Anmeldelse

imdb

D

et er i år 160 år siden, at Charlotte Brontës formidable Jane Eyre udkom. Året var 1847, og romanen fik straks stor succes – både hos anmeldere og publikum. Sidste år lancerede BBC en ny miniserie om guvernanten Jane Eyres stormende forelskelse i den bistre Edward Rochester, og succesen gentog sig – det er en suveræn serie, der bør ses!

Det var en krank skæbne, der blev de tre Brontë-søstre (Charlotte, Emily og Anne) til del. Alle som én døde de unge og uerfarne af tuberkulose, men nåede (inden de forvitrede) at efterlade sig en betragtelig litterær arv, der har vist sig at være udødelig – romanerne Jane Eyre, Wuthering Heights og Agnes Grey er i dag store, kanoniserede værker!

Fortællingen om den forældreløse Jane Eyre, der mishandles og spærres inde af den hårdhjertede tante Mrs. Reed, er fortællingen om, hvorledes et stærkt barn bliver en stærk, ung og selvstændig kvinde. Jane sendes som 10-årig på kostskole, da tanten ikke længere kan tåle synet af hende. Her udsættes hun for en hård disciplin, der ikke knægter hende, men blot gør hende stærkere. Hun henlever otte år på kostskolen, indtil hun som 18-årig sendes til godset Thornfield Hall, hvor hun skal indtræde som guvernante for en fransk pige, den opvakte og livsglade Adèle.

jane-eyre-2006-bbc

Godsejeren og naturmennesket Edward Fairfax Rochester, kaster hurtigt sin interesse på den unge, uerfarne Jane, der ligeledes udviser interesse for den stærke, bryske og melankolske mand. Begge slynges ud i et stormfuldt og passioneret kærlighedsforhold, men ikke alt er så ligetil, som man turde håbe – det er det jo aldrig (heldigvis!) Rochester bærer nemlig i sit inderste på en dyb hemmelighed. En hemmelighed, der er gemt godt af vejen bag lås og slå i det fjerneste hjørne af Thornfield Hall, og som skaber problemer for den planlagte ægteskabelige forening mellem Jane og Rochester.

Hvis der er noget, BBC er kendt for, så er det deres altid suveræne fortolkninger af store, britiske klassikere. Alt af Jane Austen, Brontë-søstrene og Charles Dickens har gentagne gange været igennem dygtige manuskriptforfatteres og instruktørers hænder, og sidste år var det altså Jane Eyre, der i Susanna Whites hænder er blevet til en strålende fortolkning.

Serien er suveræn og bjergtagende flot! Ikke mindst bør man bide mærke i de solide præstationer af henholdsvis Ruth Wilson og Toby Stephens, der leverer eminent under-huden-skuespil i rollerne som Jane Eyre og Edward Rochester, men også de storladne naturscenerier er værd at fremhæve – serien er virkelig flot fotograferet! Men det er ikke kun et kærlighedsdrama af den sødladne slags, der her præsenteres, det er også et dybsindigt, psykologisk drama, der skildrer kampen for selvstændighed, kampen for at være, hvem man er, og kampen for retfærdighed.

BBC har tidligere lanceret tv-serier over romanen (både i 1973 og 1983), men den  mest kendte fortolkning er nok Robert Stevensons klassiker fra 1944, hvor Orson Wells og Joan Fontaine spiller henholdsvis Mr. Rochester og Jane Eyre. En af de nyere filmatiseringer, der er knapt så kendt, er Franco Zeffirellis udmærkede film fra 1996 med William Hurt og Anna Paquin i de ledende roller. Så hvis man ikke kan få nok af gotik, hed og passioneret kærlighed og dunkle hemmeligheder, så er der stadig mange udgaver, man kan give sig i kast med – og så er der jo stadig romanen, der bør læses!

 

Miniserien er ude på dvd fra SF-Film

62 - Jane Eyre



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.