Anmeldelse

I

en tid, hvor konstante genindspilninger, genfortolkninger og amerikaniseringer af udenlandske film endnu ikke var en realitet, tog man i USA chancen og filmatiserede en engelsk tegneserie. Med sig havde man, udover en stor pose penge, en superstjerne til hovedrollen i form af Sylvester Stallone. Tegneserien, der havde sin oprindelse tilbage i 1977, er Judge Dredd, en karakter der først optrådte i sci-fi-tegneserien 2000 AD. Judge Joseph Dredd er del af et futuristisk politikorps, der forsøger at opretholde lov og orden i en rå og kaotisk kæmpeby, Mega City One. Det meste af USA er smadret af en atomkrig, hvor den radioaktive ørken uden for byen er kendt som “Den Forbandede Jord”.  Som judge, en dommer, har denne type betjent beføjelserne til at udsige og udføre domme, særligt i form af dødsdomme i et samfund med stadigt eskalerende og brutal kriminalitet.

Bag kameraet står Danny Cannon, der sidenhen har instrueret en  nyklassiker som I Still Know What You Did Last Summer i 1998, men har ellers holdt sig til tv-instruktion.  Til at skrive manuskriptet har Cannon allieret sig med to særdeles rutinerede herrer. Den ene er William Wisher Jr., der har begået manus til både Terminator (1984) og Terminator 2 (1991). Den anden forfatter er Steven E. de Souza, hvis bagkatalog rummer film som Die Hard (1988), Die Hard 2 to år efter, Hudson Hawk (1991) og Street Fighter, der udkom samme år som Judge Dredd. Der er altså tale om rutinerede forfattere i action-genren.   

Men der slutter det positive også for Judge Dredd, hvor plottet er centreret om, at Dredd er anklaget for et mord på en systemkritisk journalist. Et mord, han ikke har begået. For at starte med titelrollen, så afviger filmatiseringen ikke blot en smule fra Judge Dredds ikoniske status som lovens ansigtsløse håndhæver, den håner den ligefrem. Det vil sige, at man ikke blot ser Judge Dredd uden hjelmen, noget som er direkte i strid med oplægget, men i det meste af filmen er Dredd helt uden sin hjelm. Nuvel, der skal være fuld valuta for pengene, når nu tidens superstjerne er hyret, så skal det kendte ansigt ikke gemmes væk.

Judge Dredd  -1

Men i stedet for at være frygt- og respektindgydende, er Stallone ufrivilligt komisk som Judge Dredd: Igennem hele filmen brummer, taler og ikke mindst brøler Stallone utydeligt og snøvlende. Dialogens kunst virker ikke til at være Stallones styrke, men han har trods alt en fysisk tilstedeværelse som Judge Dredd. Desværre ligner Stallone mest af alt en bodybuilder, der er ude sit element: En muskuløs brøleabe i alt for stramt tøj og med en fjollet kropsholdning.  Dredd virker særlig komisk, når man er vidne til, at Stallones forvrængede mund igen og igen snøvlende brøler I am the law! Tænk Rocky Balboa, der med hængende mundvige råber Adrian igennem blod, savl og givetvis også muskelspasmer. Til gengæld får man i Judge Dredd en ufrivillig komisk karakterudvikling hos Dredd, der får John Rambo til at ligne en kompleks personlighed.

Judge Dredd har som filmens helt naturligvis brug for kvalificeret modspil i form af filmens skurk. I denne rolle har man hyret en psykopatisk, én-dimensionel og læspende, men karismatisk, Armand Assante som Rico, en tidligere dommer med storhedsvanvid. Og så er han endda også ryger. Rico er del af “Janus-projektet”. Et projekt med et knapt så subtilt navn, som plottet også afslører. For at understrege Ricos ondskabsfuldhed, er han flankeret af en brummende kæmperobot, der til tider overskygger Stallone i karakterskuespil.

Som en højere rangerende dommer finder vi Max von Südow, der spiller ganske sympatisk og låner sin troværdighed til filmen, men Lassefar kæmper forgæves som Judge Fargo. Diane Lane spiller Judge Hersey, en slags kærlighedsinteresse for vor helt. Og hun er desværre skåret efter samme papskive som resten af karaktererne. Hun fungerer som et humant modspil til den regelrette Dredd. Og så kommer vi til filmens helt store fejlskud: Herman “Fergie” Ferguson, som spilles af Rob Schneider. Han udgør filmens måske største irritationselement, hvilket i sig selv er en præstation i denne film, der godt kunne være en Oscar værdig. Schneider går filmen igennem i selvsving med dumsmarte bemærkninger i ét væk. Man håber, at NU holder Schneider en pause og spiller reelt skuespil. Men nej, og Judge Dredd får da også sagt noget rigtigt i filmen, da han henvender sig til Fergie: You talk too much. Schneider skal tydeligvis fungere som et komisk indslag i et ellers seriøst univers, men i stedet er han et særdeles belastende bekendtskab.  Et klynkende, usjovt pjok, som Dredd skuler ondt til igennem hele filmen.

Judge Dredd  -2

Selve filmen lider under et pompøst univers, der oftest virker som om det er lavet af plastik og samtidig oser af selvhøjtidelighed.  Som da Dredd får sandheden om sin oprindelse at vide. Her er både tordenvejr og en statue af Justitia, retfærdighedens blinde gudinde. Den massive storby, hvor handlingen udspiller sig, Mega City One, mangler en storbys rå og beskidte atmosfære. I stedet er arbejdet lagt i rendyrket effektjageri i actionscenerne. Filmens voldelige æstetik, der ellers er i fin tråd med oplægget, virker klodset afviklet i et univers, der på den ene side tager sig selv alt for seriøst og på den anden side er komisk, både den tiltænkte og den ufrivillige komik.

Udover filmens atmosfære, så er der rigeligt med tåbeligheder i plottet: På trods af, at en overordnet dommer ved,  at Rico er 100 % psykopat og den perfekte forbryder, så stoler den pågældende dommer alligevel på Rico. Med et forudsigeligt og fatalt udfald. Man henføres til den noget undervurderede Demolition Man fra 1993, både i plotelementer, univers og skuespil. Her spiller Stallone også en politibetjent overfor en stjernepsykopat i et futuristisk og grumt samfund, denne gang er det Wesley Snipes, der giver den som skurk. Denne films helt store force er, at den ikke tager sig selv så seriøst som Judge Dredd gør.Stallones karakter, som en politibetjent i en anden tid, fungerer, og som publikum kan man gå på jagt efter en fin mængde (pop)kulturelle referencer. Derudover har Judge Dredd ikke så få æstetiske og skuespilmæssige ligheder med den tidligere nævnte computerspilsfilmatisering, Street Fighter. Sidstnævnte film kan undskylde sig med, at den bygger på underudviklede karakterer fra et slå-på-tæven computerspil. Det kan Judge Dredd ikke.

Alt i alt, så har Cannon og forfatterne skruet en larmende, flamboyant parodi af Judge Dredd-karakteren sammen, der skøjter henover oplæggets samfundskritiske potentiale. Filmens aktionssekvenser er hæderlige nok, men ellers er der tale om 96 minutters rendyrket og pinligt kitsch. Som fortælling kræver filmen intet af publikum. Hertil kommer, at Judge Dredd indeholder nok vittigheder, der relaterer sig til lovens terminologi, til minimum fire fladpandede komedier.  Og Judge Dredds primitive catchphrase i filmen opsummerer da også seeroplevelsen ganske fint: I knew you’d say that.

 

Filmen er ude på dvd & Blu-ray fra Buena Vista



Om skribenten

Peter Madsen
Som anmelder er jeg motiveret af at skrive, at formidle. Mest af alt fordi, jeg ikke kan lade være - hverken med at skrive eller at holde af film, tv-serier, litteratur og musik. Som anmelder tilstræber jeg at gøre læseren klogere ved at argumentere sagligt i en ellers ret subjektiv genre. Om en eller begge ambitioner bliver indfriet, overlader jeg til læseren at vurdere. Favoritgenrerne på film er sci-fi, action, fantasy og superhelte. Forfattere som jeg holder meget af er Philip K. Dick, Erich Maria Remarque og Haruki Murakami. Bøger som 1984 og Brave New World kan jeg blive ved med at genlæse.