handling. Det eneste Hostel: Part II har at byde på er blod, død og tortur ad libitum – alt andet er den blottet for. Således er der heller ingen grund til at komme nærmere ind på de enkelte skuespillere, da disses præstationer alle er skåret over samme forudsigelige læst. Ingen skiller sig ud, og det eneste formål med skuespillerne er da også at lade dem agere slagtekvæg.

Blod, tortur og sadisme er der i rigelige mængder, men det opvejer ikke manglen på interessante karakterer eller et plot, der går udover det blot at ville fremprovokere væmmelse, opkastningsfornemmelser eller ukontrollable konvulsioner. Det ville have klædt filmen, hvis man havde forsøgt at udvikle karakterer, man gad involvere sig i, og som man ikke med ligegyldig mine så blive skamferet til døde, imens man med cola i den ene hånd og popcorn i den anden tyggede sig igennem et 91 minutters gudsjammerligt filmmareridt.

 

Filmen er ude på dvd & Blu-ray fra Sony Pictures Home Entertainment

hostel_part_ii_ver3_xlg



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.