Anmeldelse

imdb

K

im Ki-Duk Collection indeholder tre skæbnefortællinger hentet fra de laveste samfundsklasser i Sydkorea. Fortællinger, der såvel er blændende smukke som nederdrægtigt afskyvækkende og tankevækkende!

Der er ingen rosenrød sommeridyl med lammeskyer og babyblå himmel i Kim Ki-Duks film. Det er ikke et utopisk idealsamfund, hvor alle er lige, og hvor dårligdom er en saga blot, der fremstilles af den sydkoreanske instruktør. Tværtimod har Kim Ki-Duk gjort det til sit felt at skildre livet som det tager sig ud blandt de særdeles udsatte i Sydkorea, og der lægges ikke fingre imellem, når elendigheden skal visualiseres.

Der går et ekko af fortabthed gennem de tre film, der er en del af den netop udsendte Kim Ki-Duk boks fra Another World Entertainment. Filmene skildrer prostitution, voldtægt, had, mord, misundelse, afmagt, ligegyldighed, fornedrelse og alskens menneskelig elendighed. Så man er ikke fløjtende og fro, når man når til slutningen af Kim Ki-Duks samfundsdystopier.

Som instruktør er Kim Ki-Duk en nøgtern fortæller. Filmene er eksempelvis ikke just rige på dialog. I stedet lader han de trøstesløse billeder af grå miljøer og sørgelige skæbner udgøre de ord, der fortæller om livet som hjemløs under en bro ved Han-floden (Crocodile), om livet som prostitueret og fremmedgjort (The Birdcage Inn) og livet som et forhærdet, rodløst krigsbarn (Address Unknown).

Underlægningsmusikken er det også sparsomt med i Kim Ki-Duks film, og den anvendes kun sporadisk i situationer, hvor den er med til at understrege og fremhæve en specifik situation. Der er med andre ord ingen konstant grædende violiner, ingen amerikaniseret tempoklipning og ingen high-pace dialog, der skal fungere som følelsesfremkaldere – her er det alene billederne, der fortæller!

Crocodile – der er Kim Ki-Duks debutfilm – fortæller om en kynisk hjemløs, der fra sit telt ved Han-floden bestjæler de ulykkelige sjæle, der begår selvmord i flodens grøngrumsede vand. En dag redder Crocodile (der meget passende er navnet på den hjemløse) en ung pige fra druknedøden – Hyun-Jung – der i forsøget på at slippe fra én voldtægtsmand blot havner i kløerne på en ny. Et mærkværdigt skæbnefællesskab knytter dem langsomt til hinanden, og man fanges ind af den menneskelige armod og håbløshed, Kim Ki-Duk skildrer de to karakterer med.

Ligeledes fokuserer instruktøren på voldtægt og udnyttelse i The Birdcage Inn, der beretter om glædespigen Jin-a, der sælger sin krop for mad og logi i pensionatet The Bircage Inn. Glæderne er små i det baggårdsmiljø, hvorfra hun bedriver sin kropsnedværdigende virksomhed. Hun udstødes af samfundet og betragtes som et menneskeligt udyr. Hun er ikke et menneske, men en økonomisk nødvendighed, der skal sikre den fattige værtsfamilie, hun bor hos, mad på bordet. Den eneste glæde, det eneste frirum, der undes hende, er kunsten. Her søger hun tilflugt fra den virkelighed, der presser hende derud, hvor intet menneske ønsker at være.

Et lignende forarmet miljø skildres i Address Unknown, hvor teenageren Chang-Guk lever et hårdt liv, hvor vold og død dagligt kryber ind på ham. Han er søn af en amerikansk soldat, der var udstationeret i Sydkorea, og som efterfølgende rejser tilbage til USA og efterlader mor og søn tilbage. Moderen forsøger forgæves at få kontakt med faren, men brevene returens blot til afsenderen – deraf titlen. Hun lever i håbet om en tilværelse i USA, men synker gradvist længere og længere ned i håbløsheden, hvilket sætter sine tydelige spor på hendes i forvejen svage psyke. Kampen for at slippe ud af armod, kampen for en bedre tilværelse og kampen for et liv, man glædes ved og over, er den historie, Kim Ki-Duk vil fortælle. En historie, der ikke ender lykkeligt, selvom man i alle henseender ønsker en lykkelig slutning for filmens bedrøvelige karakterer.

Kim Ki-Duk er ikke den instruktør, der er bedst kendt herhjemme, og der skal derfor lyde en tak til Another World Entertainment for at påtage sig udbredelsen af kendskabet til denne dygtige filmskaber og hans smukke, stærkt sørgelige og voldsomme fortællinger. Hvis man ønsker at få et indblik i Sydkoreas laveste kaster, så er Kim Ki-Duks film intelligente og velkonstruerede fortællinger, der tegner et krast socialrealistisk billede af de dårligst stillede. Det er med andre hudløst ærlige film, der ikke går mainstreamfilmens ærinde i underholdningsmæssigt henseende – det er krasbørstige sager, der kalder på eftertanke!

 

Filmene er ude som bokssæt fra Another World Entertainment

19 - Kim Ki Duk-Collection



Om skribenten

Robert Rasmussen
Jeg er film- & litteraturskribent, kulturafhængig, kunstelsker og mag.art. i litteraturvidenskab med en magisterkonferens om maskemonstre i moderne horrorfilm fra 1960 til i dag. Jeg er også tegneseriesluger, horrornørd, tv-serienarkoman, filmafhængig samt bogorm & læsehest med skrive- og ordkløe. Jeg dyrker 80'ernes kulturprodukter i usund grad, og jeg har en forkærlighed for filmkitsch, de fantastiske genrer samt Spielberg & Co. Jeg er filmmerchandisesamler, Disney-aficionado, animationselsker samt stifter af Fiktion & Kultur. Mit forhold til ovenstående er kronisk og uhelbredeligt. Læs (meget!) mere her.