Anmeldelse

imdb

M

artin Scorseses filmatisering af Brian Selznicks roman The Invention of Hugo Cabret fra 2007, som jeg i den grad skal have læst, er en magisk kærlighedserklæring til filmkunsten. Det er en rejse ind i filmens eventyrlige verden så svimlende flot realiseret, at man er bjergtaget fra start til slut. Hugo er et mesterværk.

Vi befinder os i Paris i 1931, hvor 12-årige Hugo (Asa Butterfield) bor sammen med sin far (Jude Law), der ernærer sig som urmager. Hugos liv får dog en tumultagtig omvæltning, da faren pludselig dør, og han nu skal bo sammen med sin alkoholiske og stærkt usympatiske onkel Claude (Ray Winstone) på togstationen Gare Montparnasse, hvor denne passer stationens mange urer. Et job, der med et tilfalder Hugo.

Fra de mange skjulte passager og snirklede gange i togstationens vægge, holder Hugo et vågent øje med alle de mennesker, der har deres daglige gang på stedet. Som en anden filmoperatør kigger han ud på livet, der udfolder sig forskelligt fra dag til dag, men med mange af de samme aktører i hovedrollerne.

Hugo - 7

Der er den emsige og krigsskadede Inspector Gustave (Sasha Baron Cohen), der er forelsket i blomsterhandleren Lisette (Emily Mortimer). Der er cafe-ejeren Madame Emile (Frances de la Tour), der bliver tilbedt af kunstneren Monsieur Frick  (Richard Griffiths), der kommer svært overens med hendes lille gnavne køter. Og så er der legetøjshandleren Papa Georges (Ben Kingsley) og dennes adoptivdatter Isabelle (Chloë Grace Moretz), der kommer til at spille helt særlige roller i Hugos liv.

Da Hugo en dag bliver taget på fersk gerning af Papa Georges, han forsøger sig med smårapserier fra dennes legetøjshandel, ændrer hans liv sig for stedse. I forsøget på at skaffe reservedele til en mekanisk mand, som Hugo er overbevist om gemmer på en sidste besked fra sin afdøde far, bliver han hvirvlet ind i et eventyr af filmhistoriske dimensioner. For den lettere knotne og desillusionerede legetøjshandler er ikke en hr. hvem som helst. Papa Georges er filmpioneren Georges Méliès, der har valgt at leve en tilbagetrukket tilværelse i skjul for offentligheden, der tror, at han døde ved fronten under Første Verdenskrig.

Sammen med Isabelle forsøger Hugo at afdække den skæbne, der blev Papa Georges til del. Hvorfor lever han et liv i skjul, hvad skete der med hans mange film og hvorfor vil han ikke tale om fortiden? Beskeden, som den mekaniske mand gemmer, bliver nøglen til mysteriets løsning. Den bliver også nøglen, der åbner for Papa Georges, der blomstrer på ny.

Hugo - 3

Hugo er ikke kun Martin Scorseses kærlighedserklæring til filmkunsten, men også til litteraturen, til det at fortælle. Netop litteraturen, bøgerne, spiller en væsentlig rolle i filmen, hvor Christopher Lee spiller boghandleren monsieur Labisse, der fungerer som en modpol til den nye, gryende kunstart. Selznicks roman består da også af stort set lige dele sider med ord og illustrationer. Der er tale om en smuk sammensmeltning af det skrevne ord med billeder. Denne sammensmeltning skaber en synæstesi, der igen skaber magien.

Hugo er højpotent filmmagi, der forfører seeren med smuk fotografering, et fantastisk score af Howard Shore og en klassisk fortælling om at miste og genfinde. Filmen er proppet til randen med intertekstuelle referencer til filmhistoriske værker, der er implementeret smukt i strukturen. Man føler på intet tidspunkt, at de er hældt på for fyldets skyld, men at de tjener et særligt formål: At hylde alle de film, der banede vejen for filmkunsten. Se filmen, blive klogere, bliv bjergtaget, bliv betaget og tag så fat på alle de perler, filmhistorien gemmer på.

 

Filmen er ude på dvd & Blu-ray fra Paramount Home Entertainment

Hugo -2



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.